Det er fælt, at man gang på gang i TV ser sin barndoms bydel omdannet til noget, som man nærmest kan sammenligne med en krigsskueplads. Vi boede i sin tid på en del af Nørrebro, som endnu ikke har været ramt af urolighederne. I et kvarter, der på en hel del områder havde en noget anden karakter end det, der benævnes ‘den sorte firkant’.
Den historiske Assistens Kirkegård ligger som en skærmende støjvold over mod de slagmarker, hvor de – i videste forstand – utilpassede unge terroriserer bydelen. Officielt i harme over ikke at få deres vilje med et ungdomshus. Eller ligger der måske yderligere en skjult dagsorden under urolighederne?
Det synes, som om der er kommet en ny dimension ind i vor demokratiske system, når man efterhånden ikke ‘kan nå’ ud til en gruppe unge, der ikke alene lader hånt om demokratiets grundlæggende principper, men tværtimod har som mål af nedbryde dem. Politilere og retsvæsen står tilsyneladende magtesløse over for problemerne.
Hvad mon H. C. Andersen, Søren Kierkegaard og de øvrige personligheder på Assistens tænker ved denne tingenes udvikling?