Der er vist ingen tvivl om, at Ole Sohn er en dygtig politiker, Det fortæller hans løbebane – selv om man kan være dybt uenig med de politiske partier og værdier, som han har bygget sin egen politiske magt op på. Kaster man et blik på hans politiske løbebane synes der at være en lige linie – omend i forskellige forklædninger – fra hans ungdomsår og til nutiden. Han er født i 1954, og er fra sin tidligste ungdom kravlet til tops i alle de politiske hverv, som han har deltaget i. Som kommunist blev han tidligt fagforeningsformand og medlem af Kolding byråd. Hans politiske engagement førte til formandsposten i DKP. I denne stilling er det nu afsløret, at han med stor virak, kindkys og ærbødighed hyldede DDR-chefen Erich Honecker, samt lovede DDR-evigt troskab – trods regimets sammenfald og murens fald var nært forestående. Sohn har efterfølgende givet det udseende af, at han var blandt fornyerne af den kommunistiske proces.
Efter murens fald sigtede han først på Enhedslisten og derefter på SF. Netop i SF har han øjensynligt kunne bruge sin politiske tæft til at bringe partiet ud af den ‘hængekøje-rolle’, som det i årevis havde befundet sig i. Mon ikke, at det er ved hans adkomst, at partiet nu ser ud til at kunne sigte sig frem mod ministerbiler?.
Ingen tvivl om, at Ole Sohn har medfødte politiske evner, og anvender dem dér, hvor det tjener ham selv bedst. Det gjorde det da han kyssede Honecker – og nu giver han kram og kys til Søvndal og Thorning. Måske også med dronningen, dersom det- guderne forbyde det – kommer så vidt.