Dagen i dag bød på et samvær med gutterne – de tre andre forhenværende kolleger. Det var som sædvanligt hyggeligt, og jeg har savnet det gode, kammeratlige samvær under min lange sygdomsperiode.
For mig indebar det en lille, ekstra sejr, idet jeg ved egen kraft drog ud til Leif – som var vært – alene med stokken som støtte, og som passager i adskillige busser og tog.
Af venligt hensyn til mig og min formodede ringe mobilitet bød samværet ikke på den sædvanlige kulturelle oplevelse, men frokosten, som var særdeles spændende, dannede en fin ramme om en kammeratlige samtale. Jeg er vært ved næste sammenkomst i maj.