Det var min broe Bent, der i en mindetale over en Samsøven kom ind på forskellem mellem to måder, vi her i Danmark tager afsked med hinanden på.
Billedet på forskellen mellem at sige ‘vi ses’ eller at sige ‘farvel’ er godt beskrevet. I ‘vi ses’ tændes der ligesom en stadig og eviglysende ledestjerne foran de involverede personer – et slags løfte, der i en eller anden grad peger hen på en gensidig forpligtelse om, at det ikke er ‘sidste gang’, vi skal mødes.
En af mine gode venner mistede sin søn, der desværre tog sit eget liv. Sønnen havde altid taget afsked med faderen med et ‘vi ses’ – også den sidste gang, de var sammen før den ulykkelige, triste hændelse. Faderen har ladet disse ord ‘vi ses’ indhugge i gravstenen. Han er selv blevet meget religiøs efter det tragiske tab af en ung fyr – og håber vel inderst inde, at der – trods alt – stadig er et uafsluttet løfte om endnu et gensyn.
Omvendt har ordet ‘favel’ lige som en mere afsluttende og definitiv betydnig. Det rummer kun en slags ‘lykke på rejsen’ og ikke et løfte om et ‘gensyn’ – eller ‘vi ses vel igen en anden god gang’. Der udtrykkes ikke et nok så uforpligtende løfte eller ønske om at vi skal ses igen.