Under den igangværende S-kongres i Aalborg, var SF-formanden, Villy Søvndal, indbudt til at holde tale for forsamlingen. Talen blev naturligvis en særdeles kraftig anprisning af S-formanden, Helle Thorning-Smidth, for hendes hjerte, der banker for de svage, og for danskerne som helhed. “Jeg kender hende, som den, der har hjertet på rette sted for Danmark”, slog Søvndal fast. Hans blomstrende og omfavnende ord gik ufordøjede ind i forsamlingen og udløste lagstrakte klapsalver. Ingen tvivl om, at hvis nogen står sammen, så vil det fremtidig være kammerat Helle og kammerat Villy. Derimod vankede der naturligvis ikke blomster til Pia Kærsgaard fra Dansk Folkeparti og til regeringen.
Søvndals smigrende ord gav naturligvis- muligvis utilsigtet – også en betydeelig opmærksomhed på hans egen person. Hvis man skulle tage klapsalvernes intensitet, som mål for den socialdemokratiske forsamlings synspunkt, kunne man nærmest forledes til at tro, at man gerne havde set ham, som statsministerkandidat. Han har dog både folketække, er en sand søn af folket – og ikke midst uplettet af ‘overklasse-syndrom’ og skattesager.
Men det danske socialdemokrati har i disse år bundet sig så uløseligt fast til venstrefløjen, at der formentlig ikke er nogen vej tibage. Er mon nogle af de tidligere socialdemokratiske dyder blevet efterladt i DF?