Socialdemokraterne har holdt deres årlige kongres i Aalborghallen i denne weekend. Helle Thorning-Schmidt har holdt taler, fyldt med ‘one liners’. der er modtaget med de påkrævede ovationer – somme endda stående. Der er begejstring over samarbejdet i ‘den røde blok’, omend en del medlemmer helst ville se, at forbrødringen i højere grad kom partiet til gode i meningsmålingerne. Det er navnlig SF, der får den målelige gevinst.
Kongressen vedtog Mette Frederiksens forslag om, at der skulle skrides ind over for prostitution, ved at det skulle være ulovligt at købe sex. Erfaringer fra Sverige viser, at et sådant forbud kan omgåes, fx. ved at man kan gå ind i et pizzeria og bestille en pizza, som man får bragt hjem. Så er det en blondine fra de baltiske lande, der leverer varen. En pizza med det hele!