Min mor – mor med mega-M
I år – 26. juni 2008 – kunne min mor været blevet 105 år, Det ville måske være en grund til at nedfælde nogle tanker og minder om hende fra de mange år, vi har haft sammen.
Det er ikke mange faktuelle oplysninger, vi har om mors barndom og ungdom, inden hun traf far og blev gift. Faktisk glemte vi at spørge, mens tid var. Mor betragtede ikke sin fortid som noget særligt spændende, der var værd at tale om. Eller også ønskede hun at lægge et glemslens slør over den. Hun fortabte sig ikke i fortiden, men var mere til den praktiske hverdag – løse familiens og livets opgaver her og nu på den bedst mulige måde.
Født i Glostrup
Vi ved, at hun blev født i Glostrup i missionshuset i Hvissinge. Her boede familien Davidsen til leje med 5 børn. Faderen – som vi aldrig har kendt – blev født i 1864 i Tune og moderen var vor mormor – Karen Margrethe (født Jensen). Hun var født i 1863, og de blev gift i. Matthæuskirken i København i 1891.
Børnene var i rækkefølge, Agnes, Emmy, Robert, Ragnhild og Else. De var efter den tids skik udstyret flere mellemnavne – som det hed sig: for ikke at blive væk. Mor var i den henseende grundigt udrustet med navnene: Ragnhild, Hansigne, Olivia, Wilhelmine. Det vides ikke, om navnene på nogen måde knytter sig til tidligere familiemedlemmer eller lignende.
En enkelt begivenhed fra barndommen, der blev genopfrisket fra tid til anden, var at mor som barn faldt i gadekæret i Hvissinge og var nær ved at drukne, indtil hendes større søster, Agnes, fik reddet hende op på det tørre.
Formentlig boede familien i Glostrup i hvert fald et par år endnu efter mors fødsel. Mors lillesøster, Else, blev født dér to år (på samme dato) efter mor. Morfar døde af den ene eller anden årsag, som vi ikke kender. Vi har ikke oplysninger om tid og sted – og har endnu ikke besøgt Landsarkivet i København for nærmere data. Også om vor mormor mangler vi oplysninger.
Vi ved ikke noget om familien herefter. Måske flyttede mormor – der var blevet enke – til København, hvor der var bedre muligheder for arbejde, så hun kunne forsørge sine børn. Eller hun flyttede måske med sin børneflok ned til Nykøbing Falster, hvor hun havde en søster eller andet familiemedlem. Men denne periode har vi overhovedet intet kendskab til. Vi undlod også her at være nysgerrige i tide. Der har dog ved et par lejligheder senere været kontakt med familien i Nykøbing. Fakta er, at mormor på et senere tidspunkt boede i København, da det ser ud til, at den ældre søster, Agnes’ bryllup blev holdt i hendes lejlighed i Fredensgade.
Nyboder
Næste gang vi hører om mor, er da hun i en alder af et par og tyve år som hushjælp blev ansat i Nyboder hos en stabsintendant, der var en temmelig højt placeret i en stilling inden for flåden.
Hvorledes hun kom til denne stilling – og tiden forinden – fortaber sig fuldstændigt i det uvisse. Mor var efter fotografier at dømme en yndig ung kvinde, og det er slet ikke utænkeligt, at hun har været eftertragtet af unge mænd. Hendes lillesøster nævnte i en sang en række navne: Jørgen, Frits og Sigvald. Og der har i hvert fald været tale om en Johannes – med en bred tud – ham slog Ejner efter traditionen ud. Jeg husker, at vi havde en klædesbørste derhjemme, hvori var indbrændt mors navn. Det kom dog til at hedde Ranghild i stedet for Ragnhild. Mon det var en kærlighedsgave fra den ikke helt stavekyndige Johannes?
Det var dog først, da Ejner kom på banen, at der virkelig skete noget. De traf hinanden ved et bryllupsgilde, som Ejner var inviteret til. Else fortæller, at det var Henry Mathiassen, der blev gift med Ragnhilds søster, Agnes. Brylluppet blev holdt hos mormor i Fredensgade. Ejner vandt tilsyneladende kvinden med et snuptag. Med sin berejste fortid og erfaring fra USA og europæiske lande havde han åbenbart ikke vanskeligt ved at udkonkurrere de andre hjemfødninge. Det vides ikke, hvorfra Ejner kendte Henry Mathiesen. Denne havde et elektromekanisk værksted, og nogle af Davidsen-døtrene var fra tid til anden beskæftiget dér med ‘at vikle ankre’ til elektromotorer.
Ejner lagde sine hyppige aftenvandringer i stadig snævre cirkler omkring Nyboder-kvarteret, og ventede tålmodigt til den udkårne havde fået serviceret intendantfamiliens sult og klaret opvasken – og måske havde fået et afskedskys af ‘sønnen’, som i mors erindringer var noget af det skønneste væsen – både i den maritime familie – og resten af verden.
Så til sidst kom hun endelig ned til den tålmodigt ventende Ejner – måske hang roserne i hans medbragte blomsterbuket en kende med hovederne på grund af ventetiden. De vandrede sammen i ærbarhed med hinanden under armen rundt i de små gader og talte om fremtidige lykke og gifteplaner.
Men når klokken slog tolv på Sct Paulskirkens ur, var det tid til et afskedskys – om end det nok blev trukket ud til det allersidste klokkeslag. For fru intendanten var ikke til at spøge med, når det gjaldt pigers sædelighed og natteroderi.
Far havde egenhændigt udført et prægtigt smykkeskrin som forlovelsesgave til den udkårne. Det har nok medvirket positivt til at frieriet blev besvaret med et ‘ja’.
Ved parrets sølvbryllup i 1951 skrev Monna og jeg følgende vers til et samlet sølvbryllupspotpouri, samlet af tante Dagmar:
I Nyboder hos fru intendanten,
Ragnhild hun engang var flyttet hen.
Der om dagen sled hun – ja, minsandten –
og om aft’nen mødte hun sin ven.
Men når tolvte slag fra kirken lyder,
må hun hjem – for det er fruens ord.
De ta’r afsked i de dunkle gyder
ved de gamle huse i Nybo’er.
Det blev til bryllup i Fredenskirke i Ryesgade – den 14. maj 1926. Bryllupsfesten blev holdt i Ragnhilds mors lille lejlighed i Fredensgade – og her gik det lystigt til. Plads til dans var der ikke meget af i de kummerlige stuer, så den løsslupne stemning gik både ud over kakkelovnen og skilderierne.
Ejner var på det tidspunkt i arbejde, men tiderne var usikre. Parret havde lejet en lille 2-værelsers lejlighed i Viborggade nr. 8 på Østerbro. Det var nær ved Fælledparken – og ikke langt fra Frihavnen. Alt pegede på en glad og idyllisk fremtid.
Der gik dog ikke lang tid før arbejdsløsheds-spøgelset igen viste sig, Ejner hang med næbbet, men her kom mor med den stærkere psyke for alvor på banen “Op med humøret, Ejner. Vi har jo hinanden, så vi skal nok klare den!”.
Det blev til to drenge i de 5 år, familien boede på Østerbro. Mor satte handling bag sine ord om at klare den. Hun gik til undervisning og lærte at sy, selv om det var et helt nyt og uprøvet område for hende. Hun havde anlæg for det, og hendes to drenge var yderst velklædte og præsentable. De blev med stolthed vist frem i kvarteret.
Pioner-fotograf
Mor var med på noderne med hensyn til at fotografere. Derfor er der utallige fotografier af os drenge i alle situationer og påklædninger. De første billeder blev taget på en film, der derefter blev ‘fremkaldt’ ved at stå i en speciel ramme i sollyset. Så tonede billedet efterhånden frem – men denne metode gav nu ikke særlige holdbare resultater. Mors fotografiapparat var et firkantet box-kamera med ‘søgere’ placeret i hjørnerne. Det har været af stor glæde, at familien ved denne fotointeresse har fået ‘dokumenteret’ næsten hele drengenes tidlige tilværelse.
Det må også noteres, at mor var med på de nye tider, når det gjaldt børnenes sundhed. Hun lyttede interesseret til sundhedsplejersker og børnelægers råd, og fulgte dem til punkt og prikke. Med hensyn til tandpleje lærte vi tidligt at børste tænder – noget der ikke var så almindeligt i de tider. ‘Forlorne tænder’ fik mange i løbet af de første 30-40 år – og det gjaldt også mor og far. Jeg er taknemmelig for, at mors hårdnakkede ordrer om at børste tænderne hver dag, har bevirket, at jeg gennem livet har bevaret mit eget velfungerende tandsæt.
Hyppigt indskærpede hun os, at vi skulle være renlige – også med hensyn til undertøj. “Tænk, om I kom ud for en ulykke!” Der måtte ikke sættes pletter på renligheden i hendes hjem. Hun forudså vel også med frygt, at vi skulle møde en pige – og det med snavsede ‘underhylere’!
Perioden i Viborggade var karakteriseret af hyppig arbejdsløshed, men ved fælles støtte hjalp de hinanden over disse perioder. Mor syede tøj til drengene og til sig selv. Drengene var særdeles velklædte både til hverdag og fest – med matrostøj og jakkesæt. Der blev også stunder til fastelavnsdragter. Jeg erindrer, at jeg et år var en lille skorstensfejer i sort tøj og med høj hat. Hovedet var farvet sort med soden fra en varmet korkprop. Far havde endog lavet en lille skorstensfejer-stige.
Far havde vanskeligt med disse arbejdsløshedsperioder. Han snedkererede i det lille køkken med et nyt møblement til soveværelset og diverse legetøjsting til drengene. Han afreagerede med at bruge sit håndelag og sine kræfter på nyttige gøremål.
Fra Øster- til Nørrebro
Efter fem års forløb flyttede familien til nogle mere moderne forhold på Nørrebro. Byggeriet var et kommunalt foretagende bestående af fire, store karréer med meget lys og luft omkring. Der lå en stor park md legepladser lige ved bebyggelsen. Denne var strengt modul-opbygget med to typer lejligheder: med og uden kammer. Vores lejlighed var uden kammer. På tegningen ses fra højre trappe, korridor stue, soveværelse, køkken og wc og en snørklet køkkentrappe. Hele lejligheden var vel på ca. 60 m2 – ikke meget efter vor tids målestok for en familie på fire-fem personer.
Den kakkelovnsfyrede lejlighed var beliggende i Struenseegade 27 på 4. sal tv.
Mor blev aldrig helt i hjertet glad for at bo på Nørrebro – hellere skulle det være Østerbro. Måske havde hun en forudfølelse af, hvad kvarteret efterhånden skulle udarte sig til? Struenseegade lå dog allerede den gang uden for det uhumske og tætbebyggede indre Nørrebros spekulationsbyggeri, som kaldtes ‘den sorte firkant’.
Husmoderens dagligliv
Dagliglivet for en familie – og ikke mindst for en husmoder – var ingen dans på roser. Der var mange daglige gøremål, der skulle foretages. Ting, der nu til dags er overtaget af moderne hjælpemidler og har lettet arbejdet i en sådan grad, at kvinder i fuld lighed med mænd kan deltage i et arbejdsliv uden for hjemmet.
Tøjvask var ikke blot at fylde en maskine og trykke på en knap. Nej, tøjet måtte slæbes ned fra 4, sal til vaskekælderen. Dér måtte det koges i en gruekedel. Far havde anskaffet en primitiv vaskemaskine, der ved håndkraft fik fire kopattelignende arme til at rotere – først den ene, så den anden vej. Det hjalp nok lidt på brugen af vaskebrættet – men krævede på anden vis en del håndkraft, som dog kunne leveres på skift af flere familiemedlemmer. Derpå skulle tøjet igennem vridemaskinen, inden det renvaskede tøj i baljer kunne slæbes op på tørreloftet øverst oppe under taget og hænges til tørre dér, inden det efter et par dage kunne slæbes ned og efter strygning og rulning lægges i skuffer og skabe. En sådan vask gav hårdt arbejde for husmoderen i mindst tre dage om måneden udover de normale daglige gøremål.
Koks skulle hentes op fra kælderen til en forslugen kakkelovn – og aske skulle ned. Skraldespanden blev nok ikke fyldt i samme tempo, som nu til dags. Men den skulle dog også slæbes ned ad køkkentrappen. Det blev dog efterhånden overdraget til sønnernes arbejdsopgaver.
Selv om familien stod sammen om mange af disse gøremål, hvilede det dog alligevel i udstrakt grad på husmoderen.
Køkken
Efter nutidige forhold var køkkenet meget primitivt. Et spisekammer til madopbevaring., over og underskabe og et gasbord til madlavning. Desuden var der dør ud til den sneglede køkkentrappe,
Far havde fremstillet en nyttig køkkenstol. Den var meget speciel. Man kunne anvende stolen til en stige, når man vippede ryglænet bagud og ned mod gulvet. Voila, så var der en nyttig stige. En anden nyttig hjemmefabrikeret nyttegenstand var en høkasse. I en sådan høforet kasse kunne de opvarmede middagsretter holde sig længe varme.
Der var ikke varmt vand i den enlige hane. Når der skulle bruges varmt vand måtte det varmes op i en fløjtekedel på gasapparatet – eller i kakkelovnen, hvor der næsten konstant stod en kedel til opvarmning – og snurrede hyggeligt. Det kunne være en kold oplevelse for en skoledreng at komme op om morgenen til kold afvaskning og kolde stuer., hvis da ikke fatter havde lagt ‘en pind’ i kakkelovnen, inden han tog på arbejde. Disse pinde var affaldsstumper fra fabrikken, skåret op som redekamme, så ¨’pindene’ var lige til at brække af efter behov.
Madlavning foregik på gasapparater. De kunne stundom være svære at styre. Der var jo ikke så fine indstillingsmuligheder, som nu. Så det kunne såmænd til tider hænde, at grøden blev lidt sveden i kanten. “Nå, ræven har nok været der!”, var familiens nådesløse kommentar til den mislykkede spise – og mor slog beskæmmet øjnene ned. Gasovnen – der til daglig var placeret under gasbordet – blev taget i brug, når der en gang imellem skulle steges høns og stege.
De daglige måltider bestod mest af to retter, hvoraf den første var en mættende grød. Kød var mere sjælden – ja, under krigen var der ‘kødløse dage’.
Indkøb
Der var mange indkøbsmuligheder for dagligvarer i kvarteret. Bagere og købmænd var der snart sagt på hvert gadehjørne. Gadesælgere med trækvogn kørte gennem gaderne og falbød højlydt deres varer. “Sild-er-godt!” kan man endnu høre for sit indre øre, som det gjaldede gennem gaderne.
De fleste indkøb skete dog i HB – Hovedstadens Brugsforening. Dér fik man dividende. En gang om året skulle alle bonerne fra årets indkøb skrives på lister – og sammentælles, inden de i sirlige bundter med elastikker om – sammen med listerne – i kuvert blev leveret til butikken for kontrol og udbetaling. Det var før it-tiden. Dividende-pengene var interessante for mor. For de var hendes egne ‘drikkepenge’.
Ja, mor var med – fra tidlig morgen, hvor madpakker skulle smøres – børnene bringes på benene og sendes i skole – og indtil strikketøjet gav mulighed for en afslappet aften efter middagen.
Når vi skulle hente mælk og smør i ismejeriet, fik vi so, regel en seddel med. Her havde mor noteret, hvad vi skulle have. Skønt metersystemet blev indført i 1912, brugte mor de gamle enheder: pot og pund. ‘Pund’ blev på indkøbssedlerne som vi havde med i byen, skrevet med en meget sirlig krusedulle, , som vi aldrig lærte nærmere at kende – endsige efterligne.
I gården optrådte hyppigt gårdmusikanter. De fik gerne en femøre indpakket i avispapir kastet ned fra vinduet for en særlig præstation. Til andre tider mødte Frelsens Hær op og inviterede børnene til filmsforestilling i deres lokaler. Det var hyppigt de populære ‘Ungerne-film’. For sønnerne var der gode legemuligheder i gården og på legepladserne i den nærliggende Hans Tausenspark. Der var altid legekammerater nok.
Mor indskærpede os, ar vi skulle være opmærksomme på ‘børnelokkere’ – og ikke gå med fremmede. Pædofile er altså ikke et nyt begreb. Det var der altså også tale om dengang. Børnene var i høj grad opmærksomme på problemet. “Der kommer en lokker!” – gjaldede det gennem gården, når en mistænksom, fremmed mand kom ind i gården.
Mor udtrykte uforståenhed over for disse afvigere. “Hvorfor skal de gå efter børnene – der er jo kvinder nok, der vil!”, var hende kommentar. For os forekom udtalelsen den gang noget kryptisk
Mormor-besøg
Om dagen kunne der – i hvert fald i mine tidlige år – også blive tid til jævnlige eftermiddagsture hjem til mormor i Fredensgade. Først boede hun i en stuelejlighed med udsigt til en mikroskopisk baggård. Der var spændende at besøge mormor. Hun havde en grammofon, og det var nok så interessant, selv om musikken efter nutidige forhold både var forvrænget og skrattende.
Senere flyttede hun til en lejlighed på 1. sal ud mod gaden i samme ejendom. Der yndede vi børn at se ned på sporvognene, der kørte forbi. Det var linie 10. Senere blev de suppleret med trolley-busser, der kørte fra Nørreport til Lyngby. I det hele taget var det en oplevelse at anskue den travle Fredensgade gennem mormors gadespejl.
Tiden for os børn kunne også gå med at lege på stensætningen ved monumentet for Finsen på hjørnet af Blegdamsvej. Herfra kunne vi også dyrke den populære sport: at skrive bilnumre op. Det var en begivenhed, når man fx kunne registrere en med fx ‘P-nummerplade’ , Tænk, den kommer helt oppe fra Vendsyssel.
Om sommeren tog vi og mormor termokaffe med over i Fælledparken – på Nørre fælled, hvor Universitetsparken nu er beliggende. Hurtigt gik sådan en eftermiddag, men så måtte vi også skynde os hjem, så der kunne blive lavet mad til Far, når han kom hjem fra sin dont.
Krig og familieforøgelse
I 1939, skete der storpolitiske ting på verdensfronten – som førte til starten på verdenskrigen. I det lille hjem kom der en – formentlig ikke helt planlagt – familieforøgelse med ‘efternøleren’, Bent. Så måtte ‘de gamle dyder’ fra tidligere tages frem igen – symaskinen måtte atter i sving – men nu med en påmonteret elmotor. Der skulle ikke være tvivl om, at den nytilkomne ikke skulle have samme kærlige omsorg., som de ældre brødre havde fået.
Det skulle være en konfirmationsfest i familien, der satte hormonerne i 4-gear. Vor far, der ellers var mester i rettidig omhu, glemte at sætte i bakgear. Da det nu skulle være, så håbede de på, at det blev en pige, men det blev atter en dreng. Fødslen skulle ske i sommerferien og også denne gang i hjemmet, så drengene blev evakueret. Willy rejste til sin ferieplads i Jylland, mens det hele skulle ske. Og Jørgen til den nykøbing-falsterske familie.
På grund af den tilstundende krig, blev det snart småt både med mad og arbejde. Far fik en nyttehave, der kunne supplere madrationerne med grønsager af egen avl. Dette primitive haveliv gav mor og far ‘blod på tanden’, så de anskaffede sig en rigtig kolonihave i Islev. Herefter kom en lang række år – faktisk resten af deres tilværelse – hvor bylivet blev udvidet med ophold i denne kolonihave, som ydermere gav et godt og sundt kosttilskud i de svære tider. Livet med kolonihaven gav mor og far nye dimensioner i deres tilværelse. Det var som om det opfyldte et behov hos dem om at vende tilbage til naturen. Men karakteristisk var det., at mor aldrig blev helt ‘fastboende’. Hun skulle gerne på jævnlige ture ind til København og snuse til det pulserende liv dér.
Den 9. april 1940 gennem rystedes lejligheden af de tyske bombemaskiner der overfløj København i lav højde – om aftenen måtte vi købe mørklægningspapir, og afblændede vinduerne.
På en vis måde gav livet bag disse sorte gardiner en følelse af en særlig tryghed – at være afskærmet fra den ydre, utrygge og krigsfyldte verden. Det bragte familien tættere sammen Det var en tid med luftalarmer, ophold i beskyttelsesrummet i kælderen og skyderi på gaderne. Fra sovekammervinduet kunne vi se lyskasterne indfange fjendtlige fly. Når sirenerne varslede luftalarm måtte opgangens husvagt træde i funktion. Han buldrede på alle opgangens døre og fik gennet folk ned i beskyttelsesrummet i kælderen. Imens steg han op på tørreloftet og stak hovedet ud af tagvinduet for at følge d ydre begivenheder. Det var Andersen fra 2. sal, der meget pligttro bestred denne vigtige post. Han var meget mavesvær og måtte have to husvagt-bælter syet sammen, for at det kunne nå om hans korpus. Jeg udførte en tegning af ham – med bælte – og indskriften: *Hvad er et hjem uden husvagt’. Det var han meget stolt over.
Det var en tid med rationeringsmærker på næsten alle varer, og det gav mor en ekstra opgave med at få ikke alene pengene, men også mærkerne til at slå til.
Mange madvarer var erstatningsprodukter – og det gjaldt om ikke at være kræsen. En speciel godbid for min bror og jeg, var at spise tørre rugbrødsendeskorper med fedt og salt. Sandelig en lækkerbisken! Vi måtte gemme rugbrødsskorperne grundigt, for at de ikke skulle falde i de forkerte munde.
Vidtløftig
Med Bent kom der i sandhed nye dimensioner ind i den lille lejlighed. Allerede fra hans tidlige barndom viste der sig tegn op, at han var gjort af et andet og mere dynamisk stof, end sine ældre brødre. Han var næsten som en ’68-oprører’, før det fænomen blev på mode.. Han havde en stor interesse i dyreliv, og hjemmet blev derved skueplads for både hvide mus og skildpadder. Det blev måske begyndelsen til det livshåb, han senere fik, om at blive landmand.
Sådanne idéer – og tilsvarende af samme art – bragte fornyelse ind i hjemmet, hvor brødrene mere fulgte ‘den slagne vej’. De kunne stille og roligt – i timevis – beskæftige sig med legetøj, som Meccano eller lignende. Dersom de ældre brødre ville kanøfle lillebroderen, når han blev ‘lidt for fræk’, lagde mor sig altid imellem og tog ham i forsvar. “Han er jo den lille”, som hun sagde.
Bent kom ret tidligt på ferie på Samsø i broderens tidligere ferieplads. Her fødtes – og næredes – hans interesse for det landlige fag. I timevis kunne han nyde ‘den friske luft’ i kostalden for at være i kontakt med dyrene. Når han vendte hjem fra ferie kunne det være med en kuffert proppet med prøver af egnens sten. Jeg erindrer endnu min stakkels far, der med ‘lange arme’ nærmest slæbte hans kufferter hen ad jorden på ‘Svineryggen’ efter en sådan vellykket ferie.
Som nævnt kom hans hu tidligt til at stå til landbruget – og den vej ønskede han for alt i verden at gå. Men far, der godt kunne se landbrugets problemer forude, insisterede på, at Bent først fik en håndværksuddannelse – ligesom sine ældre brødre. Så ville han dog fornuftigvis have en uddannelse at falde tilbage på, hvis de dristige landbrugsplaner kiksede.
Mor kaldte Bent’s landbrugsplaner for ‘vidtløftige’.
Sønnernes uddannelse
Tiden kom, da drengene skulle have en videregående uddannelse, For min bror, Jørgen. og jeg lå det naturligt og ligetil at afslutte maskinarbejderfaget – og derefter studere videre derfra – jeg som maskiningeniør og Jørgen som maskinmester. Bent havde ikke mistet sin lyst til landbruget
Mor var også interesseret i. at drengene fik en god uddannelse. Selv om det kunne blive en økonomisk belastning ‘at holde dem til bogen’, så ville hun gerne tage et ekstra nap med for at tjene penge ved at påtage sig noget rengøringsarbejde, som vel nok var det eneste, hun kunne tilbyde. Der var ikke noget, der hed SU i de tider. Uddannelse var noget, som man af egen lomme selv måtte betale, eller man kunne måske være heldig at få et par legater, der dog ikke rakte langt.
Da far efter et langt arbejdsliv gik på pension fik de mulighed for en række gode, glade år med flere rejser til sydlige himmelstrøg. Ikke mindst til lande, hvor opholdsudgifterne var rimelig lave.
Mor holdt af at nyde en god cerut fra tid til anden, Men her håndhævede far fra starten det princip, at det ikke måtte ske i lejligheden, så mor måtte ‘nyde cigaren’ uden for på køkkentrappen. Hans aldrig svigtende forudseenhed kunne allerede fornemme nutidens restriktive rygepolitik.
Mor havde et ønske gennem hele livet om at få bad, centralvarme og varmt vand i hanen. Det blev dog først en realitet på de allersidste år. Mor og far var da flyttet fra 4. sal til 2., da det kneb med de mange trapper. Mine brødre indrettede den nye lejlighed som en nøjagtig – dog spejlvendt – kopi af den fraflyttede.
Min familie og jeg opholdt os fra 1952 i Aalborg, og derved blev den daglige kontakt med hjemmet afløst af kortere besøg i forbindelse med ferie og fester. Men ved disse lejligheder blev vi altid mødt af den samme optimistiske og gæstfrie mor. I særlig grad besøgte jeg selv mor og far tit i forbindelse med mine hyppige forretningsbesøg i København. Det blev dog mest på korte, uvarslede visitter – men jeg tror, at det alligevel gav begge parter glædelige oplevelser.
Mor havde livet igennem et godt helbred og et godt humør. Først i de seneste år blev hun ramt bl.a. af osteoporose og alderdomsrelaterede sygdomme.
Men det gode humør og gåpåmod kendetegnede hende til det sidste. Hun bevarede troen på, at det hele nok skulle gå, når hun og fatter blot havde hinanden.
Nok indskrev hun sig ikke med de store præstationer i historiens bog. Det var på hjemmefronten, hun ydede sin indsats. Men sådan var tiden den gang. Ægteskab byggede på et arbejdsfællesskab. Kvinder havde sjældent en uddannelse, så de kunne klare et selvstændigt job uden for hjemmet.
I mine forældres tilfælde var hjemmet præget af et godt og kærligt samliv. Det var ikke stedet, hvor der blev talt til hinanden ‘med store bogstaver’.
På det grundlag har jeg minderne om hjemmet og forældrene, som jeg føler, at jeg skylder meget i min tilværelse. Det skyldtes min far – men ikke mindst min mor. Hun var i sandhed en god og kærlig mor, som vi børn kan være stolte af – en mor med Mega-M.
Willy Kok
august 2008