Så har jeg hentet min bil fra Peugeot-forhandleren efter 5-års-efterrsynet. Det er en mærkelig fornemmelse, når man kommer ind i den klargjorte vogn, der ligesom har fået et andet og tiltrækkende image overnight. Den dufter anderledes. Ser helt ny ud. Man sætter sig i sædet, som den formentlig langbenede mekaniker har trukket tilbage i den yderste slutstilling. Det svarer overhovedet ikke til mine aldrende, korte pesser (som de kalder det i Vendsyssel), så der forstår en frem-og-tilbage-køren af sædet for at finde lige bestemt den rette indstilling. hvor mekanikken og mennesket kan mødes i en optimal synergieffekt og fordragelighed..
Alt imens man skæver til fakturaen på sædet ved siden af.
Så starter man og overraskes igen over al måde. Her plejer man sædvanligvis at høre em støjende motor, der med en arrig knurren melder sin ufrivillige tilstedeværelse. Men hvad er sket? Her uden for værkstedet hører man næsten ingen motorlarm, knurren eller mislyde. Tvært om lyder det nu nærmest som en sødladen kat, der kælent spinder. Man kunne faktisk fristes til at tro, at motoren overhovedet er kommet i sving.
Efter at have bevæget sig ud på kørebanen forundres man igen over at alt er blevet anderledes. Bremser, kobling og speeder. Bevares, til den gode side. Det glider som en drøm der ud ad. Det er som om både bil og fører er blevet forynget. Hele processen understøttes af, at det samtidig er blevet det herligste forårsvejr. Solen hilser os begge – Peugeot’en og mig – velkommen i det forårsagtige frie natur..
Jeg var stærkt fristet til at dreje kareten til venstre ved udkørslen fra værkstedet i Lynge – i stedet for til højre. Til venstre – det er Ebeltoft direct – og man var jo allerede godt på vej. Til højre er vejen hjem. Men jeg betvang mig til at tage hjem til en kop kaffe i haven.
Men hvem ved – i morgen går ture måske den anden vej….