I dag ville Monna været fyldt 80 år. Desværre skulle det ikke ske sådan. Allerede i 1996. hvor hun lige nåede at opleve sin 66 års fødselsdag, levede hun blot i få uger, før hun udåndede på Hillërød Sygehus. En ubeskrivelig glæde fik hun i sine sidste år, da vi i 1993 flyttede fra Aalborg til Allerød for at forenes med vor lille familie. I særdeleshed, da hun samme år blev farmor til sit eneste barnebarn, Mathias. Dagen kalder naturligvis på den – trods alt – lange tid, vi havde hinanden. Vi mødtes allerede i 1947 – da hun var 17 og jeg 20. Siden den tid har vi fulgtes ad gennem kivets tilskikkelser. Jeg har allerede her til morgen været på kirkegården og tænkt på Monna. Desværre kunne jeg ikke lægge en buket frezier på den anonyme gravplads. Netop frezia var hendes yndlingsblomst – men denne gang kunne det kun siges med tulipaner. Dagen kalder på minder fra vort samliv, som trods alt blev på 49 år. Monna har selv i mange skriftlige betragtninger nedskrevet sit syn på mange af livets tilskikkelser Hun havde – om nogen – et stort og følsomt interessefelt. Jeg vil mindes hende ved at genhøre et af de musikværker, som hun satte mest pris på. Samuel Barber´s “Medea´s hævndans”. Et musikstykke, der syntes at kalde på paralleler i hendes følsomme sind.
Ellen Frandsen har også fødselsdag i dag – hun bliver 76, men har desværre i adkillige år lidt af Parkinsons syge. Vore to familier har haft et nært venskab gennem årene og har utallige gange holdt de to fødselsdage sammen.