Jeg faldt tilfældigvis over navnet, Tove Anderberg, i dag. Det bragte fortids oplevelser ind på lystavlen.
Det var dér midt i 70’erne, hvor dronningen og prinsgemalen aflagde besøg i Aalborg. Jeg var – som repræsentant for erhvervslivet – inviteret til at deltage i kommunens lille frokost på det gamle rådhus, Placeret lidt i den fjermer ende af bordet – mellem en hofdame og den kunstnerinde, der havde kreeret byens gave til dronningen.
Samtalen med hofdamen kom vist aldrig rigtig i stand. Det gjorde snakken med den unge, tiltrækkende kunstnerinde derimod. Hun var naturligvis meget nervøs for, hvordan hendes værk blev modtaget af dronningen.
Da dronningen takkede farvel og gav hånd, bordet rundt, skulle hun også – efter mig – takke kuntneren som havde skabt den smukke gave.
Tove Anderberg var så nervøs, at hun formelig rystede. Hun klemte min hånd så hårdt, at jeg næsten kunne følge hendes hjerterytme, mens hun modtog dronningens takkeord og fik det royale håndtryk med den anden hånd.
Kunstneren, Tove Anderberg, er stadig kendt for sine meget følsomme værker. Monna og jeg fulgte hendes udstillinger i et langt åremål, mens vi levede i Aalborg.