Willy Kok > Essays > Mine cirkler

Mine cirkler

(fordrag i Rotary Aalborg Vestre 14. april 1980)

Indledning

“Land skal vindes for dansk industri”. Jeg ved ikke, hvem der har forfattet dette valgsprog – med Dalgas-klang – men at det er af afgørende betydning for Danmark, at dansk industri udvikles og styrkes – derom kan vi vist alle være enige.

I Danmarks nuværende situation er det i særlig grad påkrævet, at der iværksættes ny og levedygtig industri – det er vejen, der kan føre os ud af den øjeblikkelige krise.

For landet som helhed betyder det noget at have en veludviklet industri – men det er af lige så stor vigtighed for lokalsamfundet.
Det er et ophøjet mål, der er formuleret med ordene: “Land skal vindes for dansk industri”.

Men hvor står disse kraftfulde ord – på jævnt og forståeligt dansk – ikke på latin eller andre fremmede sprog?

På Christiansborg – eller på Aalborg Rådhus? – nej – ordene står såmænd siden 1914 mejslet ud i granit som inskription over indgangsportalen på Nordens administrationsbygning.

Ikke prangende – og i neon – eller ud mod vejen – og omverdenen – men mere beskedent ud mod den side, hvor virket sker – ud mod medarbejderne.

Er det i kraft af disse manende ord, at der stadig ligger en livskraftig virksomhed ude i Mølholm – en virksomhed, som under omskiftelige forhold har formået at bevare sin eksistens i mere end 80 år?

Norden-navnet har gennem tiderne været hæftet på tre generationer af produktioner – vidt forskellige – men placeret på det samme industriareal. Først en cementfabrik, som eksisterede i i 40 år – derpå en råjernsfabrik, som opnåede en alder på 34 år – og nu Maskinfabrikken Norden, som kun er i puberteten.

Hver gang en af de tidligere produktioner har måttet bukket under på grund af barske tiders omskiftelser – har nyt, livskraftigt initiativ stået parat – således at arbejdspladsen er blevet ført videre.

Det tyder på en stærk vilje til overlevelse – og på, at man på Norden har forstået at omsætte det stolte motto – over indgangsdøren -til håndgribelig virkelighed.

En ting er i hvert fald givet: Det er i kraft af denne udvikling – jeg kan stå her – og forsøge at tale om mine cirkler.

Barndom

Forleden studerede jeg Aalborg Stiftstidende for mandag aften den 31. oktober 1927 – netop den dato, hvor jeg blev født.

Det var ikke i forventnng om, at denne begivenhed skulle have fundet frem til spalterne i den nordjyske presse – men for at søge baggrundsstof for foredraget og nysgerrighed for at se, hvad der rørte sindene for de fleste en tilfældig hverdag for godt 52 år siden.

Det først indtryk var lidt chokerende – tænk at have rod i en fortid, hvor Stiftstidende blev trykt med krøllede bogstaver.

Det fremgik klart af dagens avis, at det i 1927 var krisetider – ligesom nu.
På et møde i Studenterforeningen angreb folketingsmand Stauning regeringspartiet Venstre – det var med Madsen-Mygdal – og ansvarliggjorde dette parti for den frygtelige arbejdsløshed: “Regeringen gør intet”.

Erhvervsmanden – ingeniør Chritiani svarede: “vore arbejdslønninger ligger 25% eller mere over de omliggende lande – ikke blot må lønnen ned – der må en nedgang i de ‘gensidige tjenester’ til. Før dette sker får vi ikke skabt mere mere industri – og indtil da kommer der ikke mere i gang”.

Verdenspolitikken var også omtalt. Oktober måned 1927 var mærkemåned for revolutioner,

Ti-året for den blodige russiske revolution blev markeret med en artikel – og Mussolini havde udsendt en flammende appel til ‘sortskjorterne’ i anledning af femåret for den fascistiske revolution i Italien.

En mindre notits meddelte lakonisk, at cykellygten tændtes kl. 5.15 – det var nok det, der kom til at betyde mest for mig – for det var ved den tid, jeg blev født på Østerbro i København.

Det var mens der blev produceret cement på Cementfabrikken Norden.

Jeg er født med ‘sejersskjorte’ – det var noget ganske særligt – noget man lagde vægt på den gang – det betød lykke – blev der sagt – og jeg fik markeret  begivenheden for livstid i form af et mellemnavn.

Jeg skal ikke udtale mig om der virkelig knytter sig speciel lykke ved at blive født på denne måde – jeg kender ingen lidelsesfæller, jeg kan udveksle erfaringer med – ‘sejersskjorterne’ udgør i hvert fald ikke nogen pressionsgruppe.

Når jeg ser billeder fra min barndom, må jeg give min mor ret i, at jeg var uimodståelig – især når jeg iført hvidt matrostøj og bøllehue – og med en lille trillebør – skulle over at fordre ænderne i Fælledparken.

Forældre

Min far var håndværker af den virkelig gode, gamle, solide slags – som der nok kunne bruges nogle flere af i dag. Han har rejst meget i sine yngre dage – ‘gået på valsen’ – og haft job mange steder i Europa og USA.

Han var snedker – modelsnedker – der udførte modeller til at fremstille støbegods efter. Det er en profession, der kræver håndelag – og ikke mindst ‘hovede’.

Modellerne skal udføres meget nøjagtigt – og oven i købet i overstørrelse, fordi det flydende jern trækker sig sammen efter udstøbningen – når det er blevet afkølet.

Han var socialdemokrat med stort S – og det er han endnu. Jeg er så privilegeret at have begge mine forældre i live – de bor stadig i København. Selv nu i sin høje alder – han er midt firserne – korrekser han mig, hvis han finder, at jeg ikke behandler medarbejderne på Norden ordentligt – derimod undlader han altid kommentarer, dersom det er mig, der bliver kanøflet.

På grund af sin aktive politiske holdning har han haft en række tillidshverv inden for børneværn – og sådan noget – det var noget af en pine for mine to yngre brødre og mig, at han var formand for forældrerådet på vor skole. Vi måtte altid opføre os eksemplarisk.

Ferie

Som bleg, københavnsk stenbrodreng var der mulighed for sommerferieophold hos gæstfri landboere. Det faldt i min lykkelod at få en ferieplads i Nordjylland – ved Fosdalen. Det var en ubeskrivelig oplevelse for en Københavnerdreng at få kontakt med hele naturens sammenhæng.

Rejsen var lang for en purk på 6 år – det lykkedes mig at kludre i det første gang – jeg kom med privatbanetoget til Løkken – i stedet for til Skovsgård. Men venlige togmænd – og masser af AMA-iskager bragte mig på rette spor igen.

Som københavner-knægt var man nok lidt til grin – for det første talte man ‘fint’ og forstod ikke meget af det nordjyske sprog – og for det andet vidste man ikke meget om naturens mærkværdigheder – om små grise kom ud af soens ører eller hvor…

Jeg er glad for, at jeg som voksen kom tilbage til Nordjylland – det var heldigt – for derved er venskaber fra drengeårene videreudviklet til venskaber for livet.

Min barndom har vel nok fundet sted under – hvad vi i dag vil kalde – beskedne forhold. Man vil lede forgæves efter ‘Kok’ernes’ våbenskjold på Frederiksborg slot – eller andre steder. Det var et meget aktivt og kreativt hjem – med min far i spidsen byggede vi selv alt – lige fra sommerhus til en lang række svævefly, modelsejlbåde og meget mere.
Der var en god måde at tale med hinanden på – uden mange ord – det skyldtes måske, at vi altid havde munden fyldt med søm.

Skole

I den skole, hvor jeg fik mine grundlæggende kundskaber, var der ikke de fri forhold, som findes i dag.

Hele skolen var faktisk delt op i en pigeside og en drengeside. Selv skolegården var opdelt i hver sin afdeling – med hver sit kastanietræ – og med et solidt plankeværk imellem.

Og ve den arme stakkel, der så meget som satte det ene øje til et knasthul i plankeværket mod pigegården. Han blev øjeblikkelig revet ud af de romantiske illusioner af en sviende ørenfigen – tildelt på stedet af gårdvagten.

Jeg har kun kigget en eneste gang gennem knasthullet – men er så at sige blevet dobbelt straffet – dels på grund af den traditionelle ‘ørevarmer’ – og dels, fordi jeg i det korte glimt fik øje på Monna – som jeg senere blev gift med.

Svajer

Eftermiddagsplads efter skoletid – det var en måde at forøge sparsomme lommepenge på. Jeg var i flere år ‘svajer’ Min største sorg var, at jeg ikke kunne pifte i fingrene – som rigtige svajere kunne.

Nå – jeg fik det lært for et par år siden – af en københavnsk domorganist – men jeg må erkende, at det med tiden er blevet – ikke så lidt – sværere at fløjte pigerne op.

Krigen

Den 9. april 1940 gik jeg i anden mellem.

På Norden var man allerede i fuld gang med at producere råjern i roterovn – en helt ny metode.

Jeg husker den 9. april som den morgen, hvor alle vågnede ved den uvante støj af store eskadriller af tyske bombemaskiner, der i lav høje strøg hen over hustagene.

Hele Københavns befolkning stod i kø for at få mørklægningspapir – opsætningen af dette symboliserede starten på en ungdom med store begrænsninger i udfoldelserne.

Trods alt var vi næppe så rodløse som en stor del af nutidens ungdom – tværtimod tror jeg, at besættelsen – den fælles fjende – fik os til at opleve samfølelse. Vi måtte alle holde sammen over for tyskerne – og vi afreagerede i større eller indre målestok vore ungdommelige aggressioner på dette formål.

Omstændighederne førte mig ind i en militær modstandsgruppe – i de sidste trekvart år af besættelsen. Vi trænede våbenbetjening rundt omkring i menighedshuse og kirkekrypter. Felttjenesten fandt sted i Hareskoven – med trægrene som attrapper for geværer.

Alarmeringen den uforglemmelige 4. maj 1945 om aftenen forløb perfekt – desværre viste det sig, at våbenforsyningerne var mildest talt utilstrækkelige – så det var vist godt, at det ikke kom til regulære træfninger med tyskerne.

Jeg måtte stille hos min læremester – driftleder Nittegaard – far til fabriksbestyreren på Spritfabrikken – iført armbind og gevær og bede om et par ugers orlov, inden jeg kunne blive hjemsendt fra ‘Frederiksberg-batallionen’.

Læretid

En af de piger, der har betydet mest for mig, er ‘tante Smidth’ – jeg har arbejdet for hende praktisk talt hele livet – skønt hun er stor og tung at danse med. Tante Smidth er er internt synonym for FLS.

Jeg traf bemeldte dame første gang, da jeg var 16 år og kom i maskinlære på FLS’ maskinfabrik i Valby. Mine valgmuligheder var ikke store – jeg måtte følge ‘faders vilje’ – og råd – og trække i kedeldragten.

Det tog ikke lang tid at finde ud af, at jeg ikke var programmeret til at stå ved en værktøjsmaskine og stirre ind i den samme væg resten af livet. Det måtte være mere spændende at konstruere maskinerne – kort sagt: blive ingeniør.

Det måtte man stræbe ekstra for at blive. Første semester kunne læses ved aftenstudier – der var ingen 11-timers regler. Jeg tror stadig, det er gavnligt, at der skal gøres en indsats for at få en uddannelse.

Ingeniør

Mit første job som maskiningeniør var aftjening af værnepligt som gardehusar i Næstved – her opnåede jeg at blive fodordonnans i en pansereskadron og erstatte en maskinpistol med rust i løbet.

Derpå vendte mine skridt tilbage til tante Smidth – tegnestuerne i Vestergade i København – nærmere bestemt mølleafdelingen – hvor man konstruerede den ene cementmølle efter den anden – uden nogensinde at se en eneste i færdig tilstand.

Det var ikke et særligt spændende job – det var at stirre ind i den samme væg – sutte på den samme blyant – følge velnærede rådhusduers parringsleg på genbohusets gesims.

Jeg måtte afslå tilbud om udenlandske rejseopgaver, fordi jeg var blevet gift – og byggede hus – ja, havde fået hele familien til at hjælpe traditionelt som sædvanligt.

Jeg havde affundet mig med at ende mine dage på denne post.

Men en dag spurgte tegnestuelederen – med knækflip og mavesår – om jeg kunne tage 14 dage til Aalborg for start af en ombygget kulmølle på Cement-Jern Konsortiet.

Jeg kunne dårligt afvise det venlige tilbud – men forudså ikke konsekvenserne – man glemte faktisk nogensinde at kalde mig hjem igen.

Kulmøllen

En ung ingeniør har ikke megen erfaring på sit første job – som specialist. Da jeg mødte op ved den pågældende kulmølle stod hele mandskabsholdet opmarcheret – spændte på at høre, hvad jeg kunne fortælle – med hensyn til maskinens videre funktion. Nå – ved forenede anstrengelser – min uvidenhed – de lokale kræfters praktiske sans – lykkedes opgaven til den stipulerede tid.

Forsøgsingeniør

I stedet for at få lov til at rejse hjem – fik jeg tilbudt fortsat virke på fabrikken. Norden producerede råjern . en særdeles sårbar produktion – man måtte søge nye veje for produktet – og stod netop og manglede en driftig ingeniør til at tage fat på disse opgaver.

Jeg syntes det var en spændende udfordring – min nygifte kone var mindre begejstret ved at skulle flytte til Aalborg – og det nye hus måtte de hjemmeværende Kok’er bygge færdig uden min hjælp.

Udstyret med avisudklip og patentbeskrivelser gik jeg i gang med at pulverisere flydende jern – med trykluft – en forunderlig proces – som en kæmpestor stjernekaster – flydende jern er altid fascinerende undtagen at få i træskoene.

Jeg glemmer ikke arbejdsmandens bemærkning, da det værste støv havde lagt sig: “Det er alligevel noget andet end at være fodermester”.

Vi prøvede mange muligheder for at finde nye veje for råjernsproduktionen. Vi startede et stort støberi for store 6 tons støbejernsforme – kokiller – til Stålvalseværket i Frederiksværk. Viggo Pedersen var konsulent, han er en forunderlig fyr – kan få støberier til at køre, når andre opgiver – senest Varde Stålværk. Han har sine egne ledelsesfilosofier – de fejler aldrig – han har den store fordel: han kan selv.

Synopal er et af de produkter, vi har lagt et kæmpearbejde i. Det var sammen med Karl Krøyer – han opfandt hurtigere end noget levende menneske kunne følge med til. Når apparaturet til en af hans opfindelser var færdigfremstillet – dagen efter – betragtede han det allerede som uinteressante museumsgenstande.

Leder

Der skete bestandig reduktioner i Nordens stab – på grund af fabrikkens usikre situation – det var en vandring fra krise til krise – funktionærerne kunne tapetsere væggene med opsigelser.

I 1959 var man nået så langt ned i rækkerne, at jeg herved blev næstkommanderende – med særlig ansvar for det maskinelle udstyr og dets vedligeholdelse. Det skal retfærdigvis tilføjes, at halvdelen af funktionærstaben blev afskediget – inden jeg drev det så vidt.

Det var inspirerende at arbejde med denne fabrik – paradoksalt nok – enhver vidste, at fabrikken var dømt til ophør – det var blot spørgsmålet om tidspunktet.

Jeg har aldrig før – eller navnlig senere – mødt en medarbejderstyrke – der var så loyal over for det fælles mål: at holde liv i den nedslidte fabrik længst muligt – og det på trods af, at alle vidste, at den økonomiske bæredygtighed var i farezonen. Alle var klar over, at måtte arbejde sig ud af problemerne.

Ingen har rationaliseret mere end vi. Vi sparede 10 – 20 mand om året – i en årrække. Men lønudviklingen uden for Norden løb så hastigt – at vi ikke kunne hale ind på konkurrencesituationen. For samfundet som helhed var det ‘de glade tressere’ – på Norden var forholdene som i ‘trediverne’.

Det var som at udvikle en evighedsmaskine at beskæftige sig med Norden. I følge fysiske og økonomiske naturlove var det en umulighed – de direkte implicerede stod stadig over for udfordringen: det må kunne lykkes, hvis…

Musik

En modpol til disse barske vilkår har for mig bl.a. været musik. Desværre er jeg ikke fra et hjem med musikalske traditioner – endsige klaver.

Først i Aalborg kom jeg i nærmere kontakt med musikkens verden. Det skyldtes kapelmester Jens Schrøders start af et koncertkor, der skulle assistere byorkestret ved filharmoniske koncerter.

Jeg mødte til prøve hos Schrøder i hans hjem i en nu nedlagt ejendom i Jernbanegade – og var forberedt på det værste – f.eks. at fremføre Figaros arie fra ‘Barbereren’ – og medbragte for en sikkerheds skyld partituret.

Nå – Schrøder var nu tilfreds med første vers af ‘Jeg bærer med smil min byrde’ – og det var jeg jo vant til – og på det grundlag blev jeg godkendt som tenor i Filharmonisk Kor.

Jeg har været med i koret siden – opgaverne har interesseret mig – oratorier, passioner og requier – det giver god indleven i et musikstykke, at beskæftige sig aktivt og indgående med det under indstudering.

Medlemsskabet af koret har ført til en solid og varig vennekreds – men det førte også til en række spændende oplevelser. I de yngre dage som statist ved gæstespil i Aalborghallen.

Et italiensk operaselskab opførte operaen Tosca. Jeg var biskop i 1. akt – og soldat i 3. akt. Soldaterne gik så intenst op i deres roller, at de – i forgæves forsøg på at pågribe Tosca i slutscenen – alle forsvandt efter primadonnaen ud over det høje tårns kant på fæstningen Engelsborg.

Vi fandt os selv i favnen på en barmfager italiensk Tosca – ikke på brolægningen i slotsgården – men på gulvet bag scenen. Den usædvanlige sluteffekt gav kæmpebifald – det er ikke hver dag, der ændres på operahandlinger.

Musik er ikke blot opera og fest. Interesse for kirkemusik har gennem en årrække bevirket, at jeg har været stærkt knyttet til koret ved Ansgars kirke – hvor min ven, Bjerno, er organist.

Han gør en stor indsats for kirkemusik – naturligvis i høj grad sin egen. Faktisk komponerer han ny musik til næsten alle gudstjenester.

Råjern – svære tider

På Norden blev tiderne stadig vanskeligere. Råjern er et konjunkturfølsomt produkt – priserne var bedst, når der var krig et eller andet sted i verden.

Alle vore nabolande producerede råjern – og sendte overskudsproduktionen ind i Danmark – til marginale priser. Det var til gunst for dansk jernindustri – men til ugunst for Norden. Virksomheden fremlagde dårligere og dårligere regnskaber. Inden for koncernen blev den kaldt ‘skuffejernet’.

Især reparationsomkostninger steg kraftigt – hovedsagelig fordi anlægget var nedslidt – det var nødvendigt at få bremset disse udgifter.

Start på maskinproduktion

Vi fik den tanke at udnytte den lejlighedsvise overskudskapacitet – som er uomgængelig på ethvert reparationsværksted – til fremstilling af stålkonstruktioner til fremmede kunder – og derved mildne trykket på reparationskontoen.

Det lykkedes virkelig at skaffe et par ordrer, som kunne beskæftige et par smede i kort tid – og allerede af de første økonomiberegninger var det åbenbart, at det var lettere at tjene penge på maskinproduktion end på råjern.

Vi var faldet over en levedygtig ide.

De to første medarbejdere blev snart til 3…4…5… . Gamle bygninger blev med stor opfindsomhed omdannet til brugbare værksteder. Som regel er der på en gammel fabrik overskud af bygninger og lokaler – hovedsagelig anvendt til oplags- og pulterrum.

Det var en slags industriel genbrug.

Investeringsmidlerne var overordentlig knappe – de allernødvendigste værktøjsmaskiner måtte anskaffes brugte.

Men hvad var vigtigst: medarbejderne gik med begejstring og engagement ind på den nye opgave – ingen midler blev skyet for at få sat endnu mere maskinproduktion i gang. På fem år voksede arbejdsstyrken til 150 mand.

Det var en udfordring at medvirke til at starte denne foretagsomhed – skønt der egentlig ikke var nogen, der bad os derom – fabrikken var jo fra ejernes side opgivet.

Lukning af råjernsproduktionen

I begyndelsen af 70’erne måtte vi indstille råjernsproduktionen – konkurrencen fra udlandet blev for overmægtig – det var navnlig østeuropæisk import, der pressede priserne.

Vi følte det som en katastrofe at lukke en fabrik med 200 medarbejdere – vi var jo blandt de første virksomheder, der måtte lukke – nutildags er det blevet mere almindeligt.

Vor standsning var forsidestof i aviserne i lang tid – nu omtales selv store virksomheder lukning i notitsform.

Måden lukningen gennemførtes på – med afskedigelsesløn – har dannet model for mange senere fabrikslukninger.

Det lykkedes at skaffe arbejde til alle berørte – der var efterspørgsel efter den overordentlig stabile arbejdskraft. Når man møder dem på gaden, udtaler de – til trods for deres nye beskæftigelse: “det er nu ikke det samme, som på Norden”.

Nedrivning

Senere foretog vi en total nedrivning af det gamle cementanlæg – man rydder naturligvis op efter sig.

Sluteffekten var væltningen af de fire skorstene – det var overladt til Hjemmeværnet – de gik gevaldigt op i sagen.

Den sidste – og største – betonskorsten var svær at få has på. Den faldt ikke ved første sprængning – eller anden – det var som selve den gamle fabriks sjæl havde bopæl netop i dette monument – først tredie gang lykkedes det – den gamle kæmpe faldt til jorden med et hult drøn – i en sort støvsky – en sidste hilsen til omgivelserne.

Maskinfabrik

Vore ejere – FLS – gav os lov til at eftervise, om vi var i stand til at videreføre virksomheden som maskinfabrik.
En stor udfordring – men forbundet med næsten uoverskueligt arbejde med restaurering af gamle cementfabrik – bygninger – omlægning af strømforsyning – isolering – nye tage (de gamle blev utætte, da støvet holdt op med at falde) – stort set var det indretning af en ny fabrik – samtidig med at der måtte produceres for fuld kraft for at bevise levedygtigheden.

Borgmesterbesøg

For nogle år siden havde vi øget medarbejderantallet til ca. 250 mand, og følte at tiden var inde til at invitere borgmesteren og magistraten på besøg – så vi kunne være sikre på, at de bemærkede – at vi havde lukket en fabrik og fjernet resterne – og samtidig genskabt arbejdspladser til samme antal aalborgensere, som traditionelt havde været beskæftiget på Norden.

Det syntes alle var såre godt – og der blev drukket Gamle Danske på resultatet.

Imidlertid hindrede det ikke kommunen – snart derefter – at projektere en vestmotorvej hen over vore arealer – vi har gjort kraftige indsigelser – uden større held.

Norden i dag

Maskinfabrikken Norden er en helt FLS-ejet virksomhed – med selvstændigt resultatansvar.

Fabrikken har egen – ikke juridisk bestyrelse – med medarbejderrepræsentanter.Der beskæftiges ialt 250 medarbejdere – heraf 30 funktionærer. Vi tilstræber ikke vækst i antallet af medarbejdere – den nuværende størrelse vurderes gunstig – lavt administra-tionsniveau og højt medarbejderengagement tages i betragtning.

Norden må højst belægge halvdelen af kapaciteten med FLS-ordrer.

Der rådes over betydelige pladsforhold – 40 tønder land – og egen havn. Omkring disse faktorer søger vi at befæste vor fremtid.

Maskinfabrikken Norden har formået at hævde sig som en i økonomisk henseende sund og levedygtig virksomhed – til trods for de beskedne vilkår, fabrikken er startet under.

Det er faktisk den af virksomhederne i FLS-gruppen, dr har evnet stabilt gennem årene at fremlægge de allerbedste resultater.

Tillidsposter

Jobbet som virksomhedsleder medfører tillidsposter – aftjening af værnepligt i faglige organisationer og institutioner.

Dette indebærer deltagelse i andre cirkler – nye cirkler.

Jeg er i øjeblikket formand for Nordjysk Jernindustriforening – en lokalforening under Jernets Arbejdsgiverforening, samt medlem af Jernets Provinsfabrikantforenings repræsentantskab.

Derudover er jeg bestyrelsesmedlem i Teknisk Skole, Specialarbejderskolen – og Aalborg By-orkester.

Og i Styrelsen for Aalborg-Nørresundby Søfarts Service.

Der er også Rotary – det er en glæde at give møde hver mandag – måske kan det give samvittighedskvaler, når noget kommer på tværs – rejser, udenlandske besøg og møder.

Slutning

At tale om ‘egne cirkler’ kan føles noget navlebeskuende – man er på en måde midtpunktet i de forskellige cirkler.

Men opgaven inspirerer måske også til at drage konklusion af nogle af de erfaringer, man har gjort.

En cirkel er en linie, der vender tilbage til sit udgangspunkt. Jeg vil også slutte ved udgangspunktet.

Jeg har været heldig at kunne koordinere min egen beskæftigelsesmæssige fremtid – med det behov – og de muligheder, Norden har haft for at overleve.

I den situation kan jeg stille det spørgsmål: ville det mon være muligt i dag at skabe en virksomhed ud fra samme spinkle og primitive grundlag, som tilfældet var i sin tid for Norden?

Jeg tror det næppe.

Mange faktorer i nutidens samfund har gjort det stedse vanskeligere at være iværksætter af beskæftigelsesmæssige initiativer.

– en medarbejderstab – der loyalt og uegennyttigt vil gøre en indsats for arbejdspladsens bevarelse – er en sjældenhed.

– de miljøkrav – der gælder i dag – kunne langt fra tilgodeses i de simple værksteder – der dannede grundlag for vor fabrik.

– det voksende offentlige bureaukrati – øget indsigt i alle detailler – under navn af offentlig planlægning – og offentlig service – er en uoversigtelig belastning for en opvoksende virksomhed i dag – og medvirker til at kvæle al pionerånd.

Det er nok et af de alvorligste spørgsmål i vor krisetid: hvordan opmuntrer vi nyt initiativ og ny foretagsomhed – det er påkrævet – hvis ‘land skal vindes for dansk industri’.