’Til pinse, når skoven bli’r rigtig grøn’, synger man i en gammel sang. Jeg kørte i dag en formiddagstur, for at erkyndige mig ved selvsyn om, at det også i år holdt stik. Ja, naturen har heller ikke i år svigtet – selv om det har været svært at få bugt med vinteren denne gang.
Det var i sin tid skik i vor familie, at der ved runde fødselsdage og lignende blev sunget en til lejligheden forfattet sang. Temmelig typisk gik den netop på melodien, ’ til pinse …’. hvor hvert vers endte med de mange, glade tralala’er. Det var næsten en tradition, at familiens spasmager, onkel Harry, efterfølgende stod op og foreslog: ”skal vi ikke hilse på forfatteren – eller formutteren!” Så skålede man hjerteligt på det – både til ære for hædersgæsten og for forfatteren.