Spring til indhold

Gensyn med barndommens kvarter

En nostalgisk cykletur

Forleden søndag – pinsedag – gjorde jeg den kraftpræstation at cykle hele vejen fra Allerød og ind til København. Jeg futtede rundt i de små gader – næsten på må og få – på kryds og på tværs – og således besøgte jeg både på Nørrebro og Vesterbro. Jeg har selvfølgelig gennem årene været i ‘vores kvarter’ flere gange, mens jeg har boet her i Allerød. men det er blot blevet til mindre, sporadiske besøg.

Denne gang gav jeg mig rigtig god tid. Jeg cyklede ned ad Blaagaardsgade, og skønt det som sagt var en stille pinsesøndag, så er den før så navnkundige gade et farverigt eldorado af mange folkeslag. I ungdomstiden stod den for mig som en hovedgade – omend den ikke tilhørte de fineste – nu forekommer den smal og snæver.

Man kan slet ikke forestille sig, at der engang har kørt skramlende sporvogne gennem gaden – med øredøvende hvin i svingene. Det var linie 3, der kørte på denne rute – fra Nordre Frihavnsgade til Enghavevej. Adskillige af hovedvognene bar præg af en tidligere, glorværdig fortid som 2-etages vogne. Dengang havde man kappet ‘overetagen’ af, men sporvognen beholdt dog stadig mindet om den aristokratiske, originale storhedspeiode.

Skolen

Jeg var også inde på vor gamle skole, Hellig Kors. Mange af de gamle bygninger er forsvundet. Til gengæld er der er bygget en hel del nye til. Kun selve hovedbygningen står som et genkendeligt element fra min tid i 30’erne og 40’erne. Desværre var hoveddøren låst – den dør, vi i en halv snes år har vandret ind og ud ad – i tomandsgeledder. Men jeg går ud fra, at den monumentale hovedtrappe – som det føltes den gang – er skrumpet gevaldigt ind i min bevisthed.

Hovedbygningen ligner sig selv. Man genkender de mange indridsede navne i de røde sten. Og vinduerne ned til skolebetjenten, mavekigger Olsens, kælderbolig. Han kiggede altid undseeligt ned på sin bug, når han var på inskektion. En af hans opgaver var at skrubbe os på ryggen med kradsende træuld, når vi var i bad i kælderen.

Mon de gamle lærere og lærerinder har at varige spor på gangene og klasselokalerne derinde?

Lærerne

I mine tanker dukkede de i hvert fald op og hilste.

Der var Thorborg, vor klasselærerinde – Lagerquist, der stod for geografien – Christiansen, den noget koleriske regnelærer, der kunne trække en elev op ved håret og nå at give tre lussinger, inden eleven igen faldt ned på bænken – Svend Jensen, engelsklæreren, der måtte stå op på podiet for at give tungnemme elever et spanskrørsslag bagi – Knud Larsen, den unge, vellidte tysklærer, som på grund af sit illegale arbejde blev skudt af tyskerne – og der var Sverrild – historielæreren, der forstod at sætte de aktuelle historiske kendsgereninger i perspektiv.

Det var blot et udsnit af dem, som vi kom mest i berøring med. Nævnes bør måske også ‘mandedamen’ – der gik med hvid skjorte og slips – måske efter nutidige forhold lidt lesbisk – og inspektøren Mathiasen. Aldrig skal jeg glemme hans foredrag i en kollektiv svedetime. Det drejede sig om, at der eksisterede andre talsystemer end vort gængse 10-talssystem – f.eks. 12-talssystemet og – meget forudseende set – 2-talssystemet. Denne kreative, kollektive ‘afstraffelsestime’ gjorde det lettere at kapere det binære talsystem adskillige år efter.

I parentes bemærket skal det lige nævnes at min far i alle årene var formand for forældrerådet. Det gav sønnerne en ekstra anledning til at være flittige og påpasselige både med indsats og opførsel. Vi ønskede jo ikke at figurere med navns nævnelse på de månedlige rådsmøder.

Ved et skolebal, der blev afholdt i det nærliggende afholdshjem, skrev jeg en vise om nogle af lærerne – og jeg sang den selv solo. Meget modigt!

Skolegården

Skolegården er nu kun en cementørken. Hvor er det skærmende plankeværk, der skilte fårene fra bukkene, blevet af? Det var i hine tider forbundet med de allerstrengeste straffe, dersom man så meget som kastede et blik ind gennem et knasthul til pigegården. På drengesiden var man så dejligt fri for indblanding af kvindelig art. Der kunne man sidde på asfalten og spille terre. Men drengene kunne også kaste sig ud i mere drabelige lege – der kunne spænde lige fra ‘buksevand’ til regulære kamphandlinger.

Det grønne miljø var der i hine tider også sørget for. Det pragtfulde kastanjetræ, som markerede gårdpladsens midtpunkt, og var omkrandset af en cirkulær bænk. Nu er også det væk. Borte er også sløjdbarakken og de hyggelige – men uhumske – retirader. Jeg erindrer ikke, at jeg nogen sinde har benyttet dem.

På pigesiden dannede et lignende kastanietræ også gårdens midte. Herom vandrede pigerne arm i arm rundt i fortrolig samtale, hvis ikke de hinkede i hinkerude eller udvekslede nipsenåle.

Gymnastikken

Den gamle gymnastiksal, hvor Malmfred hersede med os, er også bukket under for moderniseringen. Dér trak vi troligt gang på gang den store svaber over gulvet for at udslette sporene efter hans hyppige harken. Malmfred var tidligere underofficer i hæren, hvilket hans knæbenklæder og ridestøvler stadig bar præg af. Nu hersede han kun med gymnastiske øvelser for elever – men på samme militæpre facon.

En anden lærer som havde en militær fortid, var Jessen. Han havde været officer. Nu underviste han navnlig i fysik og sløjd. Sløjdlokalet var beliggende i en baraklignende bygning bag gymnastiksalen.

Meget ofte var Jessen gårdvagt – og man kan endnu erindre ham stå dér på trappetrinet ind til gymnastiksalen og skue ud over hoben, mens han på militær vis vippede på fødderne for ikke at falde besvimet om.

Svømning

Om sommeren blev gymnastimerne henlagt til badeanstalen ved Langebro. Så kørte hele klassen med linie 13 – som sporvejslinien hed – derud. Det var en flydene badeanstalt på pontoner og den vuggede i havnens vand. Den var på Amagersiden nabo til den intermistiske Langebro, som var forgænger til den nuværende Langebro. Som nabo på den anden side af broen lå fregatten Jylland opankret. Skibet var dengang uden rigning, og iøvrigt overdækket. Det blev anvendt som overnatningssted for provinsbørns ophold i København. Herdis har på et tidspunkt overnattet på fregatten under et københavnerbesøg.

I badeanstalten badede vi direkte i havnens vand, og det var ikke altid lige rent. Det kunne bære spor af glinsende olie fra skibebe. Det tog man nu ikke så tungt dengang. Vandgangen var frivillig – såfremt temperaturen var under 15 grader. Men ellers var det tvunget. Malmfred lærte os svømningens hemmeligheder, ved at man gjorde de første tag i bøjle på en stang, som han styrede fra bredden. Han undlod ikke at komme med opildnende tilråb, som også her kunne være ledsaget af hans hyppige og ufrivillige harken.

Det var nu mange af os der fik taget såvel den lille – og også den store – frisvømmerprøve herude på Langebro.

Parken

Heller ikke parken – Hans Tausensparken – ligner sig selv. Den flyder ud i ét med gaden og styres tilsyneladende ikke mere af handlekraftige parkbetjente, der håndfast nedkæmpede ethvert optræk til bøllestreger. Disse folk patroullerede uafladeligt rundt i parken og sørgede for ro og orden. Ved aftenstid blev parken ‘ringet ud’ ved hjælp af den store malmklokke..

Om sommeren vandrede vi i gymnastiktimen i række og geled – med Malmfred i spidsen – for at spillede rund- og langbold på den store boldplads.

Ved vintertide blev boldpladsen omdannet til skøjtebane. Det var den gang, der var rigtige isvintre til. Der blev sat lysmaster op i den anledning. Så løb vi på skøjter – både dag og aften. Man var galant og spændte pigernes skøjter. Jeg spændte skøjterne for en pige, som hed Monna – og vips! – så var jeg forlovet.

Parken blev i sin tid anlagt son et inddraget stykke af Assistens kirkegård. Jeg erindrer, at da man anlagde det flotte hjortespringvand. På et tidspunkt i min senere tid som lærling ønskede en lærekammerat og jeg at efterprøve vore nervesystemer. Turde vi gå en tur på kirkegården ved midnatstid? Forsøget faldt heldigt ud, sønt vi blev temmelig rystede ved at en due fløj forskræmt op. Den havde ellers indtil da siddet fredeligt på en gravsten.

Struenseegade

Naturligvis besøgte jeg også barndommens gade. Den ligner sig selv – med brolægning, brede fortove og de fire husblokke – og med Hellig Kors skolen i den ene ende og Metropolitanskolen i den anden ende.

En væsentlig forskel fra den gang er de mange biler, der nu holder parkeret tæt på begge sider. I fordums tid var det hestevogne og trækvogne, der dominerede gadebilledet. Hestene lagde deres ‘pærer’ på kørebanen, og snart derefter kom en skare gråspurve og kastede sig over herlighederne. Der kom mange hestevogne. De tre konkurrerende mejerier, Enigheden, Trifolium og Solbjerg, mødte hver dag op og flittige mælkedrenge bragte flaskerne til kundernes døre. Ofte havde alle tre selskaber kunder i samme opgang, men man kendte ikke til logistik og rationalisering dengang.

Ejendommen i Struenseegade blev opført af Københavns Kommune i 1920’erne. Arkitekten var Povl Baumann, der gjorde sig meget kendt for dette byggeri, som var en nyskabelse inden for datidens boligbyggeri. Det var et regelret byggeri med 4 blokke, og det har sidenhen dannet skole for meget tilsvarende boligbyggeri.

Opgangen tik nr, 27 var desværre aflåst, så det var ikke muligt at komme nærmere ind i barndommens land. Det var heller ikke adgang til gården, så jeg måtte cykle videre med uforrettet sag.

Epilog

Det var oplevelser og erindringer fra det københavnske på en forårscykletur i 2004. Den satte mange tanker i gang om de svundne tider, som nu er blevet historie. Derfor har jeg forsøgt at nedskrive dem.

Som sagt: det er kun et udslag af nostalgi. Mon andre har nedskrevet vor tids erindringer fra kvarteret, Hellig Kors skolen eller tiden? Det er nok i vor alder, at de bliver interessante.

Willy Kok
02.06.2004; rev. 02.03.2005