Jeg har jo tit tidligere i tiden set disse handicapbusser på gaderne. De har tit ‘holdt i vejen’, når de har læsset disse langsomme passagerer med deres kørestole og rollatorer op i bilen. Jeg har dog aldrig haft fantasi til at forestille mig, at jeg selv skulle blive passager i sådant et køretøj.
Det er jeg blevet nu. Nu er jeg blandt dem, der ofte generer den øvrige trafik – og ser tilværelsen fra en helt anden synsvinkel. Det er i sig selv lærerigt.
Jeg kører i forbindelse med genoptræningen i Lynge frem og tilbage med en handicapbus. Der er tre andre ‘medtrænere’ på holdet. De er veteraner på holdet. Det er åbenbart ikke ualmindeligt at man går til træning i halve år.
Mine ambitioner er nu ikke at fasrbinde nig til behandlingssystemet. Jeg træner ihærdigt på at blive ‘mig selv som før’ igen.