Lige fra min tidligste barndom har jeg været forsynet med legetøj af forskellig art, som min far med sin håndværksmæssige snilde havde fremstillet. Det er kommet alle os tre brødre til gode, selv om jeg nok må indrømme, at jeg som den ældste nok fik broderparten af fars flittige opfindsomhed og fingerfærdighed.
Et af de første billeder, jeg kender, forestiller mor, far og mig i 2-årsalderen, sammen med en familie Odgård, som må have været deres venner. Odgård kunne fotografere med magniumbombe, og det skulle prøves ved den lejlighed. Det foregik i vor lejlighed i Viborggade på Østerbro. Jeg blev placeret på bordet i det legetøjsskib, min far havde lavet til mig. Odgård tændte magniumbomben, og man kan se på billedet, at han gerne selv ønskede at være med på optagelsen. Han kom med, selv om det kan ses af det lidt slørede udtryk, at han havde fart på efter, at han havde fået tændt magniumbomben. Og så nå at indtage sin plads. Disse magniumsbomber – der jo var en slags blitzens forgænger – udsendte ved afbrændinge en tæt, kvælende røg, der fyldte stuen.
Snedkerlegetøj
Så fulgte det i rask tempo med nye, spændende ting – i høj grad efter tegninger fra Familie-Journalen:
Noget af det første var en Gravko – med mange, indbyggede funktioner – der kunne være særdeles god til at arbejde med i sandkassen,
Et gennemgående legetøj gennem hele barndommen ver det utal af små huse, som far lavede i hobetal. Det var små, livagtige huse, der kunne sammensættes på forskellige måder og bygges med – de kunne faktisk være en slags forløber for Lego.
Det blev også til en rigtig Færgehavn, udført på en krydsfinérplade – med små kibe, færger og lastdampere. Disse skibe blev udført af tin, og blev støbt i køkkenet over gasaparatet. Støbeformene udførtes i gips. Denne arbejdsproced huede ikke i særlig høj grad vor mor. Det kunne vi ikke forstå, mens dette interessante arbejde stod på – men nu mange år efter, vil vi måske nok være mere afvisende over for slige beskæftigelser i vore nutidige køkkener.
Så blev interessen koncentreret omkring sejlbåde – mitutiøst udført med 1½ m mastehøjde. Dem sejlede min bror og jeg med nede ved Peblingesøen. Jørgens båd vandt – til min fortrydelse – endda en konkurrencepræmie, med ret til at bære en sølvplade på dækket.
Svæveflyvere – opbygget af tynde krydsfinér spanter og beklædt med japanpapir.
Jeg var særlig interesseret i trater og musik. Derfor fik jeg bygget et dukketeater- det var ‘Pegasusteatret’ med første opførelse ‘Der var engang’ af Holger Drachmann og med musik af Lange-Müller. Desværre fik jeg ikke den fulde glæde af dette teater, da jeg ikke var i stand ril at kunne få musikken med.
På det musikalske felt byggede jeg – ved fars hjælp – marimba – det blev et af mine første instrumenter. Det bestod af tilpassede bøgetræsstave, der blev afstemt i de rette tonehøjder. Den var kromatisk og strakte sig over to oktaver. Der forestod et større stemningsarbejde. Skulle tonen være højere måtte staven kortes af – mens den blev dybere, dersom staven blev høvlet tyndere.
Bogbinderi
Det var vist inde i besættelsesårene, at vi optog emnet bogbinding på programmet. Det blev tl et komplet bogbinderi-udstyr, vo fik kreeret. Det bestod både af hæftelade, og presse. Det gav også værdifuld viden om hele dette fag. Vi fik virkelig en hel del bøger smukt indbundet – inden vi gik i gang med andre opgaver.
Men én detalje gik igen i alle disse hjemmelavede legetøj. Alt var malet i standard-modelsnedkerfarver: gul, rød og sort.
Familie-Journalen var i sin tid meget værdifuld for fingernemme folk med tegninger og instruktioner til alle mulige konstruktioner – og det høstede os børn – med en dygtig og fingernem far – megen nytte af.
Men vi havde dog også andet legetøj. Det var jo i bilens barndomsperiode, så legetøjsbiler var det store hit. Særlig dem der kunne styres ligesom rigtige biler,
Således kunne man udruste en hel Falck-station med alle slags Falck-biler – brandbiler, ambulancer og kranbiler. Det var Tekno-biler, som i dag er efterspurgte rariteter.
Jeg husker og, at jeg havde en højt anset cremefarvet Schuko-sportsvogn, der havde rigtigt styregrej. Tænk, at hjulene kunne styres ligesom på rigtige biler.
Et særligt kapitel udgjorde Meccano, som bl.a. bestod af et større sortiment af metal stænger med huller. De kunne ved hjælp af skruer sammenføjes til alle mulige konstruktioner. Hertil kom så hjul, tandhjul og adskillige andre ting. Dette satte store krav til fantasien, og det var måske nok medvirkende til, at jeg valgte at gå ingeniørvejen.
Da vi begyndte at få kemi i skolen inspirerede det mig til at foretage hjemmeforsøg med de forskellige kemikalier, Så gik turen til Struers i Skindergade for at sætte sparepengene i stativer, reagensglas og bunsenbrænder. Derefter udførtes forsøg med ilt- og brintfremstilling. Alt sammen skete på køkkenbordet.
Pennevenner
Familie-Journalen inspirerede også på anden måde. Man kunne skrive efter ‘pennevenner’, ‘pen pals’ – den tids dating. Jeg benyttede mig i høj grad heraf og korresponderede længe med piger i England, Sverige, Norge og Spanish Town i Jamaica, Veronika i Liverpool sendte mig Shakespire’s ‘Hamlet’. Jeg har stadig fotos af de søde piger. Min pige fra Jamaica boede i Spanich town.
Nutidens computere – endsige skrivemaskiner fandtes i sagens natur ikke. Skulle man skrive noget på maskine, kunne man gå ind på Hovedbanegården, hvor der var opstillet en skrivemaskine, man formedels et beløb kunne disponere over i en kort tid.
Willy Kok
31.01.2008