I dag kom moster Cille – Herdis’ søster Cecilie. Det bringer et yderligere tilskud til vendelbomålet ind i huset. Besøget kommer i forbindelse med en udflugt til Dansk Supermarkeds kursuscenter ‘Bøgehøj’. Her har man i forbindelse med elevernes afgang nogle gange om året et ‘Storcenter’ i gymnastiksalen. I den forbindelse oprettes mini-butikker af enhver slags, og de unge sælger varerne til fordelagtige priser – også til superlave priser inden lukketid. Det er husmoderforeninger o. lign., der inviteres i stort tal. ‘Bøgehøj’ var oprindelig Dansk Arbejdsgiverforenings kursusejendom.