Valget er overstået med et særdeles grumset resultat. Det er som om selve det gamle Danmark bliver glemt i den tilbageværende, politiske mudderpøl. Men kan man ikke ud af valgresultaterne drage nogle konklusioner om, hvad danskernes egentlig ønsker for vort land.
Mon ikke S’s vestreorienterede samkørsel med SF har kostet partiet stemmer fra traditionelle socialdemokrater, der måske i virkeligheden mere sympatiserer med partierne S og DF, end med S og SF. SF’s ledelse har i et ambitiøst mål, om at komme i regering, bevæget sig for langt udover partiets ræling, og derved fået partiet til at drive til søs, hvorefter de utilfredse fandt land i Enhedslistens kvindelige og veltalende havn og favn. Faktum er, at S og SF begge har mistet stemmer, mens Enhedslisten er gået markant frem.
De Radikale har i deres indestængte hang efter i mange år at have været ude af den betydningsfulde midterrolle, ageret som den beregnende pige, der forstår at holde to elskere hen med løfter til begge sider uden at melde klart ud. Danskerne har dog vist sympati for at styrke en sådan midterrolle, der er økonomisk ansvarlig. DF har lignende interesser i en midterposition, og de to partier er derfor rivaler til samme indflydelsesrige stilling.
Venstre har som cadeau for Løkke¨s indsats og politik fået gevinst både for partiet og for Løkke personlig. Blot ca. 8500 stemmer skilte regeringspartierne fra magten. De konservative fortsætter dog en sikker kurs mod de gamle partiers kirkegård, hvorfra det er svært at genopstå. Efterfølgeren er det uprøvede Liberal Alliance med gode ambitioner – men med ringe plads til at have dem i.
Hvad sagde vælgerne? Mon ikke dette, at partierne med ægte, økonomisk ansvarlighed burde samarbejde om landets fremtid. Det kunne måske sigte mod et fremtidigt samarbejde mellem partier som V, S, DF og De
radikale.