Helle Thorning-Schmith holdt i dag sin store tale til socialdemokraternes årsmøde i Aalborg. Det var første gang, hun talte for en forsamling, siden den verserende skattesag.
Man må erkende, at hun i en fantastisk grad har ordet i sin magt. Nok har hun dygtige taleskrivere og telepromter til rådighed, men fremlæggelsen af talen er eksemplarisk – og næsten ‘obamisk’. De svulstige, velformulerede ord og vendinger går direkte og ufordøjede ind i den røde, lyttende forsamling. De gyldne løfter om, at alt bliver godt – omend hårdt – når S-SF kommer til magten, er sød musik i forsamlingens ører.
Hun kredsede en stund om den afsluttede skattesag, og pointerede, at ordet ‘skat’ havde fået en ny betydning i det lille ‘Helle-hjem’. Intet under, da de nu har fået stabiliseret familiens privatøkonomi på bedste vis.
En god og medrivende tale. Hvis jeg skulle have afgivet min stemme under talen, var der ingen tvivl om, hvilken liste, jeg ville begunstige med min stemme. Under indtryk af den overbevisende tale ville det blive til et stort kryds på liste A.
Men heldigvis var der ingen mulighed for at komme af med stemmen på det tidspunkt.