På Esbønderup sygehus, hvor jeg i 1½ måned genoptrænede efter min blodprop havde jeg en fysioterapeut, som i særlig grad tog sig af min behandling. God til sit fag var hun, men meget kontant. Hun var i særlig grad ligefrem i sit sprog, og fik i den forbindelse meddelt mig forskellige sandheder og forudsigelser.
Somme udtalelser kom til at virke gavnligt. F.eks. denne: “Du kan ikke høre en skid”. Den tog jeg til mig, og det har nu resulteret i, at jeg har anskaffet mig høreapparater. Med godt resultat.
En anden forudsigelse kom heldigvis ikke til at passe, Hun forudsagde, at jeg ikke ville komme til igen at cykle. Hun tilbød endog at oplære mig i anvendelse af en trehjulet cykel. I dag indgår cykling som en naturlig del af hverdagen. I byen, i skoven og til den fortsatte genoptræning i Lynge. Naturligvis passer jeg særligt på, men jeg er lykkelig over at den – sikkert velmente – forudsigelse blev gjort til skamme.