Willy Kok > Essays > Erindringer om min far

Erindringer om min far

Fatter med energisk bid i tungen

Der var en detalje, som kendetegnede min far livet igennem, og det var, at han ved kraftanstrengelser stak tungen lidt ud af mundvigen og bed i den, som om det gav ham ekstra kræfter og beslutsomhed til at klare livets problemer. Ihukommende dette karaktertræk har jeg fået lyst til at nedfælde mine erindringer fokuseret på far, sådan som jeg har oplevet ham.

En stor del af fars barndom og ungdom kender vi fra hans indtalte erindringer på bånd. De tider ved jeg naturligvis kun derfra. Historier og minder fra den periode er fra tid til anden fremkommet i de daglige samtaler.

Fatter fik en omflakkende ungdom, som først bragte ham til USA, hvor han fik prøvet at arbejde med sit fag under disse fremmede forhold. Det blev til en række år, bl.a. fordi han blev ‘spærret inde’ på grund af Den første verdenskrig.

Tyverne

Hjemkommen til Danmark mødte han meget dårlige arbejdsmuligheder. Det var i de turbulente tider efter verdenskrigen. Det var småt med arbejde, og den unge snedkersvend måtte tage ranslen på ryggen og ‘drage på valsen’ og tage de arbejdsopgaver, som bød sig. En tid i denne periode var han i Danzig og oplevede her den uhyre galopperende hyperinflation. Pengeværdien faldt med en sådan fart, at man fik løn udbetalt to gange om dagen. Hvis pengene ikke blev brugt med det samme, var de om aftenen næsten intet værd.

Men fatter kæmpede sig med sit energiske og karakteristiske bid i tungen gennem disse vanskelige år og kom tilbage til Danmark. Han fik arbejde på F.L.Smidth’s Maskinfabrik og Jernstøberi i Valby, og det så ud til at kunne blive en stabil arbejdsplads for ham.

Ægteskab

På den baggrund, og da han var ved at være en ‘gammel ungersvend’ sidst i tyverne begyndte han at interessere sig for det modsatte køn. Jeg ved naturligvis ikke hvilke eventyr han havde indledt sig på i de tidligere ungdomsår i det fremmede. Hvor han traf den pige, som han satte alt ind på at vinde, står også hen i det uvisse. Men vi ved, at han kredsede omkring mellem de lave huse i Nyboder. Dér tjente en ung smuk pige, Ragnhild Hansine Olivia Vilhelmine Davidsen, som stuepige hos en stabsintendant.

Som bevis på sin kærlighed til pigen og på sine reelle hensigter begavede han den udkårne med et virkelig smukt og håndværksmæssigt udført syskrin, som han selv havde lavet. Det er stadig i familiens eje.

Familieoverleveringen fortæller, at han slog en rival, som blev kaldt ‘Johannes med den brede tud’ ud, men andre detaljer er ikke kommet frem.

Et er i hvert fald givet: Ragnhild og Ejner blev viet i Fredens kirke på Østerbro i 1926. Bagefter fejredes brylluppet hos Ragnhilds mor, der boede i en meget beskeden korridorlejlighed i Fredensgade. Men trods de små forhold gik det lystigt til ved festen. Man var ved at vælte kakkelovnen.

Parret havde fået en toværelsers lejlighed i Viborggade 8 på Østerbro i København. Den var beliggende er nær ved Østerbrogade og Fællesparken.

Den førstefødte

Brylluppet bar frugt. Det førte til en hjemmefødsel med et velskabt drengebarn. Det viste sig at være mig. Jeg fik i sandhed en fin og hjertelig modtagelse ved min indtræden i det lille hjem.

Som den førstefødte fik jeg nogle privilegerede år sammen med min mor og far uden forstyrrende søskende. Fra beretningerne er jeg overbevist om, at jeg var ventet og modtaget med stor forventning og kærlighed.

Mine forældre var bestemt meget stolte af mig. Jeg blev fremvist for alle kvarterets småhandlende, og det skortede ikke på de beundrende udtalelser fra ismejerikonen og grønthandleren. Jeg går ud fra, at glæden og stoltheden var lige delt mellem moderen og faderen. Mor tog en beslutning om, at jeg skulle være den mest velklædte i kvarteret. Skønt hun ikke tidligere i sine ungpigedage havde interesseret sig synderligt for syning fik hun nu interesse for denne metier.

Det faldt ikke mindst sammen med, at tiderne ændrede sig ugunstigt, så far kom ud i flere omgange med arbejdsløshed, Det gik ham meget hårdt på. Nu havde han jo stiftet hjem og pålagt sig forpligtelser.

Fatter var en noget forsigtig natur. Han fokuserede måske nok i visse tilfælde noget mere på problemerne end på deres løsning.

Her kom mor ind med den modsatte indgangsvinkel. “Det går nok, Ejner. Vi har jo hinanden og nu lærer jeg at sy. Så skal vi nok klare den”. Selv om der kom mange hårde perioder, så klarede de den. Mor tog syundervisning på Randersgade skole. Der kom også gode arbejdsperioder ind imellem, og fatter blev efterhånden en anset modelsnedker på FLS.

Han tog sig meget af sin førstefødte søn. Det kunne være ture over i Fælledparken for at fodre ænderne der. Men det kunne også være med forskelligt legetøj af træ. Jeg husker, at jeg havde en legemsstor færge og en funktionel gravemaskine. En del af inspirationen kom fra Familie.Journalen, der hver uge bragte nye idéer. Både til huse og slotte af karton, der kunne klippes ud og limes sammen.

Køkkenbord som høvlebænk

Fatter kunne ikke holde sig i ro, dersom han kom i en arbejdsløshedsperiode. Det lå ikke for ham. Som han ofte har sagt: “Lad de, der ikke har noget imod at gå ledige, blive arbejdsløse jeg kan ikke holde til det”.

Men ledighedsperioderne gik skam slet ikke uvirksomme hen. I det lille køkken fremstillede han et komplet møblement til soveværelset, senge, toiletbord og klædeskab. Møbler, som fulgte dem hele resten af livet.

Også et større udvalg af trælegetøj til sønnen blev fremstillet i det lille ‘værksted’.

Min privilegerede tilstand som enebarn fik en brat afslutning efter to år. Bedst som far og jeg en dag var ved at udføre et flot slot af karton fra FamilieJournalen lød der pludseligt et mægtigt skrål fra soveværelset. Ja, så havde jeg dermed fået en lillebror, Jørgen..

Det var vist lidt af en skuffelse, at det ikke blev den pige, som de havde ønsket sig. Men da det viste sig, at lillebror blev udstyret med fine slangekrøller, vandt han hurtigt ind på min tidligere så populære førerstilling. Sovekammermøblementet blev forøget med en etageseng.

Det viste sig også, at der var kærlighed og omsorg nok til begge de to sønner. Far fik nogle flere ture til Fælledparken og legetøjssagerne blev forøget med havne og byggeklodser i form af små huse, der blev brugt som en slags ‘Lego.klodser’ Mor intensiverede sin syundervisning og de to poder blev nærmest et par minimannequiner, når de blev fremvist i kvarteret.

Politisk interesse

Allerede i sin første tid af ægteskabet blev fatter interesseret i politiske spørgsmål. Han erkendte på baggrund af sine egne erfaringer, at arbejderstanden blev udnyttet af de besiddende grupper i samfundet. Han ville gerne anvende en del af sin energi på at medvirke til forbedring af disse forhold. Det var målet at kunne få “en høne i gryden om søndagen”.

Han begyndte at deltage i studiekredse og kom derved i forbindelse med ligestillede. Nogle af disse kom på besøg. Det var fx en familie Odgaard. Han var i øvrigt fotopioner. Han fotograferede familien med lille mig siddende i mit ‘skib’ på spisebordet. Det skete med magnesiumbombe, der fyldte hele lejligheden med røg fra de afbrændte kemikalier.

Da jeg blev 5 år flyttede vi til det den gang ret moderne, kommunale byggeri i Struenseegade på Nørrebro. Det var vist en politisk bekendt, Ib Koldbjørn, der inspirerede til dette boligskifte.

Med basis i den nye bastion tog fatter for alvor det politiske arbejde op. Han blev medlem af den socialdemokratiske vælgerforenings 10. kreds på Bispeengen. Et stort arbejde lagde han inden for det oplysningsmæssige i Arbejdernes Oplysnings Forbund som studiekredsleder. Han ledede her møder om Karl Marx’ teorier.

Gennem årene påtog han sig flere og flere tillidsjob med udgangspunkt i partiet. Partiet så det som et mål, at gøre sin indflydelse gældende inden for alle poster i samfundet, såvel kulturelle som politiske. Det var en kulturkamp. I adskillige år var far således medlem og formand for forældrerådet på sønnernes skole. Han har yderligere deltaget i retssager både nævning og domsmand.

Børneværnet

Det har vel også været ud fra samme politiske udgangspunkt, at han kom ind i børneværnsarbejdet. Det blev en interesse og et arbejde, der fulgte ham det meste af livet. Han begyndte som tilsynsførende og fik siden hen et mere krævende job som kredsværge.

Når han kom hjem fra sit arbejde på fabrikken, så var der ikke noget med at snuppe sig en afslappende lur på divanen. Nej så lå den næste krævende opgave klar. Han skulle ud at se til ‘sine drenge’.

På sin arbejdsplads fik far næsten daglig telefonopkald, så han også i arbejdstiden måtte tage stilling til uvorne knægtes meriter.

Der er en erindring fra den periode. Det var, da han skulle ledsage en dreng over til en jysk institution. Men ak! Drengen stak af fra ham ved Storebæltsfærgen, så fatter måtte vende mismodig og tomhændet hjem. Den sved gevaldig på den kok’ske ære. Det blev til et slukøret bid i tungen.

I en vis optik er det besynderligt, at fatter, der selv var begunstiget med drenge, havde overskud til også at engagere sig i andres børns problemer. Man kunne formene, at der var tilstrækkelig behov for faderlig opdragelse på hjemmefronten, når sønnerne var ‘obsternasige’. Problemer med ungdommen var der også den gang nok af på Nørrebro.

Fritiden

Forbindelsen med AOF var også meget givtigt for os børn. Søndag formiddag var der oplysende besøg på museer og udstillinger. Jeg husker også, at vi bl.a. besøgte Det Kongelige Teater bag kulisserne.

I en periode var jeg vel også ‘af partipolitiske grunde’ medlem af DUI i Falkereden i Lundtoftegade. Det blev dog kun til en kortere periode, måske fordi besættelsen gjorde det mere farligt at færdes ude om aftenen.

Det politiske tilhørsforhold afspejledes også på andre områder. Vi holdt naturligvis avisen, SocialDemokraten. og handlede i kooperative butikker. Det var Hovedstadens Brugsfoening, der stod for de daglige fornødenheder. ‘Tilskærerne’ ved Rådhuspladsen var stedet, hvor vi blev ekviperet med celluldstøj. Den første radio kom naturligvis fra Arako. Det skal heller ikke glemmes, at øl blev leveret af bryggeriet ‘Stjernen’, det daglige brød fra ‘Rutana’ og mælk fra mejeriet ‘Enigheden’.

Det knytter sig vel også hele denne indstilling, at hjemmet ikke på nogen måde var præget af religion. Drengene blev således ikke konfirmerede, men fik en ‘borgelig konfirmation’, der fandt sted i Odd Fellowpalæet,

Flyvningens barndom fandt sted i fatters yngre dage og disse tekniske fremskridt interesserede ham meget. Vi var ofte ude i lufthavnen i Kastrup eller på Kløvermarken for at se maskinerne og deres halsbrækkende opvisninger.

Besøgene i Kastrup var gerne kombineret med et visit hos Olausens, der boede på Vega’s allé ganske nær ved lufthavnen. Så var mændene og sønnerne henne på flyvepladsen, og mændenes hatte fløj af, når flyverne startede propellerne.

Om sommeren kunne der tit blive tid til et strandbad efter arbejdstid. Det fandt mest sted på Amager strand, hvor det var let at cykle ud til. Så tog fatter og drengene af sted efter aftensmaden fik en forfriskende dukkert og vendte forfriske hjem til mor med vandkæmmede frisurer.

Far havde en god sans for ‘at regne den ud’. Da der i avisen var en konkurrence om, hvor mange dritler smør, der kunne stables op i Forum, beregnede han dette, så han kom nærmest til det rigtige resultat og vandt derved selv en af dritlerne.

Det var med stor tillid forældrene sendte deres sønner på ferie i det fremmede. Jeg vat således blot 6 år, da jeg blev sendt af sted til Nordjylland. Eksperimentet lykkedes dog i alle henseende godt og gav gode relationer mellem land og by.

Fatter var særdeles interesseret i drengenes hobbies. Dertil kom hans håndværksmæssige færdigheder os sønner vældigt til gode. Han hjalp med at bygge modelskibe, modelflyvere, dukketeatre og musikinstrumenter. Der var hele tiden nye projekter på tegnebrættet og under udførelse i den Kok’ske familie. Naturligvis ebbede dette engagement ud med årene efterhånden som fatter blev ældre og engageret i andre sager

Arbejdsliv

På det arbejdsmæssige plan oplevede far store forbedringer gennem livet. Der var i begyndelsen ikke noget, der hed ferie. FLS havde en fremadrettet personalepolitik. Det bevirkede, at man var blandt de første med ferieordning begyndende med en enkelt uge. I 1935 inviterede chefen, Poul Larsen, alle fabrikkens tusindtallige arbejderskare til cementfabrikken Rørdal i Aalborg for at få kendskab til firmaets produkter specielt verdens længste rotérovn på 140 m. Det var den gang et meget fremadrettet eksempel på god personalepleje. Samme ånd førte sønnen, Gunnar Larsen, videre. Han anskaffede et feriehjem for arbejderne, Olsbæk, ved Greve strand. Her holdt familien sine sommerferier gennem adskillige sæsoner.

Tilhørsforholdet til FLS varede det meste af livet igennem. Det var en stabil arbejdsplads, som far satte pris på. På værkstedet var der et godt miljø og intet drikkeri som ellers var almindeligt mange steder. Far vendte hjem uge efter uge med lønningsposen i hel behold. Modelsnedkerne brugte ikke deres frokosttid i ‘tutten’, nej de lagde sig på deres opbygningsplaner og fik en sødelig middagslur.

Efternøleren

Familien blev i 1939 forøget med endnu et drengebarn, en ‘efternøler’, Bent. Da var fatter 42 år og mor 36, så man kunne måske have forventet, at det ville være passé med blevask. Familietraditionen fortæller, at det til dels var en familiekonfirmation, der forårsagede amorinernes løssluppenhed.

Familieforøgelsen fandt sted, mens de ældre sønner var udsendt til landets fjerneste egne, og den ændrede tingenes tilstand blev derved serveret som en stor overraskelse ved hjemkomsten.

Bent blev modtaget af forældrene i samme gæstfrie ånd, som tidligere var blevet de ældre brødre til del. Bent voksede dog op i et noget andet familiemiljø end brødrene. Forældrene var nu 12 år ældre, end da de fik den første. Fatters motivation til at fremstille legetøj og gå på museer blev vel overhalet af andre interesser, og det betydelige fritidsarbejde inden for Børneværnet kunne måske nok bevirke, at der levnedes mindre tid til den yngste søn. . Bent beretter, at det var småt med den slags forlystelser i hans barndomstid, der var med en forskydning på 12 år i forhold til min.

Bent har i hvert fald efterfølgende givet udtryk for, at han ikke har fundet samme mønster i sin barndom, som det, hans brødre kunne berettede om.

Sønnernes uddannelse

I 1943 kom jeg ved fatters mellemkomst i lære som maskinarbejder på FLS. Det var under besættelsen. Arbejderne havde forret til at få deres sønner i lære på fabrikken, så fatter sørgede derfor for, at jeg fik en uddannelse. Der var nu ingen problemer med at være på samme arbejdsplads, som sin far. Faktisk var der langt mellem maskinværkstederne og modelsnedkeriet.

I begyndelsen af maj 1945 blev far stillet over for et svært spørgsmål. Jeg var med i en modstandsgruppe og under en aktion var jeg blevet observeret af portneren på fabrikken. Jeg måtte betro min frygt, men far tog det overraskende roligt.. “Du må hellere blive hjemme fra arbejdet”. Heldigvis varede mit ophold ‘under jorden’ kun i få dage. Jeg kunne ånde lettet op ved befrielsen den 4. maj.

Efter at jeg var udlært blev det et stort ønske om for mig at læse videre til ingeniør. Jeg forelagde planen for far, der tænkte sig grundigt om, inden han gav sit tilsagn. Dersom jeg skulle støttes med en uddannelse, så skulle de to andre brødre have samme muligheder, så tilsagnet skulle faktisk ganges med tre. Der var ikke noget, der hed SU den gang.

En plan i forbindelse med studierne var at indrette et ‘studerekammer’ i et loftsrum, der tilfældigvis lå lige over vor lejlighed på 4. sal. Det lykkedes med nogen overtalelse at vække fatters interesse og navnlig mod for dette ‘byggeprojekt’. Det lykkedes dog at overvinde betænkelighederne og vi gik i gang med isolering og fremføring af el og fik derved et nyttigt ekstra værelse..

Havetiden

Da Danmark i 1940 blev besat af tyskerne, kom der atter tider med deprimerende arbejdsløshed og arbejdsfordeling. Hertil kom rationering og knaphed på madvarer. Denne kombination fik fatter til at søge at få tildelt en såkaldt nyttehave. Den lå i Valby dér hvor nu Valby stadion ligger. Den forsynede gennem nogle år familien med grønsager. Den antændte dog tillige en interesse hos fatter om at blive ‘sin egen herre’ med hensyn til havedrift. Familien anskaffede sig en kolonihave i Islev. Her kunne man ikke blive sagt op fra år til år, men arbejde på langt sigt med havearbejdet.

Det var virkelig en interesse, der fængede både mutter og fatter. Som om at naturen havde kaldt på dem. Der blev lagt et hestearbejde i bestræbelserne for at få den rå mark tilplantet, så der kunne komme en rigtig have ud af det. Efter et par år kom der hus på grunden. Undervejs mens Jørgen og far cyklede ud til haven, mødte de tilfældigt en mand på Slotsherrensvej, der måtte afhænde sit træhus, da hans have skulle vige for nybyggeri. Snart derefter stod huset på fars grund, og derved var der skabt yderligere muligheder for havens anvendelse.

Dette var dog ikke endestationen for det kok’ske gåpåmod. Ligesom i tegnefilmen om ‘de tre små grise’ ønskede fatter sig et nyt, grundmuret hus af sten, der ikke kunne blæses om. Som adskillige af hans tidligere planer modnedes også denne langsomt i hans modelsnedkerhjerne, og som vanlig havde han forudset alle hindringer, da den blev forelagt familien.

Jeg fik lov til at lave tegningen, da jeg var begyndt på mit ingeniørstudium. Fundamentet blev ‘sat af’ og nivelleret ved hjælp af vandfyldt haveslange. Huset skulle mures op i gasbetonsten. Jeg skal love for, at fatter gik op i opgaven. Selv om han ellers tidligere havde holdt streng på ‘dyd og moral’, skrev han dog en ‘falsk’ sygeseddel til Jørgens skole. Det var alligevel vigtigere at få byggeriet fra hånden. Det lykkedes da også. Meget opfindsomt blev det nye hus bygget uden om det gamle træhus, der derefter kunne fjernes.

Denne kolonihave dannede rammen om et frodigt familieliv, hvor livet blev levet i hele sommerhalvåret. Det bevirkede også, at fatter blev motoriseret med en knallert, der helt op i de ældre år daglig førte ham til sit landsted.

Målet var at skabe en kombineret smuk have og en nyttehave, der kunne forsyne familien med friske grønsager. Der opstod et fint naboskab med de omkringboende haveejere. Huset og haven er stadig i familiens eje, da det ved forældrenes død overgik til Bent, og derved fortløbende har været med til at danne en ramme om det kok’ske familieliv.

Håndværket

Fatters håndværk var modelsnedkerfaget. Det er et fag, der ligger tæt på støberibranchen, idet alt støberiarbejde forudsætter en model for at danne den sandform, som skal udfyldes af det flydende jern. Foruden gode håndværkerevner kræver faget, at modelsnedkeren kan ‘bruge hovedet. Han skal kunne forudse, hvordan støbningen kan foregå. Modellen skal kunne deles og samles, og udføres med ‘slip, så den kan fjernes uden at beskadige sandformen. Endvidere skal modellen udføres ved hjælp af en særlig målestok med ‘overmål’ fordi jernet trækker sig sammen ved afkølingen.

Arbejdet ligger i den ‘renlige’ ende på en maskinfabrik Der var vel en snes modelsnedkere på værkstedet. De udgjorde deres eget lille samfund på den store fabrik, der hovedsagelig var befolket med smede og maskinarbejdere.

Familieliv

Det selskabsliv, som familien førte, var hovedsagelig koncentreret om fars familie. De to søstre, Marie og Dagmars, familier. Onkel Harry, Dagmar’s mand var en rigtig spasmager, der altid var god for en frisk bemærkning. Han benævnede sig selv son ‘grosserer Madsen’ og far som ‘professoren’. “Ærede partifæller og rottefælder” og “Gid dit skæg må vokse og dine fise vorde vellugtende”, var blot et par eksempler på nogle af hans standardbemærkninger.

De tre familier samledes ved alle store familiebegivenheder. En fast tradition var at holde nytårsaften på skift i hjemmene. Det var en tradition hvert år så langt tilbage, som jeg husker. Så spiste man kogt torsk det var dejligt oven på den fede julemad. Øl og snaps blev ved denne lejlighed udskiftet med vin fra Brugsen. Hen på aftenen blev børnene søvnige og faldt om indtil hjemturen. Under besættelsens spærretid kunne hjemturen først finde sted om morgenen. Ellers blev der somme tider ofret en Taxa. “Stop ved den anden lygtepæl på venstre hånd”, var fars faste direktiv til chaufføren de enkelte gange, vi nød den luksus at køre i Taxa..

Far er ikke vokset op med musik. Det fandtes i hans barndom kun i kirken og når militærorkestret gav koncert på Frederiksberg Runddel. Heller ikke senere i livet har han vist større interesse for musikken. Musik og sang var ikke fatter. Dog på et punkt kom hans musikalitet til overfladen. Det var når han fremførte ‘mælkedrengesangen’. En vise fra hans yngre dage. Den sang han gerne ved alle festlige lejligheder, så netop den sang blev en slags ‘kendingsmelodi for ham. Jeg erindrer, at han endog som halvfemsårig endnu kunne stille sig op og fejlfrit synge visen med sin sprunkne stemme.

Til Aalborg

Jeg mistede efterhånden som naturligt er den direkte og nære kontakt med hjemmet, da jeg i 1947 var blevet udlært og truffet pigen i mit liv, Monna. Derefter tilbragte vi mere og mere tid i den lille hybel på loftsetagen. Jeg studerede til ingeniør og tålmodigt time efter time strikkede Monna dertil. Efter eksamen forestod militærtjenesten i Garderhusarregimentet i Næstved, og netop i den periode blev vi gift og jeg fik efter hjemsendelsen job hos FLS i Vestergade.

I 1951 flyttede vi til Aalborg. Desværre kom jeg til at efterlade nogle ufærdige problemer. Det var det påbegyndte husbyggeri i Vesterled. Det projekt gjorde fatter og den øvrige familie færdigt. Jeg er meget taknemmelig over denne familiemæssige indsats af hele familien, der uden min hjælp bragte dette projekt til ende. Desværre kom hverken vi eller familien til at nyde frugterne af den familiemæssige store indsats.

Otium

Efter sit lange arbejdsliv kunne mor og far nyde deres otium med endnu mere tid i deres have. De foretog dog også en hel del rejser til udlandet f.eks. til Jugoslavien. Det var naturligvis gerne til lande, hvor ‘man fik noget for pengene’ ja, hvor lønningerne var lave. Det berørte dog kun i mindre grad fatters ellers så veludviklede sociale indstilling.

Den nære og jævnlige kontakt med mine forældre blev noget svækket, de jeg i 1951 flyttede til Aalborg. Hver gang vi sås enten det var i København eller Aalborg stillede far altid spørgsmålet: “Har I noget at bestille?”. Det var reminiscensen fra hans tidligere arbejdsliv, hvor det at have arbejde ikke var en selvfølge, men hvor man ofte og uforvarende kunne blive kastet ud i arbejdsløshed.

Både min mor og far opnåede en høj alder uden at være udsat for væsentlige sygdomme eller svagheder. De blev henholdsvis 86 og 92 år. Gennem de seneste år var fatter præget af et meget dårligt syn og han kunne nærmest ikke se. Læsning havde været en af hans væsentligste fritidsbeskæftigelser. Han gav gentagne gange udtryk for, at han var ved at miste livsmodet. Men hver gang satte min mor nyt mod i ham ved at påpege, at han stadig havde børn og børnebørn at leve for. Hun var en stærk kvinde nok på en måde den stærkeste af de to. Ganske vist har det været far, der har ‘optrådt’ på den ydre scene men det har sandelig ikke mindst været mor, der mere anonymt har styrket og serviceret ham fra ‘backstage’. De to har suppleret hinanden på en eksemplarisk måde.

Fatter har alle dage været den forsigtige type, der ikke tog de store skridt ud i det uvisse uden efter store overvejelser. Han handlede efter devisen ‘rettidig omhu’, og så måske nok ‘stenene på vejen, før de var der’. Han var en følsom natur, der blev deprimeret, når arbejdsløshed og lignende gik ham på. Han var en mand, der ønskede, at stå sig godt med samfundet og ikke komme i gæld. Han købte således aldrig ting på afbetaling. Jeg er taknemmelig for, at han grundlagde den indstilling i mig fra barns ben af.

Fars afhængighed og ansvar over for min mor kom nok stærkest til udtryk, da mor døde. Lige en uge efter døde far. Netop dagen efter mors begravelse. Da må han have følt, at han kunne lægge sit ansvar fra sig efter et langt indholdsrigt liv. Det energiske bid i tungen var også et ansvarligt bid.

Willy Kok
21.03.2007

Facts

Ejner Viggo Nielsen Kock
F: . 10.08.1897 i Frederiksberg sogn
G: 14.05.1926 i Fredens kirke i København
D: 30.04.1989 i København
J: 06.05.1989 i København

Ragnhild Hansine Olivia Vilhelmine Davidsen
F: . 26.06.1903 i Glostrup sogn
G: 14.05.1926 i Fredens kirke i København
D: 25.04.1989 i København
J: 29.04.1989 i København