Formiddagen benyttede Herdis og jeg til en tur i Lonon. Vi tog undergrunden til St. Pauls Cathedral, hvor vi kastede et blik ind i kirken – for at komplettere samlingen. Denne imponerende kirkebygning er dog under en næsten total renovering, så også den mægtige kuppel indvendig var dækket af stilladser.
Derpå spadserede vi over Themsen ad en ny gangbro – The Millenium Bridge – til Tate Modern. Det er et mægtigt museum for moderne kunst. Desværre var der for kort tid til at at se Hopper-udstillingen.
På vejen kiggede vi ind i Shakespeare Globe Theater – et rekonstrueret teater, som det så ud på Shakespeare´s tid.
Efter hjemkomsten til hotellet gik turen direkte til Heathrow Airport, hvorfra vi afgik planmæssigt til København. Her tog jeg afsked med det øvrige selskab, der fortsatte til Tirstrup.
Til min overraskelse – og store glæde – var Henning mødt op og modtog mig i lufthavnen. Det er dejligt at have en sådan familie. Jeg blev både kørt hjem og forkælet med varmemad i køleskabet.
Det var alt i alt en dejlig og interessant tur.