For første gang cyklede jeg en tur i skoven i dag – en rigtig start på pinsen. Herligt at mærke, at træerne hilste velkommen igen efter så lang tids fravær. Skoven er skøn nu i sit fineste flor. ‘Til pinse, når skoven står rigtig grøn’, som der står i den gamle sang. Det skal ikke blive sidste gang, jeg tager en sådan tur.
Aftenen forløb hyggeligt i familiens skød. For første gang hørte jeg Henning give numre på sin guitar, og jeg er overrasket over de tiltag, han har nået. Det er rart, hvis der skulle skabes en fremtidig tradition for musik i familien.