Jeg fandt forleden på Nettet oplysninger om, at Nordens tidligere fabriksarealer nu søges bebygget med høje beboelseshuse, der får en unik beliggenhed ud til Limfjorden. Det er køberen af grunden, Jørgen Bladt, der står bag det ambitiøse projekt. Tankevækkende er det dog, at den fabriksgrund, vi har kendt i en menneskealder, har fået en sådan værdi. Vi havde vel næppe haft fantasi til at forestille os at folk ville flytte ud til naboer, som kloakrenseanlæg og industri og med en Eternitmættet undergrund.
Forholdene på Norden er ændret kolossalt, fra jeg startede i 50’erne. Da spredtes støvet uhindret fra skorstenene. Mandskabet slæbte på tunge jernbarrer i deres sortsværtede ansigters sved. Tipvognstog oksede af sted i konkurrence med DSB. Støvmængder væltede ned over de nærmeste boliger i en evig og udfordrende kamp med husmødrenes storvask. Hvert efterår kom vrede kolonihavefolk fra ‘Vesterkær’ med prøver på deres nyhøstede æbler, som var omgærde af et hårdt, sort cementlag. Kolonihavefolkene var godt gale og hamrede i forståelig vrede de afhærdede æbler i det blankpolerede konferencebord i mødelokalet, så det afstedkom grumme mærker i overfladen.
Efterhånden fik vi i fællesskab sat skik på skidt, støv og arbejdsforhold. Vi fik slagtet fabriksskorstenene og de gamle cementbygninger. Ja, vi fik restaureret, malet og gjort grund og bevaringsvarige bygninger ‘stuerene’. Den gamle fabrik blev genfødt som en pæn, ren og tiltalende maskinfabrik. Nu ser vi det ultimative resultat af vore anstrengelser. Området er blevet attraktivt og kan endog beboes af mennesker.
Skade, at vi ikke selv havde syn for mulighederne, mens vor tid var.