Ligger det i generne – denne pligtopfyldelse, der gør, at arbejdslivet indtager en højere plads i livet – måske også til tider skubber familiemæssige forhold i baggrunden?
Jeg er jo den, der kan overskue 3 generationer på den fædrene linie.
Min far var en overmåde flittig mand, der udover sit job som modelsnedker, i al den den tid, jeg kan huske, fungerede inden for Børneværnet i sin fritid. Megen fritid brugte han – og mange telefonsamtaler blev ført fra hans arbejdsplads. Utallige gange blev vi gennet ud i køkkenet, når han skulle have alvorlige samtaler med klienterne.
Jeg var også grebet af den samme bacille. Anne husker, at computeren var placeret på spisestuebordet, så vi måtte knibe os sammen i den anden ende ved spisningen. Så kunne husherren, når den sidste kartoffel var slugt, kaste sig over den afbrudte programmering. I weekenden havde jeg tit et utal af sagsmapper med hjem – ikke mindst til Annes forundring. Bunkerne blev placeret langs væggene i hele huset – et fænomen, som Anne ikke havde set førhen.
Og med Henning – ja, jeg synes at spore tydelige tegn på genernes fortsættelse. Men sagen er nok for overdimentioneret til at blive behandlet i en enkel log.