Filharmoniske smuler
“Filharmonisk Kor har brug for herrestemmer, har du ikke lyst at være med?” Således spurgte en ven mig i 1956. Det lød enormt spændende for mig, der ikke var vokset op i et hjem med klaver. Jeg vovede springet og mødte til optagelsesprøve hos kapelmester Jens Schrøder. Prøven, som jeg selvsagt på forhånd var noget nervøs for, foregik i kapelmesterens egen dagligstue. “De er tenor”, fastslog Schrøder. Så var den sag afgjort – og ‘stillingsbetegnelsen’ har fulgt mig videre i livet.
Koret var grundlagt et par år forinden. Inden da var Byorkestrets opførelser af korværker blevet klaret fra opgave til opgave af byens hæderskronede herrekor, ‘Sangforeningen af 1843’, suppleret med damer, som efter sigende ikke fik lov til at komme med til herrekorets festligheder efter koncerterne.
Imidlertid øjnede orkestret nye muligheder i den dengang helt nye Aalborghal. Nu kunne man bl.a. benytte den store scene til opførelse af operetter. Hertil fik Jens Schrøder samlet en skare sangglade unge mennesker i et kor til medvirken ved adskillige festlige opførelser af “Mikadoen” og “Flagermusen”. Da disse opgaver blev løst med stor succes, var der ikke langt til tanken om at lade koret, Filharmonisk Kor, fortsætte som et permanent koncertkor for orkestret. I den første årrække var koret ikke organiseret som en forening. Schrøder betragtede det nærmest som sit eget helt private.
Prøvearbejdet
Prøverne blev afholdt i lokalerne ‘ovenpå’ i Aalborghallen. Schrøder – hele Aalborgs Jens Pind – forestod selv indstuderingen, og som repetitør fungerede orkestrets altmuligmand, Arne Monberg Eriksen. Han havde et utal af forskelligartede opgaver, idet han desuden var nodearkivar, nodeskriver og hornist ved koncerterne.
Den første opgave, som jeg medvirkede i, var Bachs ‘Matthæuspassion’. Det var en – efter Aalborg-forhold – betydelig opgave med et stort udbud af musikere, solister, sangere – og sågar orgel. Det var et værk, der også gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, der på den måde fik min ilddåb i musikens verden.
Som det har været tilfældet utallige gange sidenhen, voksede træerne for Filharmonisk Kor ikke ind i himmelen. En yngre dynamisk kordirigent kom til byen og startede et kor, som – ud over a’capella opgaver – også ønskede at kunne træde ind som koncertkor for Byorkestret. Det lykkedes endog at få Schrøder med på tanken. Egnede stemmer fra Filharmonisk Kor blev tlbudt optagelse i det nye kor efter tilfredsstillende prøve.
Det fik ‘Filharmonikerne’ til at samle kræfterne for ikke at blive offer for en ‘fjendtlig’ overtagelse. Fra at være Schrøders ‘private’ kor organiserede man sig i den forening – som endnu i dag er rammen om korets virksomhed. Samarbejdet med orkestret fungerede herefter på mere ligeværdige betingelser. Det var i 1961.
Selvstændig
Overgangen til forening bragte nye facetter ind i korarbejdet. Det gav sig bl.a. udslag i mere social kontakt mellem medlemmerne – i tilgift til koncertopgaverne.
Foreningens første formand var Bent Jensen, som desværre døde efter et par år på posten. Derefter blev jeg valgt som formand, og den periode strakte sig over ganske mange år. Det var strenge arbejdsår med at få kvaliteten af koret i vejret. Det viste sig ret hurtigt, at samarbejdet mellem det føromtalte nye kor og orkesteret ikke blev den forventede succes. Udgangspunktet som et rent a’capella-kor syntes ikke at være foreneligt med opgaverne sammen med symfoniorkestret. Derved fik Filharmonisk Kor atter opgaver at løse i samarbejde med orkesteret.
Foden under eget bord betød endvidere, at koret fik sin egen kordirigent. Det skulle i det hele taget vise sig, at koret i sin selvstændige status fik en mere afbalanceret holdning i forholdet til symfoniorkestret. Opgaverne blev ikke færre efter, at Alf Sjøen i 1959 blev ansat som anden kapelmester. Han viste stor interesse for koret og udvidede orkesterets repertoire med adskillige nye og spændende korværker. Koret udviklede sig støt gennem et bredt udsnit af korlitteraturen – såvel i samarbejde med orkestret som i eget regi.
Fester
Korets gennemsnitsalder var nok dengang generelt lavere end tilfældet er i tilsvarende kor i dag. Det gav anledning til, at den sociale side af arbejdet blev plejet ganske intensivt. Det var jo i de glade tressertider. Vi benyttede enhver tænkelig lejlighed til også at mødes i festlig lag. I mit job som direktør på Norden-fabrikken havde jeg det privilegium at kunne stille fabrikkens selskabslokaler til rådighed for korets festligheder og sammenkomster. Det var utallige fester og nachtspiel’s – med korister, dirigenter og solister – der er blevet afholdt i disse lokaler. Det kunne sågar hænde, at fabrikkens arbejdere på morgenholdet blev budt velkommen af lystig festsang efter en vellykket koncertpræstation.
Mit formandskab i koret medførte en opfordring til at træde ind i Aalborg Symfoniorkesters Bestyrelse – hvor jeg fungerede som næstformand i adskillige år. Naturligvis kunne jeg på denne post ikke direkte gøre en indflydelse gældende med hensyn til korets interesser. Men jeg tror alligevel, at den nære kontakt med ‘arbejdsgiveren’ har haft en positiv effekt.
Set med symfoniorkestrets øjne var der stedse et had-kærlighedsforhold over for koret. Filharmonisk Kor var ikke et professionelt kor. Gæstedirigenter forventede, at koret – ligesom orkestret – professionelt mestrede stemmerne ved første orkesterprøve. Det kunne nok knibe en del for et amatørkor. Men de ønsker, som orkestret havde med hensyn til et fast, professionelt kor, kunne der i den periode umuligt skaffes økonomiske midler til.
Filharmonisk Kor har på flere fronter været et omdrejningspunkt i min tilværelse. Det har skærpet min appetit på musiklivet, og på det personlige plan kan jeg tælle mine nærmeste venner fra den første tid i koret. Og ikke mindst kan jeg konstatere, at korets damer fra den gang synes at bevare en livslang ungdommelighed.
Willy Kok
december 2004 – til Filharmonisk Kors 50-års jubilæumsskrift