I forbindelse med min eftersøgning om baggrundsstof til mit essay om forholdene i mit barndomskvarter, stødte jeg på nogle interessante sider i Steen Eiler Rasmussens bog om København.
Han påpegegede, at i årene før første verdenskrig var boligbyggeriet præget af, at grundene mod vej var meget kostbare, hvor imod arbejdslønnen var lav. Derfor byggede man etageejendomme med kort vejfacade og meget dybe lejligheder ind mod gårdpartiet – typisk med knaster og indskæringer for trapper og lignende. Arkitekter blev hovedsagelig benyttet til at tegne facader – i mindre omfang interesserede man sig for gårdsiden.
Efter verdenskrigen steg arbejdslønningerne – mens grundpriderne var stillet i bero. Det gjaldt derfor om at udvikle et rationelt, åbent byggeri baseret på relativt lave lønomkostninger.
Et tidligt eksempel på den nye type lejligheder er kvarteret omkring Struenseegade – bygget i begyndelse f 1920’erne – der netop er blevet et foregangsbyggeri for den nye udvikling. Professor Steen Eiler Rasmussn mener, at systematikken i dette byggeri var 40 år forud for sin tid.