Ikke blot er denne dag en mindedag for landet som helhed – men i ikke mindre grad for mig personligt, Det er 60 år siden, tyskerne kapitulerede, og Danmark atter blev frit efter fem besættlsesår.
I adskillige måneder havde jeg – på trods af min beskedne alder – været medlem af Frihedsbevægelsen. Jeg var 18 år. Tidligere skolekammerater havde spurgt, om jeg ville være med, og efter store overvejelser blev jeg ‘medlem af Frederiksberg motionsklub’, som trænede i gymnastiksalen i skolen på Duevej. Det var en i en militærgruppe under ‘Frederiksbergbatallionen’.
Ud over aftentræningerne på skolen drog vor deling om søndagen med s-tog til Nordsjælland – til Geels- og Rudeskov. Dér havde vi militære terrænøvelser, dog med grene til at illudere geværer og andre våben.
Våbeninstruktion blev afholdt i private hjem eller i menighedslokaler rundt omkring. Det var en meget spændende oplevelse at transportere en maskinpistol eller en Bazooga til et sådant instruktionsmøde. Våbenet var godt skjult under cotton-coat’en, men det kunne godt få adrenalinet op, når man passerede en tysk soldat.
Om aftenen den 4. maj blev jeg ringet op på mine forældres telefon – nora 4618 v – med ordre til at møde på Frederiksberg elværk på Finsensvej. Jeg spændte min stålhjelm på bagagebæreren og spurtede af sted til mødestedet, og her blev vi udrustet med armbind og våben – i det omfang sådanne var til rådighed. Det tør nok siges, at vi var en svag udrustet hær. Heldigvis mødte vi kun ringe fjendtlig modstand.
I flere måneder gjorde jeg tjeneste ved ‘Batallionen’, der nu holdt til i forsamlingbygningen ‘Gimle’ på Grundtvigsvej. Opgaverne var blandt andet vagttjeneste ved de skoler, som var belagt med tyske flygtninge.
Jeg var lærling på FLS’ maskinfabrik i Valby den gang, og ‘tjenesten’ betød et længere afbræk i læretiden. Det medførte dog ikke en forlængelse af læretiden eller påvirkede den faglige duelighed,