Stor respekt for videnskaben. Men videnskabsmænd er sjældent enige. Man kunne endda fristes til at tro, at de fremsætter deres individuelle, videnskabelige teorier ved netop at kunne ’konkurrere’ med kolleger inden for samme gebet. Særligt, når det drejer sig om vanskelige forudsigelser for fremtiden. Det gælder bl. a. om, hvordan geologiske og klimamæssige forhold vil ændre vort fædreland på længere sigt.
Den foregående prognose forudsagde, at havet om 100 år vil stige mellem 70 og 105 cm. Det er naturligvis en hel del, som vi i tide må forberede os på.
Nu siger et nyt forskerhold af kystmorfologer tvært imod, at vandstanden ikke vil stige i de næste 100 år, fordi landet vil hæve sig i tilsvarende grad over samme periode. Ja, hvad skal man nu tro på.
Skønt det kræver nogen tålmodighed, bliver det spændende at konstatere, hvilken af de to teorier, der går i opfyldelse.