Willy Kok > Essays > Musik i mit liv

Musik i mit liv

Musik er årsag til, at jeg er kommet velbeholdent gennem livet. Men hvordan kom musik til at blive en væsentlig del af min tilværelse?

Jeg kom absolut ikke fra et ‘hjem med klaver’ eller for den sags skyld musikalske traditioner. I det hele taget var musik i radioens barndom – som jo også faldt sammen med min barndom – en sjælden vare. Min far fortalte, at da han var barn var der kun musik, når regimentsmusikken gav koncert på Frederiksbergs Runddel – og naturligvis orgelmusikken i kirken. Min mormor var på sin vis mere med på noderne. Hun havde en grammofon, som med udskiftelige metalnåle kunne spille skrattende melodier. Dette instrument var vi som børn meget optaget af.

Men jeg kunne allerede som barn mærke positive sitringer, ved at høre musik. Morgenmarcherne i forbindelse med radioens morgengymnastik før skoletid optog mig meget. Jeg havde ikke svært ved at komme op om morgenen for at høre ‘Alte Kammeraden’ eller *Stars and stribes’. Der var også grammofonmusik i radioen, og man må ikke forglemme radioens transmissioner af middagsmusik fra Wivex og fra Kilden i Aalborg. Ofte blev dog Teddy Pedersens og Kaj Julians musik totalt overdøvet af larmen fra gæsternes knive og gafler.

Hvis jeg skal pege på en enkelt faktor, der åbnede mine øre for musikkens verden, vil det nok være den inspirerende sanglærer, Kaj Juul Nielsen, som vi havde i skolen.. Med sin violin som ledsageinstrument førte han os elever gennem sange og salmer. Han kommenterede også de forskellige værker og fortalte om deres skabere. Jeg kan ikke udtale mig om, hvilket indtryk han gjorde på de øvrige skolekammerater, men for mig fik han ørene op for musik. Han lærte i hvert fald mig at sætte pris på musikken og kendskab til komponisterne.

Dukketeater

Der voksede et stort ønske op i mig for at kunne spille musik. Ikke mindst, da jeg havde bygget et stort Pegasus-dukketeater. Det skulle kunne ses på Nettet på adressen: http://www.danskdukketeaterforening.dk/lek_peg.htm . Jeg blev ‘teaterdirektør’ i 1941 for dette teater bygget efter anvisningerne i Familie-Journalen. Jeg skulle sætte mit første stykke op. Det var Holger Drachmann’s ‘Der var en gang” Det krævede jo musik til både ouverture, mellemspil og sange. Komponisten var Lange-Müller. Naturligvis var jeg interesseret i en kvalificeret opsætning. Men hvorlede fik jeg løst musikspørgsmålet?

Drømmene gik i så fantasifulde retninger, såsom anskaffelse af brugt lirekasse og lignende. Men det, der lå inden for mine muligheder var at fremstille en simpel marimba med bøgetræstoner. Min snedker-far leverede elementerne – og jeg bearbejdede dem selv, så de fik den rette stemning. Hvis man afkortede et element blev tonen højere, og den blev dybere, dersom det blev høvlet tyndere. Senere anskaffede jeg en kromatisk mundharmonika af mærket ‘Hohner’. Ved hjælp af den fik jeg til dels lært at spille efter noder. Men der var – ærligt talt – et godt stykke vej fra disse simplet instrumenter og til et helt teaterorkester.

Der knytter sig nu en oplevelse til denne mundharmonika. En skolekammerat og jeg havde eftermiddagsplads som ‘svajere’ i fritiden efter skolegangen. Han kom fra et hjem med klaver og kunne spille på det. En dag blev vi enige om at ringe til vor forvalter i firmaet – uden at give os til kende – og så spillede vi ‘Wien, du Stadt meine Träume’ – udsat for klaver og mundharmonika – for åben telefontragt. Der var sikkert ikke et øje tørt i den anden ende af ledningen.

Tivolitiden

I min tid som lærling investerede jeg hver sommer i et abonnement til Tivoli og overværede næsten hver aften i koncertsalen musik, dirigeret af Felumb og Thomas Jensen. På musiktribuner andre steder i haven dirigerede Hjalmar Kofoed sit harmoniorkester og Elo Magnussen med de mere moderne rytmer. Jeg erindrer endnu den exentriske, ældre herre, der ved hver af disse udendørs koncerter stillede sig i første tilhørerrække, tog sin medbragte taktstok op af inderlommen og ‘dirigerede’ særdeles intenst med på numrene.Det var en dejlig tid og berigende at kunne boltre sig i al denne musik på flere fronter. Naturligvis fulgte der også andre tillægs-oplevelser med – både opførelserne på Pantomimeteatret og de halsbrækkende opvisningerne på plænen

Da jeg mødte Monna i 1948 blev mit musikalske håb vakt for alvor. I tilgift til min brændende kærlighed fornemmede jeg en ’tillægsgevinst’. Det viste sig nemlig, at hun spillede nemlig klaver. Ofte sad jeg i hendes stuer og lyttede andægtigt til hendes fortolkning af ‘Nonnens bøn’ og ‘Cornevilles klokker’. Det var den rene salighed. Om torsdagen ledsagede jeg hende ril hendes spillelærer, organisten på Nyelandsvej. Jeg bar endog – galant som jeg var – hendes noder, og ventede tålmodigt, til timen var forbi.

Men ak. Da vort forhold blev mere etableret, voksede Monnas interesse for mig stærkere og stærkere og det skete på bekostning af musikken. Noderne blev lagt på hylden, og Nonnens bøn forblev uhørt. På trods af alle de fordele som denne nye situation medførte, stod jeg alligevel tilbage med mit savn for musikalsk udfoldelse.

Mødet med kor i Aalborg

Det var dog først efter at jeg kom til Aalborg, at jeg fik nærmere aktiv føling med musikverdenen. Ved en fest på Norden i 1956 spurgte fuldmægtig Holländer’s kone, Edit, mig, om jeg ikke kunne tænke mig at komme med i det kor, som hun sang i. Det kunne jeg. Og dermed mødte jeg så Filharmoniske Kor, som jeg fik et mere end 30 års samliv med.

Koret var oprettet i 1964 som koncertkor for Byorkesteret og optagelsen fandt sted ved aflæggelse af en stemmeprøve. Det foregik i kapelmester Jens Schrøders private hjem i Danmarksgade. Han godkendte mig med klassifikationen ‘tenor’ – og det har jeg så været siden. Korets repertoire var de store korværker, der indgik i Byorkestrets program. Requier, messer og oratorier m.m.

Den første opgave var Bach’s store og imponerende ‘Matthæuspassion’. Det er et værk for 2 orkestre, 2 kor og børnekor – samt naturligvis solister. Det store værk med de mange deltagende, den fyldte sal med det store engagerede publikum, der fyldte Aalborghallen – ja, hele stemningen betog mig. Det gav en særlig euforisk følelse at være med i en sådan helhed – og således fik jeg blod på tanden til at fortsætte med korarbejdet.

Symfoniorkester-tiden

Efter få år blev jeg formand for koret, og det job bestred jeg i en ganske lang årrække. Aalborg By-orkester blev grundlagt af dirigenten, Jens Schrøder, i 1943, og det bestod i de første år af musikere fra militæret og restaurationsbranchen. Efterhånden blev orkesteret dog bemandet med stedse mere dygtige konservatorieuddannede musikere, og det gav et kraftigt kvalitetsløft. Derfor blev der også stillet stigende krav til koret, så der lå en betydelig opgave i at få korets standard hævet til et niveau, der fuldt ud kunne tilfredsstille orkestret. Det skal ikke mindst påpeges, at den nyansatte meddirigent, Alf Sjøen, gjorde et stort arbejde med kvalitetsløftet i både orkester og kor. Orkesteret skiftede i den periode navn til Aalborg Symfoniorkester.

I min formandstid blev jeg opfordret til at træde ind i orkesterets bestyrelse. Det var i 1971 – og det gav tillige lejlighed til at komme i kontakt med musiklivet fra en helt anden vinkel – så at sige fra den anden side af rampen. Men det gav også en yderligere tilskyndelse til at følge det koncertliv, der knyttede sig til orkestrets virke. Min kone og jeg fulgte med interesse orkesterets koncerter.

Min deltagelse i bestyrelsesarbejdet strakte sig over 22 år, hvoraf jeg i adskillige år var næstformand. Med mit udgangspunkt i det private erhvervsliv var jeg med i bestræbelserne for at tilføre orkestret en ny ledelsesstruktur, således at den kunstneriske og administrative ledelse kom under samme person. Tidligere var de to områder ledet som to ‘selvstændige’ enheder, der ofte kunne komme i ‘konflikt’, specielt da den kunstneriske ledelse var lagt i hænderne på udenlandske dirigenter, der kun i kortere tid var til stede i Aalborg. Det var den kunstneriske kvalitet og ambition kontra de økonomiske muligheder, der skulle forenes.

Den første person, vi fik ansat efter denne plan, viste sig ikke at særlig egnet til posten, hvorfor samarbejdet måtte afbrydes. Formanden, tillidsmanden og jeg måtte derefter i et fællesskab gennem et halvt års tid fungere som orkestrets ledelse.

Venneforeningen

Jeg var med i dannelsen af orkesterets støtteforening, Aalborg Symfoniorkesters Venner. Vi udgav fra starten et lille foreningsblad, Synfo-Nyt, der udkom kvartalsvis. Med stor glæde ser jeg, at bladet nu er oppe på 15. årgang, og foreningen er veletableret og ‘still going strong’.

I 1993 måtte jeg sige farvel til såvel kor som orkester, da min kone, Monna, og jeg i vor pensionisttilværelse flyttede til Allerød på Sjælland.

Sjællandstiden

Det har dog ikke bragt kormusikken på afstand – nærmest tvært imod. Jeg søgte straks efter min ankomst til Allerød optagelse i det lokale kor, Lillerødkoret. Til min store sorg døde min kone i 1996 efter lang tids sygdom, og jeg blev alene. Jeg brugte så musikken og sangene, for at komme videre i tilværelsen. Det var måske nok ud fra devisen om, at når man synger i et kor, så kan man ikke være både sur eller ked af det – samtidig med at man synger..

Jeg har deltaget i adskillige kor i Københavnsområdet. Det viste sig, at der altid var behov for en tenor – og med det brede kendskab til korværker, jeg havde tilegnet mig i Filharmonisk Kor i Aalborg, var det ikke vanskeligt at finde kor.

Jeg deltog i Kor72-stævner og dyrkede i flere år kormusik om sommeren på Vestbirk Højskole. For at forbedre stemmen gik jeg til sangundervisning hos Gertrud Spliid – og tog på et tidspunkt mod til mig og meldte mig til en ‘master class’ hos Aage Haugland. Jeg har deltaget i prøver og koncerter – ofte i flere af korene på samme tid – i Farumkoret og Hareskovkoret. I de seneste 7 år har jeg haft stort udbytte af at være med i Birkerødkoret.

I de seneste godt 7 år har jeg dannet par med en god veninde fra Ebeltoft. Herdis havde sunget sopran for år tilbage i Filharmonisk Kor i Aalborg. Vi mødtes – faktisk meget tilfældigt – og sød musik opstod. Jeg konstaterede med glæde og forventning klaveret i hendes stue. Skulle jeg muligvis igen? – men nej! Det nye – og trods alt gamle – bekendtskab bragte heller ikke denne gang værker af samme kaliber, som ‘Nonnens Bøn’ eller ‘Cornevilles klokker’ ind i min tilværelse igen.

Desværre har en blodprop sat punktum for min aktive deltagelse i korarbejdet, så jeg har måttet melde mig ud. Jeg havde ellers gerne have haft den næste opgave med, nemlig Mendelssohn’s ‘Elias’, men det kunne ikke lade sig gøre. Faktisk tror jeg, at der altid ville have ligget en spændende opgave forude, som man gerne ville have været med til – men som alder eller sygdom sætter et punktum for..

Netop nu har mit ‘stamkor’ i Aalborg 50 års jubilæum, og jeg er indbudt som gæst. Der ligger lige som en symbolik i, at min virksomhed inden for kormusikken slutter netop dér, hvor den i sin tid begyndte: i Filharmonisk Kor. Hermed sluttes den ring, der i særlig grad har beriget min tilværelse: mit livslange makkerskab med musikken – og i særlig grad kormusikken.

Willy Kok
06.03.2005