Debatten om, hvorvidt det er mænd eller kvinder, der er bedst egnede som ledere, bølger stadig frem og tilbage. Netop dette spørgsmål er vel udvalgt til at blive et af vor generations hovedspørgsmål – måske ikke så mærkeligt efter at kvinder har erobret stadig flere job på arbejdsmarkedet på alle niveauer, og ikke mindst har gennemgået de allerhøjeste uddannelser. Det er ikke uforståeligt, at kvinder med disse høje uddannelser efterspørger tilsvarende betydningsfulde stillinger i samfundet.
Også over vor families spisebord kan denne diskussion krydse klinger. Ingen tvivl om, at begge køn generelt har medfødte anlæg nedarvet i deres kønsbestemte gener. Mænd er vel oprindelig skabt som jægere og beskyttere, mens kvinder i orinaludgaven er forudset til livslange svangerskaber – og beskyttelse af afkommet. Med det overordnede formål at bevare slægten – og arten.
I vor tid har vi i den vestlige kultur ‘skruet på håndtagene’ med det resultat, at vi har sat os til herre over spørgsmålet om at få børn. Det resulterer vel naturligt til, at fødselstallet falder. Når man er blevet i stand til at vælge – er det ikke mærkeligt ar det giver overvægt for at vælge fra.
For at forhindre lavere indbyggerantal må man derfor importere indvandrere fra kulturer, som er mere fødedygtige end vor, for at fastholde et befolkningsmæssig status quo.
Spørgsmålet om kvinder eller mænd som ledere har i Island fået en ny dimension, da det er en kvinde, der ser ud til at blive statsminister. Hun er ikke alene kvinde, men tillige lesbisk og er i registreret forhold til en anden kvinde. Måske skal også sådanne forhold drages ind i debatten, om hvorvidt mænd eller kvinder er bedst egnede som ledere .