Bortset fra det ordinære program fik jeg noget gangtræning med Vicky. Det gik ret godt og sluttede med en ufrivillig – men stille – vals gennem terapiafdelingen. Der er dog ikke meget liv om eftermiddagen – mange tager på orlov og personalet har tidlig fri. Jeg må låne pc’en på kontoret i åbningstiden – inden kl. 15 – når den er fri. Mettes passwords virkede perfekt. Der var en del mails. Nogle blev kortfattet besvaret. Bl.a. fra Canada. Der var besøg af Jørgen, som kom med sovende påskeliljer. Birgitte og Paul fra koret besøgte mig. Birgitte med en forårshilsen. Årets første vintergæk. Eller som H.C.Andersen kaldte den ‘sommergæk’, fordi den varslede forår.
Anne og Mathias var her til aften, og det gik på sædvanlig festlig vis med sengeløft og kørestoleralley rundt omkring på hele ‘hotellet’. Vi spillede en omgang ‘Domino’. En hyggelig fredag aften med en slutsnak med Herdis i telefonen.