Libertas
Mit første møde med erhvervslivet fandt sted i blomsterforretningen ‘Libertas’, der var beliggende på hjørnet af Bredgade og Grønningen i København. Det var en weekend-plads og bestod i at køre blomster ud til finere kunder – i meget høj grad til adresser i Hellerup og videre ud. Særlig i weekenden var der behov for blomster, der blev sendt med bud. Og sådan én var jeg – trods min ungdom. Jeg var vist i 14-15 års alderen den gang.
Apropos blomster, så har jeg senere i litteraturen læst om ‘Gratulanten’. Det er i ‘Ditte Menneskebarn’ af Martin Andersen Neksø. Gratulanten var en subsistensløs fyr, der havde fundet en eksklusiv måde at overleve på. I sandhed en speciel niche. Hver midnat ved 24-tiden fik han på Rådhuspladsen fat i morgendagens avis, og noterede sig, om der var en eller anden kendt og betydelig personlighed, der havde en festdag og afholdt reception i den anledning. Slige personligheder boede typisk i Gentofte eller på Strandvejen. Så fik Gratulanten fat i en nærliggende blomsterforretning – som godt kunne være ‘Libertas’ – og bad dem om at binde en flot buket. Regningen skulle blot sendes til den adresse, han opgav.
Med sit eneste beklædningsstykke – en noget luvslidt jaket – mødte han op med buketten i hånden ved selve receptionen, hilste venligt og høfligt på fødselaren og alle gæsterne. Så tog han ellers for sig af de fremstillede retter og drikkevarer. Efter at han havde stillet sin sult forsvandt han ubemærket. Nogle af de øvrige gæster – og værten – spurgte efterpå hinanden, hvem han mon var. Men det gav dog ikke anledning til større undren. Kendte mennesker er jo kendt af så mange!
Den næste dag modtog værten regningen fra blomsterforretningen på den flotte buket. Ja, som før antydet, så kunne også den såmænd godt være sendt fra ‘Libertas’.
Min weekend-beskæftigelse i blomsterforretningen blev nu ikke af længere varighed. Jeg havde fået ‘smag’ for det friske liv som cykelbud. En klassekammerat. Helmuth Larsen, var allerede bud i et firma, og kunne skaffe mig en eftermiddagsplads efter skoletid i det samme papirfirma. Jeg var interesseret – ikke fordi jeg skulle betale for at bo hjemme – men fordi det gav nogle ekstra lommepenge,
Papirbranchen
Firmaet – A. Behrend – leverede papir, ringbind og tilsvarende ting inden for papirbranchen til en meget bred kundekreds af boghandlere, bogtrykkere og lignende. Man fremstillede tillige papir, der var linieret – fx. til regnskabsark og kolonnebøger. Firmaet lå meget centralt placeret i Farvergade 15 – lige ved Rådhustårnet og midt i København.
Jeg mødte op – klar til at tage fat – en eftermiddag efter skoletid. Det var midt i en af de usædvanligt kolde vintermåneder, som vi havde under besættelsen, så jeg var varmt klædt på med ulden hue og vanter og var klar til at vise min duelighed. Gaderne var snefyldte og glatte, men det gav vist ikke nogen forhåndsbekymringer. Dengang var der ‘rigtige’ vintre til hvert år, så man følte sig rimeligt hærdet.
Allerede den første dag fik jeg en selvstændig opgave, der bestod i at køre ud til en kunde med nogle ris papir. Jeg havde aldrig tidligere vidst noget om, hvad et ‘ris papir’ var. Men det kan jeg love for, at jeg blev bekendt ned allerede på denne første dag. Det overbeviste mig om, at papir var meget tungere, end jeg hidtil havde troet. I hvert fald, når det optrådte i større mængde – i de såkaldte ris. Sådan et ris vejede vel 6-7 kg. Jeg skulle transportere disse ris papir ud til kunder på en ‘Long-John’ – sådan en lang varecykel med et lille hjul forude og et lavtliggende lad.
Mit første møde med et sådant køretøj spændte mildest talt ikke godt an. Jeg fik læsset disse tunge papir-ris på ladet og ville stige på cyklen. Men ak! Cyklen væltede – forhjulet gled – og ladningen forskubbede sig – og det hele væltede. Jeg fik læsset ris og papir op på ladet igen – men ak, det samme gentog sig efter kort tid på cyklen. Det gjorde det utallige gange, inden jeg slukøret kom frem med de temmelig våde varer til bestemmelsesstedet. Min uerfarenhed og det glatte føre i forening gjorde denne første ‘svajer-dag’ til alt andet end en brillant premiere-dag.
Jeg var grædefærdig ved hjemkomsten efter dagens mareridt, og mine fingre var stivfrosne, så jeg måtte få min mor til at tø dem op efter denne første uheldsdag. Det hjalp dog noget på optøningen og humøret, efter at jeg var blevet tøet op under den kolde hane.
Senere hen gik det mere glat med at tumle de forskelligartede budcykler. Der var jo både to-hjulede og tre-hjulede ladcykler, og på disse transportmidler lærte jeg København at kende ud og ind. Lærte at blive en rigtig ‘svajer’.
Svajere med musik i
Forvalteren – der hed Klipgaard – var en venlig mand, og min skolekammerat Helmuth, og jeg syntes en aften, at vi ville glæde ham med et stykke musik, som vi ville sende ham over telefonen.. Helmuth spillede klaver og jeg kunne give den på en kromatisk mundharmonika. Som sagt, så gjort. Vi ringede ham op, og mit Gefühl og Fühlung spillede vi ‘Wien, du Stadt meine Traume’ så vi selv ikke havde et øje tørt. Vi hørte dog ikke nogen applaus, men håbede på anerkendelse og lydhørhed i den anden ende af ledningen. Det var mit første møde med den levende musik.
Efter at jeg var færdig med min skolegang efter mellemskoleeksamen, var jeg i en periode beskæftiget som heldagsbud, – som rigtig svajer – indtil jeg skulle begynde min læreplads midt på sommeren 1943.
Da var firmaet flyttet ud på Filippavej på Frederiksberg på en tidligere skole. Pladsforholdene inde midt i København er blevet for snævre. Firmarts ejer boede selv i en større lejlighed på den øverste etage. De to sønner legede i skolegården med at køre racerløb med vore budcykler.
Fuldtidsbeskæftigelsen gav en god forsmag og erfaring i, hvordan en sådan tilværelse som svajer var. Det ville næppe have væet et job, som havde tiltalt mig på længere sigt. Jobbet var ellers i de tider blevet berømmet en hel del på grund af Marguerite Viby i filmen ‘Teatertosset, hvor hun optræder som ‘svajer’ og synger schlageren ‘Hej for dig, og hej for mig!’.
Skodder
Det var midt under Besættelsen og særlig svært at få noget at ryge på. Det kunne man jo dårligt undvære, da man nu var blevet vænnet til det lige fra konfirmationen af. Det blev en sport at finde ‘skod’ på gaden, og de kunne udmærket ‘brændes’ op i piben. Det var jo en sand sport at ryge – ikke mindst fordi det var så svært at få de knappe rationer af tobak til at slå til.
Mange af de daglige ture til kunderne gik ind omkring Rådhuspladsen. Tyskernes hovedkvarter var en kraftigt bevæbnet bygning dér, Dagmarhus. Gaden var delvis spærret med pigtrådsspærringer og svært bevæbnede vagtposter. Det var en yndet sport at sende ringeagtende og hånlige blikke – og måske en spytklat – ind mod disse vagtposter.
Mit mål var jo ikke, at fortsætte mit liv som svajer. De fremtidsudsigter måtte nogle af de ældre kolleger på arbejdspladsen i højere grad se frem til. Jeg erindrer, at en af de ældre hver dag gik hen på ‘Samaritanen’ – et middagskøkken for hjemløse, hvor man kunne hente sig et gratis måltid mad. Samme kollega meldte sig i den tid, jeg var i firmaet, ind i ‘Frikorps Danmark’ og blev sendt til Østfronten. Ikke længe derefter erfarede vi, at han var faldet på ‘ærens mark’.
Sammen med en af de andre svajere fik jeg et godt kammeratskab. Vi gjorde sammen en række lange cykleture – bl.a. til Vordingborg og til Frederiksborg slot.
Meget pudsigt viste det sig, at der samtidig var flyttet et bogbinderfirma, som var nært knyttet til Behrend, ind i samme bygning. Det var ejet af min fars fætter på mødrene side. Ejeren hed Kaj Off. Jeg har aldrig kendt min bedstemor på fædrene side, Dagmar Mathilde. Hendes fødenavn var Off, og hun døde i USA i1920, og ligger begravet dér. Hun var født i 1870 og blev således kun 50 år gammel.
En af de tidligere omtalte sønner i firmaet, A. Behrend, har jeg tilfældigvis haft et samvær med i mit senere liv i Birkerødkoret. Han sang en udmærket bas. Efter at have overtaget firmaet efter fardeen, solgte han det i 1998 til firmaer Bantex.
Min beskæftigelse inden for svajerfaget var af begrænset varighed over et par år, Men det gav mig dog en hel del erfaring inden for en verden, som jeg ikke forhen – eller for den sags skyld senere – har haft noget kendskab til.
Willy Kok
16.07.2007