Som nævnt er jeg indstille til svømning hver dag i tiden kl. 08.30 ? 09.00. Første gang i dag. Det var en god oplevelse. I vandet kunne man nemt finde balancen og styre fusserne de rigtige steder hen.
Cyklingen og armtræningen fandt som sædvanlig sted kl. 09.30 – 10.00.
Det aftalte tværfaglige møde med Anne og Henning for status fandt sted kl. 10.00 med overlæge Jens Markussen, ergo- og fysioterapeurterne og en sygeplejerske. Det konkluderedes, at det går godt fremad og at bad, påklædning og toiletbesøg klares selvstændigt. Rollatorkørsel trænes og opholdet her vurderes at vare 2-3 uger endnu. Der taltes om forandringer i bolig, hjælpemidler og rengøringshjælp, når jeg formentlig om 2-3 uger kommer hjem. Jeg vil dog gerne være rimelig sikker gående inden hjemsendelsen. ‘Køkken-terapi’ kan eventuelt komme på tale.
Anne og Henning trænede ‘fra rolator ind i bil’ med mig.
Anne deltog i holdtræningen kl. 11.00 – 11.30,og hun var også med ergoterapien kl. 11.30 ?12.00. Det gik udelukkende med pc’en og internettet.
Bent kom på et velkomment besøg. Ellen er kommet på sygehuset. Måske blindtarmsbetændelse.
Henning var her med et udvalg af sko – men der var dog ingen af dem, der var helt ideelle. Mon vi kan komme til at købe nogle Ecco-sko? I øvrigt ‘hersede’ han med mig og min Rollator – adskillige runder på forgangen. Jeg synes, at det går godt fremad.
Aftenen sluttede med den sædvanlige godnat-hilsen til Herdis. Hun kommer nok i kommende weekend.