Som en slags introduktion til operaen, ‘La Traviata’, som vi skal se på den nye opera til april næste år, læste jeg bogen ‘Kameliadamen’ af Alexandre Dumas den Yngre, skrevet i 1848. Det er historien en ung parisisk mand, der bliver vildt og ægte forelsket i en skøge fra det bedre selskabliv. Kærligheden gengældes og de to unge rejser bort til et sted på landet i lang tid og nyder forelskelsens rus sammen. Den unge mands fader – der ikke har noget imod at sønnen har elskerinder, men er imod faste forbindelser til sådanne – rejser til Paris for at få sønnen bragt på bedre tanker, men det er nyttesløs. I dølgsmål opsøger faderen så kvinden og overtaler hende til at afslutte forbindelsen. Pigen får sin elsker til at hade sig, og han rejser nedtrykt bort til udlandet. Mens han er væk. dør hun kort tid efter af tuberkulose. Det er en uhøre gribende bog, der er bygget på et sandfærdigt grundlag, idet den refererer til Dumas’ egne oplevelser.
Kameliadamen har inspireret Verdi til operaen ‘La Traviata’ – som betyder ‘Den vildfarne’. Også i teaterverdenen har ‘Kameliadamen’ været opført utallige gange i over 100 år.