Somme tide kommer fortidens hændelser tilbage i form af drømme ved nattetide. Det kan være tilbageblik fra længst glemte begivenheder. som man ikke skænker en tanke til daglig i vågen tilstand..
Således drømte jeg i nat uforvarende om en speciel, spændende begivenhed i mit liv. Det var om den tid, hvor jeg som ung forsøgsingeniør havde påtaget mig en rolle til at genopfinde en metode til at fremstille pulveriseret råjern. Norden-fabrikken, der på det tidspunkt var i alvorlig økonomisk krise søgte mod nye produkter på basis af råjernsproduktionen. Det kunne i dette tilfælde være jern i pulveriseret tilstand til pulverteknologiske formål eller til svejsepulver. Ud fra beskrivelse i artikler og patenter havde jeg helt frie hænder tol at gå i gang med at udvikle en sådan proces.
Forsøgsanløgget blev et 4 m. højt stillads, foroven forsynet med en tragt med et passende udløbshul. så der kunne dannes en flydende, ret tynd jernstråle. Derunder skulle denne flydende stråle passere en speciel designet ringdyse, hvorfa jernstrålen blev bombarderet med trykluft. Underst i opstillingen samledes det forstøvede produkt i et vandbad.
Det første forsøg med denne forsøgsproces blev et tilløbsstykke på hele Norden-fabrikken. Som ved opsendelse af rumraketter var alt kontrolleret til sidste detaille. En tons råjen ved 1400 grader var klargjort i en støbeske og den blev med kranen løftet op til den omtalte tragt. Her skulle en medarbejder hælde indholdet ned i tragtbeholderen. På en og samme tid startede ihældning af det fydende jern, samtidig med ar der blev sat fuldt trykluftstyrke på forstøverdysen.
Øjeblikkelig så det ud, som antændelsen af en kømpemæssig stjernekaster, samtidig med, at den store støbehal fyldtes totalt med kulsort støv fra processen. Forsøget var en ganske spetaktulær oplevelse og forløb ganske positivt. Efter opsamlig og udglødning konstatedes det, at dette første forsøg var lykkedes med succes.
Det blev for mig en ilddåb ind i den metallurgiske verden. Intet under, at man ken genopleve den spændende oplevelse i drømme. I min nuværende tilstand forstår jeg overhovedet ikke, at jeg i det hele taget turde det den gang. Helt ufarligt var det jo ikke. Jeg var særdeles lykkelig for, at min medarbejde, der havde været helt borte i røg og damp, trådte ud i friheden og rystede støvet af sig, som om intet var hændt. Han hed Christuan Nielsen. med øgenavnet ‘den pæne Christian’.