Filharmonisk sopran
Da en ung, rødblond sopran med ‘rotterhaler’ blev optaget i Filharmonisk Kor i 1963, havde jeg ikke nogen forestilling om, at dette skulle få betydning for mig i den senere ende af min livsbane.
Jeg var den gang formand for koret i Aalborg, og vi arbejde ihærdigt på at få korets kvalitet højnet og var interesseret i at få fat i nye, unge stemmer. Ikke mindst unge, lyse sopranstemmer var velkomne. En af disse var den omtalte sopran, Herdis Mellergraum. Alene navnet skulle være tilstrækkeligt til at påkalde sig opmærksomheden, men vi var alle på fornavn i koret, så efternavne gjorde ikke det store indtryk. Hverken det særprægede efternavn eller dets oprindelse.
Soprangruppen var vel på ca. 25 damer, så denne Herdis skilte sig – trods hårfarven – ikke væsentlig ud fra flokken. Det var i overvejende grad unge, søde piger. Der var et godt sammenhold og kammeratskab i koret – både gennem det daglige prøvearbejde – og ikke mindst ved de festlige sammenkomster. Vi festede i disse unge, sorgløse dage lifligt og tit – ikke mindst på Norden, hvor der var nogle gode selskabslokaler.
I 1973 sagde Herdis farvel til koret. Hun blev lykkeligt gift og flyttede fra byen og sydpå i Jylland. Navnet Mellergraum var blevet erstattet med et andet lige så specielt navn, der var umuligt at huske. At sopraner gik hen og blev gift – eller flyttede fra Aalborg – var heller ikke begivenheder, der var ualmindelige i korets dagligdag. Det var jo et kor med mange unge menneske i den giftefærdige alder.
Ny tilværelse
Korets arbejde fortsatte ufortrødent med godt samarbejde og med målrettethed mod koncerterne sammen med symfoniorkesteret. Jeg deltog i arbejdet indtil 1993, hvor Monna og jeg forlod Aalborg for at bosætte os i Allerød. Her fortsatte jeg med at dyrke min interesse for kormusik ved at deltage i lokale kor.
Efter nogle gode år i Allerød mistede jeg Monna i foråret 1996. Kræftsygdommen, som hun ellers var erklæret helbredt for, blussede op igen. Det blev et relativt kort sygdomsforløb, inden Monna den 21. marts 1996 døde på Hillerød Sygehus. Jeg var konstant hos hende på sygehuset i de sidste svære uger lige til hun udåndede.
Så begyndte min alenetilværelse. Det var naturligt for mig at benytte korsang som et middel til at komme videre. Jeg meldte mig så ind i kor i Farum, Birkerød og Værløse foruden det stedlige kor i Allerød. Jeg tog tillige sangundervisning hos Gertrud Spliid i Farum.
I 1997 fejrede jeg min 70-års fødselsdag på Bregnerød kro. Jeg fik mange gaver og hilsener i den anledning. I særlig grad var det en hilsen fra min broder Jørgens børn, der boede i Juelsminde, som kom til at danne overgang til min fremtidige tilværelse. Jeg ville jo naturligvis gerne takke dem for deres opmærksomhed, men de unge mennesker havde ikke skrevet adresse på deres hilsen. Derfor måtte jeg i forbindelse med en sangtime i Farum søge efter deres adresse i telefonbøgerne på Farum bibliotek.
Men hvad skete. Da jeg slog op i telefonbogen for Midtjylland stod der på første side under ‘A’ Affertsholt, Herdis, overlærer, Ebeltoft. Det var lige så iøjefaldende, at man ikke kunne undgå at bemærke det – næsten med blinkende bogstaver. Mon det var den Herdis, som 25 år forinden havde været sopran i Filharmonisk kor? Skulle hun være endt som lærerinde i Ebeltoft, gift og måske mor til en rødhåret børneflok? Det pirrede nysgerrigheden.
Nysgerrigheds-dating
For at tilfredsstille nysgerrigheden skrev jeg et brev til damen, som jo muligvis kunne være pigen fra koret. Det kan jo altid være spændende og tilfredsstillende, dersom det viser sig, at man har held med sine tilfældige opdagelser. Så tænkt så gjort – ihukommende den tidligere Aalborg-original, Jennerhahn, der med sin kuffert solgte lodsedler på gaden. “Inte’ vover, inte’ vinder”, råbte han ustandselig. Med dette lokale råd i baghovedet, vovede jeg altså. Naturligvis ville der være stor sandsynlighed for, at det kunne være en helt anden eller tredie, som hed Herdis. Hvis det skulle være sopranen fra koret, ville hun formentlig være lykkeligt gift og sandsynligvis mor til en frodig børneflok. Men det ville være interessant at høre, hvordan tiden havde formet sig for en tidligere kammerat.
Men minsandten. Jeg fik brev tilbage med besked om, at jeg havde ramt plet – men også, at Herdis havde mistet sin mand adskillige år forinden – efter blot 8 års ægteskab.
Naturligvis aflagde jeg et besøg på Jens Baggesensvej i Ebeltoft et par måneder efter i forbindelse med et korstævne på Askov højskole. Jeg forventede at møde en ældre lærerinde med lorgnetter, gråt hår og knold i nakken. Det var den erindring, jeg havde om ældre, gråhårede lærerinder fra min skoletid.
Men hvad måtte mit øje skue? En ungdommelig udseende pige – ikke ulig hende, der forlod koret for de 30 år siden. Frisk og med hvidt hår, der havde mistet enhver antydning af det fordums pikante, røde farve. Og ‘rottehalerne’ – de var også væk.
Vi kom så i snak om gamle dage – og hvad der var sket i mellemtiden – ja, om alt muligt. Det varede ikke mange minutter, inden vi var på bølgelængde og talte sammen, som om fraværet fra koret blot havde været en parentes. Der var meget stof, der trængte til en gennemgang efter de mange år, der var henrullet. Hver på sin vis havde holdt kontakt med personer fra koret dengang – uden at denne personkreds havde været den samme for begge. Snakken gik så intens, og optog os i så høj grad, at jeg såmænd ikke nåede at komme til min påtænkte overnatning på hotellet.
Sådan startede mit bekendtskab med Herdis – et forhold der nu har stået på i små 10 år, og som foruden det gode venskab også har ført et utal af rejser og festligheder med sig.
Willy Kok
14.02.2007