Den gang jeg kom til Norden i 1951, åbnedes en helt ny verden for mig. Fabrikken var en cementfabrik, der derudover producerede råjern til stålværker og jernstøberier. Norden var ikke blot en fabrik, men det var et helt unikt samfund for sig selv.
Tipvognstog kørte kiometervis ind landet for at hente ler og kridt til slemmerier og siloer. Skibe blev losset i den lokale havn for at levere skrotjern og tilsætningsmaterialer Alt sammen for at mødes i afmålte portioner i de tre evigt drejende roterovne, hvori materialerne ved en temperatur på 1200 til 1500 grader forvandledes til flydende råjern og en slagge i form af kliinker til cementbrug