Så har jeg afhentet mine to nye høreapparater – et til hvert øre. De fungerer meget tilfredsstillende, hvad angår at forstærke de høje toner – og i det hele taget forstærke lyden. Jeg føler mig bragt ud af den hidtidige stille-tilværelse. Gulvene knirker, fuglene synger og kirkeklokkerne bimler. Jeg må håbe, at jeg kan vænne mig til dem – og til at indstille dem rigtigt. I det hele taget vil jeg håbe, at jeg kan blive fri for at sige ‘hva’behar’ hele tiden.