En pige fra Lillerødkoret, som jeg mødte forleden nede i byen, fortalte mig, at en af tenorerne pludselig var død – 56 år gammel. Jeg kender fra min tid i koret Jørgen som en god og glad kammerat og undrer mig over, at han er gået så tidligt bort. Tilfældigvis – under mit besøg på kirkegården i går blev jeg opmærksom på hans nyetablerede gravsted.
Pinsedag oprandt med sol og 20 graders varme. Jeg cyklede til Furesøen og spiste min frokost dér med benene dinglende fra bådebroen. Derpå fortsatte jeg til København og tog en tur rundt til barn- og ungdommens nostalgiske steder.
Pinsemiddagen indbød Anne til. Den blev nydt i den lille families kreds.