I dag forlyder det, at Helle Thorning-Schmidt er i fuld gang med at møblere sit fremtidige regeringsapparat til det valg, hun er såre sikker på at vinde. Hun vil have flere ministerier – deriblandt et overministerium, der skal koordinere alle de øvrige ministerier. Naturligvis kræver partierne i koalitionen flere ministre af hensyn til de tre involverede partier, og dermed den forventelige forøgelse af ministerbilsflåden. Fagbevægelsens trofaste lederskikkelser bør formentlig også tilgodeses med ‘gode ben’.
Tilmed skal hver minister omgives med fire rådgivere eller spindoktorer, som politisk udpeges af Helle Thorning selv. Det er øjensynligt for at tilfredsstille den hoben af yngre politikere, der i årevis har trippet for at få foden inden for regeringskorridorene. Selve ministeren synes at forsvinde under hele denne opbakning. Ministeren, bliver måske at ligne med kejseren, der ikke havde noget tøj på. Det bliver måske de fire mænd med baldakinen, der bliver de vigtige aktører.
Grunden til denne nyskabelse i dansk politik skulle have sit afsæt i, at den nuværende regering ‘misbruger’ det aktuelle embedsapparat, således at embedsmændendene ‘fedtes ind’ i politiske sager.