Det var min bror, Bent, der forleden ledte mig ind på begrebet ‘knækpoesi’, der var en moderne digterisk foreteelse i 1970-80’erne blandt navne som Dan Turell og tilsvarende fremadstræbende digtere. Bent lagde ud med et værk om en sømand, der på søen drømte om sit barndomshjem. Ved det besøg, han havde set frem til, konstaterede han, at tingene ingenlunde var, som han i erindringen havde forherliget den til. Skuffet fortsatte sømanden sin færd på havet.
Jeg prøvede på at gøre min broder kunsten efter – og her er mit ringe bidrag til den knækpoetiske verden.
En episode i livet
Hvis jeg skulle ønske mig tilbage, skulle det være til den tid,
hvor jeg som lærling sov i det gamle kolonihavehus af træ.
Ffra den øverste køje kastede solen sine morgenfriske stråler ind
gennem det lille firkantede og flueplettede vindue dér foroven –
og lokkede med en dag med grøn natur og frihed.
Men også forkyndte om en ny arbejdsdag på maskinfabrikken.
Med usovet blik og far ved siden cyklede vi,
som om en læredreng skulle eskorteres til retterstedet.
Ad Rødovres snirklede biveje mod alvorens mål –
de larmende haller som kvalte hver sangfugls stemme
og effektivt skærmede for morgenenstundens sol.