Willy Kok > Essays > Læretiden i baklygtens skær

Læretiden i baklygtens skær

Sporskifte

Jeg blev færdig med skolen med mellemskoleeksamen i 1943. Af en eller anden uforklarlig grund havde jeg på det tidspunkt ikke lyst til at forlænge skolegangen med realen. Det gjorde en hel del af mine klassekammerater. Eksamensåret holdt op i de år i april måned for ikke at udsætte eleverne for sommerens ubønhørlige hede i eksamenstiden.

Jeg var ‘skoletræt’ og ville finde en afveksling fra skolegangen ved at beskæftige mig med noget andet og håndgribeligt. Det undrer mig den dag i dag, hvorfor jeg fik de nykker. Jeg havde gode evner i skolen og let ved indlæringen og fik idelig gode karakterer, så det var ikke dér, årsagen skulle søges.

Oprindelig var mit ønske at blive elektromekaniker. Interesse for elektronik, som den gang var på fremmarch, interesserede mig meget. En psykoteknisk prøve sandsynliggjorde, at jeg var kapabel til en sådan uddannelse. Prøven foregik på Vartov ved Rådhuspladsen.

Det var dog umuligt at opstøve en læreplads inden for det fag i besættelsesårene, hvor beskæftigelsen de fleste steder var på lavpunktet.

Alternativet var en læreplads som maskinlærling, som min far – der var modelsnedker på Valby Maskinfabrik i Valby, en afdeling af F.L.Smidth – kunne skaffe mig. Firmaets personalepolitik indebar, at medarbejderes sønner i et vist omfang havde fortrin ved ansættelse af lærlinge. Derved blev min skæbne afgjort.

Jeg måtte vente et par måneder, inden jeg kunne starte på fabrikken. Derfor havde jeg som ferieafløser en ‘svajerplads’ hos firmaet A. Behrend, hvor jeg gennem nogle år have haft en halvdagsplads efter skoletid. Denne beskæftigelse var næppe gået ud over mine skolefærdigheder.

Den nye verden

Jeg startede så som maskinlærling på Valby Maskinfabrik den 22. juli 1943. På det tidspunkt rangerede denne fabrik langt over, hvad andre gjorde for lærlinges uddannelse. Der var en speciel værkfører for lærlingene, Helge Rosenberg. Man fik karakterer fuldstændigt som i skolen – både med hensyn til duelighed, flid og forsømmelser. Disse ‘karakterer’ sendtes kvartalsvis til lærlingenes hjem.

Der blev tillige opstillet et uddannelsesforløb for den enkelte lærling, så han derved kom målrettet gennem alle faser af maskinuddannelsen.

Antallet af lærlinge var ca. 100 ud af en samlet arbejdsstyrke på 1000 mand.

Tilfældigvis kan jeg fortælle detailleret om mit forløb, idet jeg fra mine venner og kolleger ved min 60 års fødselsdag modtog et aftryk af min side i protokollen på den daværende fabrik. De havde fundet papirerne i arkivet.

Som lærling var det en pligt at sige ‘De’ til svendene. Det var først, når man blev udlært, at man – efter at have delt øller ud – højtideligt fik lov til at bruge du-formen.

Jeg startede i tyndpladeafdelingen – kleinsmedien – hos en ældre kleinsmed. Det blev mit første møde med faget. Jeg havde jo hørt på forhånd, at man som ny lærling skulle være varsom med ikke at blive til grin, så jeg spidsede ører, da han gav besked om at hente en ‘lokkegris’ i værktøjsburet. Det viste sig dog at være harmløst. Det var et værktøj til at udstanse huller i jernplader med.

Pladesmedie – en nitter

Mødet med kedelsmedien var bestemt ikke morsomt. Der var en infernalsk larm fra alle de smede, der hamrede løs på pladerne. Det lød formentlig ikke særlig kraftigt i svendenes ører, da de sikkert for længst var blevet høreskadede. Men for en ung fyr, der mødte op med alle sine høresanser i behold, var det ganske forfærdeligt. Man var ikke indstillet på at benytte høreværn – eller for øvrigt andre beskyttelsesmidler på det tidspunkt.

Dengang foregik samling af pladestykker hovedsageligt ved hjælp af lasker, der blev fastgjort med nagler. Det var et rædselsfuldt arbejde for en lærling, idet han var den, der skulle varme naglerne i en felt-esse – en drejbar mindre ovn, hvor naglerne kunne lægges i fra alle fire sider. Proceduren var så, at de varme nagler med en tang skulle sættes i samlingshullerne, hvorefter en svend holdt igen på naglehovedet, mens kollegaen inde i kedlen med en lufthammer stukkede naglen, så den derved holdt pladerne sammen.

Kunsten for lærlingen var at holde naglernes varme på den rette temperatur. Men for mig blev de enten for varme og ‘brændte’ – eller for kolde. I begge tilfælde blev man overøst med sprogets værste gloser.

Næste trin på vejen var grovsmedien, hvor der rumsterede 3 djærve grovsmede. Det var en hård tørn for en ungersvend at svinge forhammeren i modtakt med smeden, når det glødende jern skulle tildannes over ambolten. Der kunne let komme saftige tilråb, som “slå til knægt – tror du der går noget i stykker inde i dig!”. Fremstillingsnøjagtighed var et noget udflydende begreb. Som en af de ældre smede jævnligt konstaterede, når han på skrå iagttog det færdighamrede emne: “Nåh – det er s’gu ikke til at skyde gråspurve med!”.

Nok var det grove fyre med et barsk og groft sprogbrug. Det følger nok med et groft fag. På den anden side var de godmodigheden selv. Særlig Smede-Jensen skulle man holde sig gode venner med. Han skulle gerne bistå med at smede de obligatoriske flad- og krydsmejsler, der indgik i svendeprøven.

Smede-tørst

På grund af varmen havde grovsmedene en uudslukkelig tørst. Når de gik til deres arbejde om morgenen, medbragte de alle de øller, som de kunne transportere under armene. Til frokosten gled der – i kollegialt samvær – endnu et par stykker ned – i selskab med en snaps. Snapseglassene opbevarede de i skuffen under marketenderiets langbord beskyttet i et musefældelignende træhylster. Når fabrikssirenen bekendtgjorde, at frokosttiden var omme, blev eftermiddagens ølforsyning taget under armen, og turen gik tilbage til smedien igen. Men sandt at sige: det var et varmt arbejde, og man havde ikke nogen alkoholpolitik den gang. I øvrigt kunne man ikke nogensinde mærke, at de var berusede. “Det er nu en gang kun øl, der kan slukke tørsten ved varmt arbejde”, var deres erfaring.

Sammen med grovsmedien lå hærdeiet, som var særdeles moderne med gasfyrede ovne af forskellige størrelser. Her blev hærdet alle slags ståldele. En del af produktionen var udglødning af ståltrådselementer, der skulle anvendes til geværbørster til tyskerne. Smedemesteren hed Jakobsen, kaldet ‘Sorte Jakob’. Han lagde sin kærlighed på de – efter hans mening – flinke lærlinge. Jeg kunne konstatere, at jeg var en sådan. For jeg fik lov til at sidde i varmen bag ved hærdeovnene og læse om Jern-Kulstof-diagrammet og hele teorien om stål og hærdning. Jeg har tit senere i mit liv sendt ham venlige tanker for den indføring i metallurgien, som jeg senere kom meget mere tæt på.

Så gik rundturen ellers videre mellem fabrikkens forskellige afdelinger. Der var reparationsafdelingen, hvor man kom i kontakt med alle slags værktøjer. Man var med til reparation af fabrikkens maskiner – lige fra hovedreparation af kompressorer til renovering af alderstegne drejebænke.

Driftskontor

På driftskontoret fik man lov til at have sit pæne tøj på. Til gengæld fik man et godt indblik i og overblik over hele forretningsgangen i den store virksomhed. Man kom til at kende virksomheden som en helhed. Det har været en nyttig indføring i det komplicerede produktionsforløb, hvor mange delprocesser skulle samles til ét fælles resultat. Jeg har i mit senere aktive liv benyttet denne fremgangsmåde ved lærlingeuddannelse, men dog ved at lade nyantagne lærlinge starte på driftskontoret. De fik på den måde et gavnligt overblik over ‘hele virksomheden’, inden de gik i gang med den mere specialiserede faglige oplæring.

Jeg kan se, at jeg var på kontoret i 3 måneder, men det fik en brat afslutning i begyndelsen af maj 1945, hvor jeg af grunde, der er nærmere beskrevet andetsteds, gik ‘under jorden’ og i en periode gjorde tjeneste ved Modstandsbevægelsen.

Læreforholdet blev normaliseret i august. Det fortsatte i de resterende par år af læretiden med de discipliner, der rettede sig direkte mod selve maskinarbejderfaget. Det var montagearbejde hos ‘Spejderen’, hvor maskinkomponenter og andre dele blev samlet til færdige helheder. Dette arbejde blev udført af ‘sjak’, som under ledelse af en ‘sjakbejs’ samarbejdede om at opbygge de færdige maskiner.

Derpå fulgte indføringen i de bearbejdningsmæssige processer. Det var fræsemaskiner og drejebænke, der udgjorde dagsordenen i de næste par år. Det drejede sig om selvstændige opgaver, hvor man skulle lære at stå alene med problemerne – i modsætning til de tidligere, hvor man var del af en lille enhed med en erfaren svend som fast støtte. Det førte også ind i en tilværelse, hvor delene skulle udføres nøjagtigt med stramme tolerancer – inden for hundrededele millimeter. Her skulle der i bogstaveligste forstand “skydes gråspurve!”. Ellers blev delene kasseret af kontrolløren, ‘Fede Aage’, der residerede fra sin kontrolpult lige ved indgangen til værkførerkontoret..

Man fik sine egne ordresedler med forudberegnede akkordpriser for arbejdet og måtte lære at leve op til at klare opgaverne på disse præmisser. Det gjaldt også for materialernes vedkommende. De blev udskrevet på en rekvisition direkte til den pågældende opgave.

Det var noget af en katastrofe, hvis man fik ‘brokket’ et emne. Hvorfra fik man et nyt stykke råmateriale uden at vække for stor alarm?

Udenfor på pladsen lå ‘Jernstationen’, hvor rør og stangmaterialer blev tildannet og udleveret til de foreskrevne råmål. Men der var tillige en ‘brokbunke’. Dér kunne man være heldig at finde et egnet materiale i stedet for det ‘brokkede’. Det kunne være en kold omgang at rode sig gennem den iskolde skrotdynge ved vintertide, når bunken var dækket af sne – og man selv havde ‘varme ører’.

Spirende fremtidsplaner

Opholdet ved drejebænkene var særdeles givtigt for mig på flere fronter. Jeg begyndte at se en fremtid for mig stående ved den samme maskine resten af livet – og kigge ind i den samme mur. Ville det være en fremtid for mig? Det bevirkede, at jeg i tillæg til skolegangen på Teknisk skole også meldte mig til en aftenuddannelse rettet mod Teknikum.

Læretiden afsluttedes med en svendeprøve. For mit vedkommende blev der tale om en ‘rørpinol’ – et apparat til indsættelse i drejebænkens pinoldok for understøtning og centrering af rør, der skal afdrejes. Det var ikke nogen let og simpel opgave. Således voldte det meget besvær og bekymring at få slået et fingevind med stor diameter på drejebænken. Det krævedes ved denne opgave, at gevindets pasning skulle være helt eksakt – uden mindste ‘slup’. Den lykkedes dog at slippe helskindet fra opgaven og arbejdet skulle derpå bedømmes af skuemestre. Disse havde for øvrigt fulgt arbejdet undervejs. Råemnerne blev f.eks. ‘stemplet’ inden påbegyndelsen, så man ikke kunne erstatte ‘brokkede’ emner.

Efter aflevering af svendestykket måtte man jo hengå i uvished i den resterende periode af læretiden. Mon man havde klaret prøven tilfredsstillende? Det var så at sige et slags ‘ingenmandsland’, hvor man kun måtte afvente resultatet med tålmodighed. Terningerne var jo kastede.

Lærling i udlandet

Men en dag sendte værkføreren mig op til driftslederen, Nittergaard. Han spurgte, om jeg ville tage på en montagerejse til Sverige. Den udfordring ville jeg naturligvis gerne tage op, så jeg blev sendt ind til underdirektør Røder hos F.L.Smidth i Vestergade. Dennes kommentar ved min fremstilling var: “Han er s’gu ikke ret stor!”. Men jeg blev dog – trods dette argument – godkendt til at assistere ingeniør Steen Beck – som var leder af Eternitafdelingen i hovedfirmaet – ved en montage af nyt udstyr på eternitfabrikken i Lomma – nord for Malmø.

Det var en interessant og lærerig opgave for mig. Jeg fik min første flyvetur ved den lejlighed, og det var ikke almindeligt at flyve i 1947. Så det var en stor oplevelse, selv om selve turen kun varede 15 minutter – men alligevel!

Samværet med den rejsevante og meget fortællende ingeniør var i flere henseende givtig for mig, Vi boede på et af de fine hoteller midt i Malmø , og dér spiste vi ‘med kniv og gaffel’. Det var noget andet end madkassen og de rå langborde og bænke på maskinfabrikken. Ja, og så fik vi snaps til maden – store og velskænkede, Det var en ny – men må jeg indrømme – positiv oplevelse for mig. Totalt set gav det hele et skub til beslutningen om at finde en anden fremtid end at ‘kigge ind i den samme væg resten af livet’.

Selve montagen klarede jeg flot, det varede 3 ugers tid og med en vis stolthed kunne jeg vende hjem. Ja, noget stolt, må jeg indrømme. Det var ikke nogen norm, at lærlinge kom ud på selvstændige montagearbejder – og da slet ikke i udlandet.

Udlært

Ved hjemkomsten kunne jeg modtage mit svendebevis, der til min store overraskelse lød på ‘særdeles vel udført’. I karakteren indgik også karakterer fra Teknisk skole, og her havde jeg gode karakterer. Med overrækkelsen af svendebrevet fulgte en dejlig regnestok med inskription. Den viste sig at blive et nyttigt hjælpemiddel i mit senere uddannelsesforløb. At jeg i en medfølgende ‘anbefaling’ blev betegnet med et udsagn om, at min faglige dygtig var betydeligt over gennemsnittet, har jeg siden hen aldrig selv eller mine omgivelser kunnet nikke bekræftende til.

Jeg blev udlært i juli 1947. Efter den tid kunne jeg bryste mig af at være ‘udlært maskinarbejder’, og efter omdeling af de obligate pilsnere havde jeg så tilmed ret til at sige ‘du’ til de øvrige svende.

Men min beslutning var taget. Jeg ville studere videre til ingeniør og begynde på det studium efter sommerferien. Indtil da fik jeg tilbudt beskæftigelse på fabrikken som svend.

Gratiale

Valby Maskinfabrik havde et lønsystem, hvor alle medarbejdere hvert år fik udbetalt et gratiale. Beløbet var stigende med årene – det steg for svendene hvert andet år med en ekstra ugeløn. Ældre medarbejdere gik således hjem med en god sum i posen ved nytårstid.

Lærlingene var med i en lignende ordning. Hvert år blev der sat et beløb ind på en konto, hvorfra det samlede beløb først blev udbetalt, når lærlingen blev udlært. Beløbets størrelse var afhængig af faktorer som flid og forsømmelse. Der var en nytårsceremoni forbundet med dette lærlingegratiale. Alle lærlingene blev samlet i kantinen – marketenderiet, som det hed – og direktøren holdt så en tale, som blev efterfulgt af en offentliggørelse af hver enkelt lærlings beløb.

Der røg også nogle drøje knubs af på vejen – særlig formerlærlingene blev udsat for kritik af deres flid og punktlighed. De var knap så høflige, pligtopfyldende og velafrettede, som vi maskinlærlinge.

Beløbene blev som sagt samlet på en spærret konto til udbetaling ved læreforholdets ophør som en velkommen økonomisk håndsrækning i overgangen til svendetilværelsen.

Men dertil må tilføjes, at aflønningen for en lærling bestemt ikke var høj. Heller ikke for den nyudklækkede svend var der tale om, at han kom i særdeles gode økonomiske kår. Særlig ikke når aflønningen – som på VMJ – beroede på et ancennitet-afhængigt system.

Demonstrationer

Læretiden var en turbulent tid på grund af besættelsen. Der var stedse arbejdsuroligheder og demonstrationer over for besættelsesmagten. De var politisk inspirerede og startede gerne fra B&W. Så stod arbejderne fra de store virksomheder sammen. Derved kunne værkstedshallerne lynhurtigt stå tomme – men lærlingene måtte pænt blive tilbage. Vi var jo på kontrakt uden strejkeret.

Også på anden vis var forholdene unormale. På grund af den dårlige ordretilgang under besættelsen var der i flere perioder indskrænkning i beskæftigelsen med arbejdsfordeling. Der var også gennem lange tider frihed om lørdagen – ikke af hensyn til begrebet ‘weekend’ – men på grund af arbejdsmangel. Som lærlinge bekom det os godt at kunne slumre længe en ekstra dag.

Fabrikken havde sin egen kraftcentral til fremstilling af strøm. Til beskyttelse af dette centrale nervepunkt var der ansat et hold sabotagevagter, som var udrustet med maskinpistoler. Gentagne gange brød sabotører ind på fabrikken for at kapre disse eftertragtede Husquarna-maskinpistoler.

Det har formentlig næppe været hensigter om at sprænge fabrikken i luften, da produktionen for værnemagten – så vidt det kunne skønnes – var af mindre omfang. Erling Foss skriver dog i sin erindringsbog, at Gunnar Larsen havde et endog større samarbejde med værnemagten på fabrikken. Det førte således til en større uenighed mellem ejerfamilierne. Erling Foss var som bekendt en af stifterne af Modstandsbevægelsen.

En ubehagelig oplevelse fandt sted en tidlig morgen på et tidspunkt, hvor mange arbejdere – også jeg – var på vej til fabrikken, Bevæbnede mænd på cykler likviderede en af de ‘ældre’ lærlinge, som var kendt for at have tyskervenlige synspunkter. Gerningsmændene forsvandt hastigt. Oplevelsen var meget makaber – også for mig, som var tæt på gerningsstedet.

Teknisk terperi

Som lærling gik man på Teknisk skole hver anden aften. Der var kort tid fra arbejdstidens ophør, til man skulle møde på skolen. Ikke underligt at øjnene kunne få tendens til at falde i – det var jo en lang dag. Da jeg i den sidste del af læretiden blev klar over, at min videre fremtid nok skulle findes uden for faget, tilmeldte jeg mig ydermere til aftenundervisning for forberedelse til ingeniørstudiet. Det indebar, at jeg gik på skole hver aften efter arbejdstid – også lørdag aften.

Indsatsen gav dog pote, idet jeg ved afslutning af min skolegang modtog en sølvmedalje ‘for flid og kundskab’. Den blev overrakt de belønnede lærlinge af kongen selv ved en højtidelighed i Rådhushallen.

Summarum

Valby Maskinfabrik var den gang langt forud for tiden med hensyn til lærlingeuddannelse. Som allerede fortalt gennemgik hver lærling et fastlagt skema, der førte ham gennem fabrikkens forskellige discipliner. Der var ikke noget med ‘at hente øl til svendene’ eller udføre arbejdsdrengearbejde. Der blev ført protokol over lærlingens standpunkt. Til hjemmet blev der hvert kvartal sendt meddelelse om karakterer og flid. Senere – efter min tid – oprettede fabrikken en egentlig lærlingeskole for at systematisere undervisningen.

Jeg kan konkludere, at læretiden har været et vigtigt omdrejningspunkt for mig. Jeg har været glad for den ballast, som den tid har givet mig. Den rustede mig på en gunstig måde til opgaverne i den videre tilværelse. Det var velordnede og fremsynede forhold, der lå til grund for den systematiske uddannelse.

Willy Kok
12.02.2006