Struenseegade

Min Nørrebro-barndom på fjerde

Når jeg tænker tilbage på min barndom, ser jeg for mig den brolagte gade med de brede fortove flankeret af støbejernslygtepæle. Gaden domineredes af fire store, rødstens karréer. Et lyst kvarter, der var opstået på yderkanten af det tidligere, tætbebyggede og usunde spekulationsbyggeri, som indtil da havde sat præg på Nørrebro-bydelen. Her var naboskabet nu suppleret med grønne områder og parker. Med kommunen som bygherre blev der i midten af 1920’erne skabt et nyt byggeri baseret på sunde og luftige forhold. Et vældigt slag for fremtidigt lyst og sundt byggeri.

Gadens navn, Struenseegade, kunne måske tyde på, at den formastelige, kongelige livlæge og dronningeelsker nu var taget så meget til nåde efter henrettelsen i 1772 – at han endda kunne genopstå som gadenavn i selskab med andre anerkendte personlighder, som fx. Hans Tavsen.

Gadens gasbaserede lygtepæle betjentes af ‘lygtetændere’, der morgen og aften foretog deres zigzag-vandring gennem gaden for at tænde og slukke lygterne – krydsende fra det ene fortov til det andet.  Vi var så heldige at have en lygtepæl lige neden for vor opgang. Det bevirkede, at fatter – de få gange, vi kom kørende hjem i Taxa – kunne vejlede chaufføren: ” Vær venlig at stoppe ved den anden lygtepæl på højre hånd”. På visse tidspunkter havde lygtetænderen sin stige med. Så blev lampeglasset grundigt pudset.

På gaden ud for vor karré – ved en kældergennemgang – stod en ældre sælger med sin trækvogn. Han havde grove og ru hænder og solgte vist kartofler, grønsager o. lign. Til andre tider kom  trækvognssælgere udefra med fisk, lystigt råbende gennem gaden.”Sild er godt – sild er godt!”, var den højtlydende og fristende anprisning af deres varer.

Til tider skulle gadens brostenbelægning repareres. Det foregik med en larmende brolæggermaskine, der med sine taktfaste slag hamrede brostenene på rette plads.

Lys og luft

Mit hjem var på fjerde sal i en lejlighed med både lys og luft gennem vinduerne. Lejligheden var en ’toværelsers’ – ikke stor efter vor nutidige målestok. Måske knap 60 kvm. men den var ihvert fald stor nok til at danne ramme om en familie på fem personer. Beliggenheden på fjerde gav god, daglig motion, når trapperne skulle tages i betragtning. Jeg husker stadig de ni-trins trappeløb, hvor man snart lærte at benytte hvert tredie trin for at spare kostbar tid.

Vi udnyttede en særlig fordel ved vor 4-sals lejlighed. Loftsværelset ovenover kunne bruges som overværelse, og derved forøge lejlighedens areal. Jeg ser, at man nu i forbindelse med en tagrenovering udvider alle 4-sals lejligheder op i tagetagen. På det felt var vor familie altså forud for tiden.

Lejligheden var udstyret med alle datidens faciliteter. Toilet, vand, gas og elektricitet. Varmekilden var kakkelovnen i stuehjørnet. Fatter priste den som en ’døgnbrænder’ Her stod altid en fløjtekedel og snurrede hyggeligt.

Det kunne være lidt barsk at komme op om morgenen til en kold stue. Heldigvis lagde fatter gerne ’en pind’ i kakkelovnen, inden han gik til sit arbejde. Dagen startede altid med kolde afvaskninger, der lynhurtigt bevirkede, at man var beredt og lysvågen til den gryende dag. Det var på sådanne morgener, jeg fik grundlagt min interesse for musik. I forbindelse med Kaptajn Jespersens morgengymnastik i radioen blev der spillet kendte marcher, som  ’Florentinermarch’ og ’Alte Kammeraten’. Med de markante toner hængende i ørene kunne jeg glad marchere i skole. Her fik jeg derefter næret mine musiske interesser gennem min sanglærer, der med sin violin førte klassen gennem den danske sangskat og ydermere gav os kendskab til komponisterne og deres værker.

Kakkelovnen skulde fodres med koks – og skraldespanden skulle tømmes. Disse daglige opgaver voksede vi op med. Det betød mange op- og nedture ad den snørklede køkkentrappe.

Fra sin udkigspost på fjerde sal havde man et usædvanligt og godt overblik over hele gaden og dens daglige tildragelser. Tit kastede husmødre brød ud til fuglene. På et øjeblik var der en hærskare af skrigende måger samlet i gaden – uden at man fornemmede, hvor de pludselig kom fra. Husmødre på 4. sal skulle iøvrigt ikke lide af højdeskræk, når de pudsede deres vinduer udefra. Det farefulde arbejdet blev dog belønnet med en prægtig udsigt ind over byen med de mange, skønne tårne.

Den daglige trafik i gaden var hovedsagelig hestetrukken. Kun sjældent kom der et automobil forbi. Tre mejerier kappedes daglig om kunderne. Det var Enigheden, Solbjerg og Trifoleum. Hvert firma havde sine kunder, og ofte måtte mælkedrenge fra de konkurrerende selskaber helt op ‘på fjerde’ i samme opgang for at tilfredsstille kundernes specielle ønsker. Men der kom også skraldevogne og kulvogne i gaden. Måske var det med heste, der var forsynet med skyklapper og muleposer. Hvis de havde en halmvisk bag øret, skulle man passe godt på. For så kunne de finde på at bide.

Hestene lagde deres hestepærer på gaden. De blev dog hurtigt erobret af kvarterets hærskare af gråspurve, der kunne finde føde i hestenes efterladenskaber.  Netop det spørgsmål undrede mig i mange år. Jeg har aldrig set gråspurve efterspørge kokasser. Heste må jo kun bruge den øverste del af foderværdien – mens køer er mere økonomiske.

Jeg erindrer ikke, at gadens trafik iøvrigt gav problemer. Derimod ser jeg aktuelt, at der tales om forslag til chikaner m.m. for at bremse den hensynsløse kørsel gennem den lange, lige gade.

Der var også butikker i gaden. Skomager, bager, ismejeri, tobak og kolonialhandel var lige inden for rækkevidde. Man skulle ikke langvejs for at få de daglige fornødenheder. Butikkerne var typisk placeret i vor del af bebyggelsen. Måske indikerer det, at vor karré blev færdigbygget tidligst.

Musik i gården

Fra den solrige gårdside af vor lejlighed havde man et godt overblik mod bagsiden af det oprindelige, typiske Nørrebro. Det var over mod Rantzausgade, der dannede ydergrænsen for det gamle kvarter. Her fra soveværelsevinduet kunne man følge med i dagliglivet i en lille børnehave. Ja, for den sags skyld i foretagsomheden i et vaffelbageri, som var etableret i et nabo-baghus. Der var tillige udsyn til et stort udsnit af himlen, og under Besættelsen kunne man om natten følge lyskasternes afsøgning af himmelrummet, når der var overflyvning af fremmede fly.

Man havde også et godt overblik over bebyggelsens egen, lange gård. Her var der altid liv. Det var et børnerigt kvarter, og der var aldrig mangel på legekammerater. Den ene side af den langstrakte gård var optaget af en lang række cykelskure, der dog var afbrudt af flere større rum for skraldebøtter. De blev regelmæssigt tømt af skraldemænd, der bar de tunge, firkantede kasser på ryggen den lange vej gennem gården ud til hestevognene.

Husets facade mod gården var ikke som på forsiden røde mursten, men pudset murværk. De var fra starten bevokset med Vedbend. Af og til blev der foretaget reparation af facaden. Det foregik fra en arbejdsplatform, der bogstaveligt talt klatrede op ad en firkantet, lodret søjle. De to mænd løftede platform og sig selv op ved at lægge kræfterne i en slags palmekanik, der tag for tag førte mod højderne. Det ville næppe være en arbejdsmetode, der ville have sin lovlighed i dag.

Hyppigt var der spillemænd i gården. Lige fra ensomme lirekassemænd til hele ensembler. Så pakkede husmødrene småpenge ind i avispapir og kastede dem ned i gården. Musikeren tog så høfligt hatten af og sagde: “Tak, fjerde sal!”

Blandt børnene i gården opstod der venskaber – i nogle tilfælde så holdbare, at de holdt for resten af livet. I øvrigt var det ikke almindeligt, at der var tættere bekendtskaber mellem beboerne i de forskellige opgange. Mon man kan finde min bror og mig på billedet fra 1934-35?

Bagermesteren, der havde udsalg i hver ende af karréen, forsynede sine butikker med friskbagt brød og kager, ved at transportere produkterne i specielle, høje ‘skabsvogne’ gennem gården.

I gården pudsede og vedligeholdt man sin cykel. Særlig i besættelsesårene måtte man omhyggelig pleje sine dæk og slanger. Det var umuligt at få fat i nye, så derfor blev slangerne fulde af lapper, og dækkenes levetid forlænget med ekstra dækstumper udenpå for at dække det mest slidte.

I husets kælder var rum for kul, koks og kartofler. Desuden var der vaskekælder for beboerne. Vandet blev varmet op i en gruekedel, og ellers måtte selve vaskeprocessen foregå med knofedt og vaskebræt. Min far havde anskaffet en ‘moderne’ vaskemaskine – måske inspireret fra hans fortid i USA. Den ‘moderne’ bevirkede, at man nu kunne undgå at få fingre i det varme vand mod til gengæld at dreje håndtaget, så de kopattelignende vasketappe kunne gøre arbejdet med at skrubbe tøjet. Alt i alt var storvask en arbejdskrævende operation, der gerne varede i tre dage.

Efter selve vaskeprocessen skulle tøjet hænges til tørre – enten i gården – men hyppist på et af tørrelofterne. De fandtes allerøverst i huset, og det var en præstation at få slæbt det våde tøj derop.

Husvagt

Under besættelsen blev vaskekælderen tillige anvendt som beskyttelsesrum. Når sirenerne varslede ‘Luftalarm’, kom ‘husvagten’ – det var Andersen fra 1. sal – og dundrede på dørene, så vi skynsomt kunne komme ned i beskyttelsesrummet. Selv gik han op på det øverste tørreloft og overvågede nattens og himlens begivenheder ved at stikke hovedet ud gennem et tagvindue. Hans enorme korpus sikrede ham mod at få resten af kroppen til at falde ud.

Efter de første drengeår, hvor jeg i selskab med min mor og mindre bror kunne vænne mig til livet i gaden, gården og lejligheden på 4. sal, gik jeg nu mod i en nyt spændende afsnit af livet. Længe havde jeg kunnet iagttage fremtidens skole fra vinduet. Den lå nemlig også inden for rækkevidde i vor gade, så også på det felt var faciliteterne lige for hånden. Jeg startede den nye tilværelse på Hellig Kors skole. Den markente bygning fra1895 stod som et lokalt ’lærdommens tempel’. Det blev på en måde for mig et kapitel med farvel til legene med kammerater i gården. Jeg fandt i højere grad venskaber blandt kammeraterne i skolen.

Men såvel gården som gaden – og lejligheden på fjerde – blev dog stadig vigtige omdrejningspunkter i min videre tilværelse i ungdomsårene og lang tid frem. Også selv om jeg  med familie flyttede fra byen, betragtede vi lejligheden på fjerde sal som vor hjemlige base.

Mine forældre beboede lejligheden næsten resten af deres liv. Dog måtte de i deres seneste år rykke nogle etager ned, da bentøjet måtte kapitulere over for de mange trapper.

Willy Kok
20.11.2009