I min ungdom var skibsværfter en hjørnesten i den danske industri. Som følge af den position som søfartsnation, Danmark indtog, var det vel en naturlig konsekvens, at der i kølvandet voksede en driftig værftsindustri frem. Det blev til en række store værfter med B&W; som et industriens flagskib.
Det høje lønniveau for stålarbejdere begyndte allerede i 1970’erne at forringe værfternes konkurrenceevne på verdensmarkedet. Fjerne lamde viste snart, at de var i stand til at bygge kvalitetsmæssigt lige så gode skibe, som de danske, men betydeligere billigere. Populært sagt skulle der for mange og dyre arbejdstimer i et så relativt ‘simpelt’ produkt som stålskibe.
Herefter måtte værfterne lukke på stribe. I Aalborg var det også en katastrofe, da det lokale skibsværft lukkede. Firmaer, der fungerede som underleverandører og fremstillede sektioner med tilsvarende lav forarbejdningsgrad måtte følge efter. Sålededes blev det også ‘Norden’ endeligt.
Nu kæmper det sidste af de store værfter, Lindøværftet, for sin overlevelse. Det er slut med de store nybygninger.
Som et led i overlevelsen ‘udlejer’ man nu en betydelig del af arealet til et mindre reparationsværft. Fredericia Skibsværft er med dygtighed sluppet heldigt og dygtigt gennem kriserne, men har mødt stor kommunal modstand. Men nu flytter man altså – med mandskab og udstyr – til Odense.