Norden | Historie | Billeder | Skrift | OBS | Lyd | Temaer
Udgivet af Henning Kok
Fabrikation af KZ fly
Baggrund
Dette er fortællingen om den korte epoke i Nordens historie, hvor der blev bygget KZ fly i fabrikkens lokaler. Hvordan kunne det gå til at en F.L.Smidth cementfabrik i Aalborg gennem 4 år før og under 2. verdenskrig blev ramme for den første og eneste danske serieproduktion af flyvemaskiner?
Historien starter med de to ildsjæle og iværksættere, flytekniker Viggo Kramme (1905-1984) og flyingeniør Karl Gustav Zeuthen (1909-1989), som i 1935 fandt sammen om en fælles passion for fly i miljøet omkring den dengang næsten nyanlagte Kastrup Lufthavn.
Snart får Kramme og Zeuthen et brændende ønske om selv at bygge flyvemaskiner, og kaster sig ud i det første fælles projekt med at tegne og bygge sportsflyet KZ I, som havde sin første flyvning i februar 1937. Arbejdet foregik i en hangar i Kastrup Lufthavn, hvorfra Kramme også drev sit flyværksted.