Det er forunderligt, når gamle – forlængst glemte – tildragelser fra fortiden pludselig dukker frem fra erindringens mørke. Ofte aner man ikke, hvad der netop udløst sådanne specielle hændelser.
Nu i dag entrede en meget speciel person ind og erobrede memory-hukommelsen for en stund. Det var direktør Arne Ørskov fra Frederikshavn. Han havde etableret et mindre værft på havnens kaj. Han havde fået den geniale tanke, at fiskebåde kunne bygges i stål – fremfor i det traditionelle træbyggeri. Han havde succes med den revolutionære fremgangsmåde. Da vi på Norden netop var startet med underleverancer til skibsindustrien, var det naturligt at kontaklte Ørskov i håb om at få et samarbejde igangsat.
Produktionschefen og jeg drog til Vendsyssel for at præsentere vor kunnen og traf chefen midt i et møde med sine ledere. ”Hvem er I – og hvem er jeres ejere?” tordnede Ørskov brysk. Da han hørte, at vi var i FLS-koncernen, udbrød han: ”Skal de nu også til at leve af mine penge?”. Det udviklede sig nu til et længerevarende samarbejde. Ørskov var en virkelig iværksætter, og det på adskillige fronter. Han etablerede bl.a. et miljølaboratorium for vandrensning, hvor han bl.a. havde fisk anbragt i store akvarier, så de kunne smage på forskellige retter af forurenet vand. Hans metode skulle sælges til kommunerne, og til den salgsopgave havde han indkøbt en hel tønde god, gammel portvin, der var bestemt til at lette den kommunale beslutningsproces. Gavmild, som han var, fik vi lov til at smage på retterne, når vi sidenhen ofte besøgte ham. Altså ikke det forurenede fiskevand, men det kommunale ’smøremiddel’. Et besøg i Frederikshavn på Ørskov skibsværft var altid en spændende oplevelse udover det sædvanlige.
Det er rart at kostatere, at Ørskov’s værft – i modsætning til de fleste andre danske skibsværfter – stadig væk eksisterer.