Jeg har i dag haft besøg af min to brødre – naturligvis sammen med deres søde kvinder. For mig er det en lille, sjælden og kærkommen opgave at holde en frokost. Et arbejde, der nok tager noget længere tid, end for år tilbage. Det er også lidt som en eksamen – hvorledes vil de veltrænede, hjælpsomme husmødre vurdere min indsats på det kulinariske plan. Overraskende er det at konstatere, at bord, køkken og alt er opvasket – lige til at sætte på bordet næsten – til et nyt gæstebud.
Frokosten kunne for så vidt være blevet til en forårsfest. Foråret synes nu endelig at have bidt sig fast. Samværet blev som vanligt afviklet med gode sidespring til både nostalgi og helbredsstatus.