Hjemkomst til Allerød
Nu er jeg kommet hjem til Allerød efter 2 ugers ophold i Ebeltoft. Det har været en dejlig tid, hvor Herdis og jeg har hjulpet hinanden med stort og småt.
Oplevelser blev der dog også tid til.
Familieniddag med Susanne og Tage, samt Lene og Kristian. Her blev gjort status over de aktuelle familiære forhold – samt gode fremtidsråd.
Besøg hos Helga, der mistede sin mand for et halvt årstid siden. Hun ser heldigvis ud til at have fundet sig selv i den nye tilværelse.
Gensyn med Madklubben, hvor jeg har været meget fraværende i de seneste år. Der er jo et betydeligt rejsebesvær forbundet med en sådan aten, når man bor i Allerød.
85-års fødselsdag hos Ejnar – Herdis’ gode venner fra sin mands tid. Ejnars søn er revisor. Han reviderede tilfældigvis Nordens regnskaber over en lang tid, mens jeg var dér.
Guldbryllup på Park-hotel, hvor det var vennerne Astrid og Peter, der fejrede dagen. Der var 80 glade gæster. Astrid var i sin tid dagplejemor for Herdis’ søn. Vi havde forfattet en lejlighedssang.
På hjemvejen besøgte vi de smukke omgivelser ved herregården Palsgaard – i nærheden af Juhlsminde. Det er interessant, at der på godset er fremvokset en driftig virksomhed, der producerer emulgatorer og stabilisatorer til fødevareindustrien.
Endvidere besøgte vi det skønne område ved sanatoriet, Vejlefjord. Det var her Monna i 60’erne var patient. Hun havde ophold dér i to omgsnge á tre måneders varighed. Opholdene på Vejlefjord Sanatorium havde en gunstig virkning på Monna’s sygdom. Hun havde et godt samarbejde ned læger og psykologer, og vendte tilbag til vor lille familie med tro og håb for fremtiden. Det var et stærkt minde for mig at gense de omgivelser, som Henning og jeg besøgte hver lørdag i sammenlagt et halvt år.
Trætte og sultne efter dagens oplevelser vendte vi hjem til en hastig tilberedt ret af bayerske pølser. Desværre for mig med en lidt øm ryg og noget mavebesvær.
Herdis er returneret til Ebeltoft sfter besøg hos tidligere kollega.
Godt at vi fandt det forsvundne indlæg 😉