Det synes mærkeligt, om ikke en tilpasning af befolkningens størrelse står i forhold til respektive landes velstand og vækst. Den vestlige verdens fremgang er vel i nogen grad baseret på det faktum, at fødselsraten er dalet drastisk gennem årene. Kinas økonomiske fremgang baseres vel også på, at der med det problematiske ‘et barns princip’ er sat en vis bom for en befolknings-eksplosion.Det faktiske resultat for de to områder er, at der er opnået en vis regulering af befokningensstigningen. Det er blevet skabt med forskellige midler – men med nogenlunde samme resultat. I Europa har kvinders indtrængen på arbejdsmarkedet uden for hjemmet – sammen med prævention -virket børnebegrænsende. Faktisk har det givet tilsvarende virkning, som det kinesiske ‘et-barns system’ – omend ad en mere sympatisk vej. Verdens fattigske lande er kendetegnet ved ureguleret børnetilvækst, som vil fastholde landene i et fattigdomsgreb. Hvorledes kan en global styring af befolkningsstørrelsen iværksættes og være til gavn for menneskeheden? Religion, politik og naturen selv er faktorer, der skal overvindes.
Der ligger kæmpeopgaver forude, dersom områder – som Afrika – skal bringes på en ny vej.