Willy Kok > Essays > Min Monna – i erindringens skær

Min Monna – i erindringens skær

Indledning

Det er i denne tid 10 år siden, vi mistede vor Monna, den pige, som jeg har kørt parløb med i næsten 50 år. Jeg føler trang til ved denne lejlighed at nedskrive en række glimt fra vort samliv gennem de mange år. Monna døde på Hillerød Sygehus på den gynækologiske afdeling den 21. marts 1996 kl. 15:20 efter en flerårig lang kræftsygdom. Hun opnåede kun at blive 66 år, og blev revet væk blot en uge efter sin sidste fødselsdag. Det drejede sig om kræft i æggestokkene – ovarie cancer. Jeg var næsten konstant hos hende i de sidste tre uger, og var taknemmelig for, at have fået stillet en ekstra seng til rådighed på to-sengs-stuen, så vi kunne være mest muligt sammen i den sidste tid.

Den pågældende dags morgen blev hun gjort i stand – tilfældigvis af Anni, vor genbo her på vejen i Røglevænget. “Du bliver da her?”, sagde Monna til mig. Det blev hendes sidste ord, for snart derpå faldt hun i en langvarig, dyb og tung søvn, som hun ikke skulle vågne op af igen. Jeg var alene hos hende, indtil hun udåndede hen på eftermiddagen. I en lang tid vædede jeg efter sygeplejerskens anvisning hendes tørre læber med en fugtig vatpind.

Hertil nåede jeg ved mit første forsøg – jeg magtede ikke rigtig at kunne fortsætte..


Jeg har haft manuskriptet oppe i flere omgange – men har haft vanskeligt med at arbejde videre på det – endsige fuldføre det. Nu er det 12 år siden, Monna gik bort. Det er tidspunktet, hvor Mathias kan fejre sin 15 års fødselsdag. Vort eneste barnebarn, Mathias, som blev den store trøst for Monna i de sidste, svære år år. Herfra vil jeg tilstræbe at gøre arbejdet færdigt.

Besættelse blev til en ‘besættelse’

Faktisk var det i besættelsens seneste tid – i 1945 – at jeg første gang blev opmærksom på Monna’s eksistens. I Modstandsbevægelsen, som jeg var blevet medlem af i krigens sidste år, mødtes vi i de militære grupper de mærkeligste steder for ikke at vække for megen opsigt. Det var just ikke ufarligt, det vi havde vovet os ud i. Vi mødtes således i forskellige menighedslokaler – og det kunne også være i Frelsens Hærs mødelokale – vi skulle jo ikke vække for megen opsigt.Det var netop ved en lejlighed som sidstnævnte, at jeg fik øje på en uimodståelig pige – uden at jeg dog på det tidspunkt turde – eller var i stand – til at give nogen som helst følelser til kende. Det var som om noget sagde mig, at her var en usædvanlig pige.

Det var først, da jeg blev udlært godt et års tid efter – i 1947 – at erindringen om pigen atter dukkede op på den indre lystavle. Jeg var kommet hjem efter min første udenlandske tur som rejsemontør og var blevet udlært med svendebrev og det hele. I et lille årstid skulle jeg derefter arbejde inden for maskinarbejderfaget for at tjene penge, inden jeg i foråret 1948 skulle påbegynde mit studium til maskiningeniør. I denne periode søgte jeg så tilbage til åstedet for om muligt at få den tiltrækkende pige, der havde ‘bidt sig fast’ i min bevisthed, at se, og om hun måske stadig var at træffe. Ja – kort sagt -for at konstatere, om det sete mon havde været et fatamorgana

Det lykkedes at træffe hende, og have fornødent mod til at kontakte hende. Mit kendskab til piger var i de tider på et absolut nulpunkt. Hverken i hjemmet, bekendtskabskredsen eller i skolen havde jeg haft kontakt med ‘det andet køn’. Mit kendskab til kvinder beroede sig kun ud fra de talrige museumsbesøg, som min far foranstaltede. Dér oplevede jeg så ‘de kvindelige ynder’ udført i marmor! Jeg troede vel sagtens på det grundlag nærmest, at piger var væsener af en særlig uopnåelig beskaffenhed. Men altså: i dette tilfælde måtte jeg gøre en forskel. Ja, og så gik det, som det åbenbart går så tit. Vi kom på talefod, og det førte snart til en aftale om at mødes igen. Der var ingen tvivl om, at sød musik i hjerterne var opstået!

Pigen hed Valborg og hendes far var soldat i Frelsens Hær, og de boede faktisk i ejendommen ganske nær denne sekt i Gartnergade på Nørrebro. Hun var ansat på kontoret i et barberblads-firma, Rottwitt, på Vodroffsvej. Det var kendt for sin populære reklamefilm med Tjajkovskijs klaverkoncert nr. 1. Det blev til flere og flere møder med Valborg. Der var en voksende interesse fra begge sider, ja, jeg tror såmænd, at man godt kan sige, at der var tale om en stor forelskelse. Det førte naturligt til, at der skulle en præsentation til i pigens hjem. Det var jeg – der ikke havde prøvet sådan noget førhen – naturligvis meget nervøs for. Jeg kan huske, at jeg af generthed for at spytte en kirsebærsten fra Risalamanten ud, gav mig til at knuske den med tænderne. Det har voldt hendes lillesøster, Birgit, en varig morskab livet igennem.

Moderen, Ella, kom fra Nakskov på Lolland, men hendes fortid har altid været ret anonym. Faderen hed Kaj, og hans slægt havde haft en fortid på en lille ø, Vierø, der lå i Odense fjord. Den er nu landfast og en del af skibsværftet dér. En oldefar var i sidste halvdel af 1800’tallet gartner på godset, Eriksholm, ved Holbæk. Det var i hans tid – i 1906 – at man antog familien navnet ‘Vierø’ som familienavn. Denne gartner efterlod sig iøvrigt både malerier fra godsets omgivelser og en dagbog om sit liv. Dagbogen fortæller, at han var en driftig mand, der udover sit hverv med det store haveanlæg på godset interesserede sig for andre opgaver. Han blev bl.a. stifter af Luthersk Missionsforening i Holbæk.

Fra Valborg til Monna

Pigen hed som nævnt, Valborg, da jeg traf hende. På hendes dåbsattest var hendes fulde navn imidlertid Monna Valborg Vierø. Kaldenavnet ‘Valborg’ var vel nærmest til ære for en ældre, ugift faster med dette navn. Som familiens ældste var hun på en måde den samlede families overhoved. Hvorfor pigen ikke blev kaldt ved sit første navn, står hen i det uvisse. ‘Valborg-navnet’ havde hun gennem livet været jævnt ked af. Vi blev så i samdrægtighed enige om fremover at kalde hende ved hendes ‘rigtige’ fornavn, ‘Monna’, og fik overtalt familien til også at ændre denne tiltaleform, selv om det i begyndelsen var noget vanskeligt at få ændret vanen. Men hele resten af livet blev hendes navn ‘Monna’. Det forlød i øvrigt, at årsagen til det noget fremmedklingende navn ‘Monna’ skyldtes faderens ungdomsbesøg i Paris, hvor han var blevet begejstret for ‘ Mona Lisa-billedet’ i Louvre. Desværre havde han glemt den rette bogstavering!

Der var naturligvis også præsentation i mit hjem, og her blev Monna modtaget på bedste vis – lige som jeg var blevet det i hendes hjem. Der var stor forskel på synspunkter til forskellige livsindstillinger i de to hjem. Jeg stod for at påbegynde ingeniørstudiet, og som min far klogeligt sagde: “Nu skal vi helst ikke have nogen småfolk!” Med hans forsigtigt prægede livindstilling, forestillede han sig altid mulige farer på forhånd. Han praktiserede om nogen begrebet ‘rettidigt omhu’! På trods af de forskellige miljøer kom de to familier imidlertid usædvanlig godt ud af det med hinanden i vort videre samliv.

Monna blev født den 14.03.1930 på Rentemestervej, der den gang vist hed Borgmester Jensens vej. Det fortaltes, at det var et forfærdeligt snevejr denne forårsdag, og at faderen for en gangs skyld måtte forsømme sit arbejde. Det må dog noteres, at det ikke skyldtes den nyfødte pigelil – men på grund af det ufremkommelige vejr. Jeg tror næppe, at denne pligtopfyldende mand har haft flere forsømmelsesdage, resten af livet igennem.

Vi boede i samme kvarter – ikke mere end 10 minutters gang fra hinanden. Det viste sig, at Monna havde gået på samme skole, som jeg, men det havde nu intet med vort bekendtskab at gøre. Skolen var delt hermetisk op i en drenge- og en pigehalvdel, og endog skolegårdene var adskilt med et uigennemtrængeligt plankeværk, Det var, som om skolen med en kniv var skåret igennem i to halvdele, hvor man ikke kunne have kontakt med hinanden. Og vé den arme stakkel, der overtrådte grænsen mellem de kønsopdelte territorier. Det gav sviende lussinger.

Den korte afstand mellem vore hjem gjorde det let at holde en daglig kontakt. Vi så hinanden hver eneste dag, og nød til fulde hinandens daglige selskab i fulde drag.

Det var på de tider, hvor der virkelig var isvintre til, og i vinterperioden blev boldbanen i den nærliggende Hans Tausens park sprøjtet over, så den blev til den bedste skøjtebane, der tænkes kunne. Der blev opsat høje lysmaster med kraftigt lys, så skøjtebanen også kunne benyttes i aftenstimerne. Her var der i sandhed mulighed for at gøre indtryk på pigerne – bl.a. ved at spænde deres skøjter fast på støvlerne. Det bidrog for mit vedkommende til at komme et skridt nærmere Monna. Så at sige ‘begynde nedefra’. Man kunne endda opnå den ære at følge pigen hjem senere på aftenen, når der blev ringet ud med parkens malmklokke.

Derpå fulgte så en herlig tid. Forelskelsen fra begge sider voksede sig større og større. Det gav sig udslag i, at Monna’s forældre blev ganske glade på parrets vegne. De havde måske ellers helst set, at deres datter havde fundet et – efter deres mening – mere passende parti inden for det trossamfund, de selv var medlemmer af. Endog den ældre faster i Roskilde, hvis ord – som familiens ældste og betydeligste – havde stor betydning, blev ‘tøet op’, og hun viste virkelig stor begejstring for de unges forhold og lykke. Hun selv var ugift og havde viet sit liv til sygeplejerskegerningen på Sct. Hans hospital ved Roskilde – som oversygeplejerske.

Hjemmet

Det førte til forlovelse. Allerede i julen 1948 blev vi enige om at sætte ringe på fingrene, og brugte derfor sparepengene til at købe guldringe hos guldsmeden i Griffenfeldtsgade. Monna var 18 og jeg 21 år. Indskrifterne i ringene er sirligt indgraveret. ‘Din Valborg’ og ‘Din Willy’ står der; det må have været umiddelbart før ‘navneskiftet’.

Monna boede i en tre-værelsers lejlighed i Gartnergade nr. 16 på Nørrebro – lige i udkanten af det, der i dag figurerer som ‘den sorte firkant’. Vist er den nok blevet ‘sortere’ med årene, men en ting er helt sikker. Monna var ikke belastet af kvarterets miljø. Det sørgede hendes far med bestemthed for. Han forudså farene, og stod gerne skildervagt ved gadedøren, når hun kom hjem efter mørkets frembrud, og han følte sig først rigtig tryg, når hun var sikkert inden døre.

Det var et trygt hjem, der blev holdt sammen af faderens stærke religiøsitet, suppleret med moderens huslige flid. En driftig og respektabel familie, der på trods af relativ begrænsede kår levede en arbejdsom og anstændig tilværelse. Men der blev holdt en klar distance til verdslige glæder. Der var strenge begrænsninger for, hvad døtrene måtte deltage i. Endog biograf kunne pigerne ikke få lov til at besøge – og da langt fra gå til dans og den slags. Som det advarende blev begrundet: “Det er ikke selve dansen – men det, der kan komme bagefter!” Det blev dog aldrig præciseret, hvad der kunne ‘komme bagefter’.Selv i pigernes uskyldige barndom måtte de i deres aftenbøn bede om tilgivelse for deres synder. Uforståelige synder, som de aldrig havde begået, eller var sig bevidst – og som de vel heller aldrig fik den mindste lejlighed til at begå.

Det var naturligvis med megen ‘premiere-nervøsitet’ jeg mødte op første gang. Jeg var jo ikke vant til at komme i hjem, der var præget af religion. Hvor der i mit hjem var et billede af Thorvald Stauning på væggen, så var det helt anderledes i Gartnergade. Der var skriftsteder – pertentlig udført i broderi – som frembar manende og eftertænksomme sentenser. ‘Betænk livets korthed, dødens vished og evighedens længde’ erindrer jeg, at en af teksterne lød.

Det viste sig dog hurtigt, at forskellen i gæstfrihed ikke var så stor endda i de to familier.

Telttur

Med en ungdomsforening var vi på adskillige ture. Det kunne være roture på Furesøen og teltlejre i det skønne Nordsjælland.

Særlig problematisk blev det, da vi ønskede at tage alene to på telttur. Så skal jeg love for, at det rykkede gevaldigt såvel i Monna’s forældre, som også i den ældre faster. Moralen i hine tider var ikke så liberal, som den er nu om stunder – og da slet ikke i de kredse. Vi holdt dog stædigt fast på at gennemføre vort forehavende. Enden på det hele faldt dog ud i vort favør, og vi pakkede cyklerne med et lånt telt og tog på cykeltur til Vemmelev ved Roskilde Fjord, hvor vi slog teltet op. Vi havde forberedt os på nogle henrivende dage. Ja, hovedsagelig oplevede vi også nogle skønne feriedage – om end det mestendels var i øsende regnvejr. Det ødelagde dog ikke samværet – eller for den sags skyld nærværet. Vi besøgte fasteren i Roskilde ved samme lejlighed, og blev rigtig gode venner med hende. Forældrene følte sig også trygge ved, at der ikke var sket uønsket familiforøgelse eller andre uhyrligheder ved den lejlighed.

Studietiden

Da min studietid skulle begynde efter sommerferien 1948, var indretningen af mit lille ‘overværelse’ i hjemmet også blevet færdigt. Det ville selvsagt have været meget vanskeligt for mig at gennemføre et studium under de snævre boligforhold, dér hvor vi boede i en to-værelsers lejlighed i Struenseegade. Lejligheden var vel kun på ca. 60 m2 , og det ville nok have været svært at få ro til at samle tankerne under de forhold, hvor pladsen skulle deles med fire andre familiemedlemmer – hvoraf et af dem var en driftig og energisk ung fyr på 12 år. Men lejlighedens placering på 4. sal – og med et loftværelse direkte ovenover, viste sig at være en unik mulighed, som kunne udnyttes. Dette værelse var som skabt til formålet, idet det var udstyret med ‘rigtig’ dør og murede vægge dertil. Så efter isolering og tilpas sparsom møblering var det et ganske udmærket værelse efter den tids forhold – men måske nok ret primitivt, når vi anskuer det i vor tids optik.

Dette værelse kom os til gavn på flere fronter. Jeg havde fået et fristed, hvor jeg ugenert kunne fordybe mig i teknikkens problemer med tandhjulstegning og styrkeberegninger uden forstyrrelser fra den øvrige families side, og Monna og jeg havde fået et ‘chambre séparé’, hvor vi kunne være i hinandens uforstyrrede selskab om aftenen. Hun strikkede tålmodigt, mens jeg læste og tegnede. Jeg er hende megen tak skyldig for den tålmodighed, hun udviste i disse tre år. Det var ikke mindst hendes fortjeneste, at jeg kom godt igennem studierne med tilfredsstillende resultat.

Det, at vi havde en nok så lille oase, hvor vi kunne være alene to sammen, var os til overordentlig stor glæde. Vi betragtede det som et meget stort fortrin i vor tid og vor verden. Det er nok lidt uforståeligt for nutiden, at vi kunne føle så stor glæde over de ret så kummerlige forhold. Det kan nu om dage være vanskeligt at fatte, at forholdene i fyrrerne var så primitive. I vor tid har hvert barn jo sit eget værelse næsten lige fra babystadiet.

Forlovelsestiden

Ellers gik den søde tid med cykelture i omegnen, bl.a. til Utterslev mose, hvor man den gang kunne nyde den medbragte madpakke ugenert i det høje, skærmende græs og samtidig iagttage begyndelsen til Hareskov-motorvejen under bygning. Andre udflugter gik til strandture eller til andre udflugtsmål, der kunne nåes på cykel.

Vi var begge interesseret i musik og gik til alle de koncerter, vi kunne overkomme. Der var på den tid især en række billige koncerter, som kommunen støttede. Det var arbejdsledige musikeres koncerter, som kommunen afholdt i forskellige skolers aulaer. Naturligvis var der også et stort udbud af musik i Tivoli. Om sommeren var der friluftskoncerter i Freriksberg Have og i Fælledparken. Derudover gik der på den tid også en række film om store komponister i biograferne. Dér nød ikke mindst Monna at komme. I hendes hjem havde der jo været et strengt forbud mod den slags udskejelser, som at gå i biografen. Ikke en gang en filmsforestilling om ‘Louis Pasteur’, som skolen arrangerede, fik Monna lov til at gå til. Som den eneste i klassen. ‘Biograf’ var under alle omstændigheder et totalt tabu – uanset emnet. Netop denne begivenhed – hvor hun som den eneste i klassen – måtte stå udenfor fællesskabet, fulgte hende som et traume, livet igennem.

Monna kom fra et hjem med klaver, og gik til klaverspil hos en organist på Nyelandsvej på Frederiksberg. Undervisningen blev gavmildt betalt af tante Valborg for at højne børnenes kunstneriske stade. Naturligvis var jeg høflig og fulgte hende hver torsdag til klaverundervisningen – pænt og galant bærende hendes nodemappe under armen. Der var såmænd også stueorgel i hendes hjem i de første år. Jeg følte stor glæde ved al denne musikalske overflod, jeg var så privilligeret at dumpe ind i. Fra mit hjem havde jeg jo været underernæret med musikalske muligheder. Desværre kølnedes interessen for klaverspil ved min indtræden på scenen. Måske havde der ikke været plads til begge hobbies! Skammeligt nok, for jeg nød virkeligt hendes spil om aftenen med ‘Nonnens bøn’ og ‘Aftenklokkerne’ på programmet – og forestillede mig en fremtid med den slags daglig musikalsk underholdning.

Soldatertiden

Jeg havde fået et midlertidigt job hos FLS i den tomgangsperiode på 3 måneders tid, der var fra min færdiggørelse med ingeniørstudiet, og indtil jeg skulle aftjene min værnepligt som gardehusar i Næstved. Det var på alle måder en virkelig dejlig tid. Jeg fulgte Monna til hendes arbejdsplads om morgenen, inden jeg selv skulle møde til ‘grosserertid’ ved ni-tiden om formiddagen i Vestergade – lige ved Rådhuspladsen. Dér startede dagen først ved rådhusklokkernes malmklingende formiddagsslag klokken ni.

I 1951 skulle jeg påbegynde min værnepligt. Denne skulle afvikles på Gardehusarkasernen i Næstved. Det betød vor første alvorlige adskillelse. Med bittert hjerte drog jeg af sted – og Monna kunne ikke følge med! Jeg havde fået udsættelse i tre år af hensyn til mine studier. På grund af denne udsættelse var jeg kommet op i en alder, hvor man med rette følte sig for ‘gammel’ og erfaren til den slags ‘legen soldater’. Det viste sig også snart, at man var flere år over gennemsnittet for soldaterkammeraterne.

Jeg søgte at komme igennem denne periode så let og gnidringsfrit som muligt. Skønt jeg efter de først tre måneder var udset til en uddannelse som befalingsmand, fik jeg dette afværget ved at få byttet med en mere villig kammerat. Jeg agtede for alt i verden ikke at få forlænget soldatertiden, men ville snarest muligt hjem til Monna og ‘rigtigt’ arbejde. ‘Prisen´ for dette bytte var, at jeg fik den allerlaveste position i den motoriserede eskadron, nemlig som ‘fodordonnans’ i en mandskabsgruppe. Denne stillingsbetegnelse var ikke noget at pryde sit visitkort med. Men der gik ikke lang tid, inden jeg til fulde fik øje på de indbyggede fordele. Hvor soldaterkammeraterne havde panservogne, kanoner og maskingeværer at pudse og holde i stand for snavs, rust og lignende, så kunne jeg nøjes med min maskinpistol, som jeg passede og plejede som noget spædbarn, men hvor der trods alt i soldatertidens løb kom rust i løbet.

Så snart der var den mindste mulighed for det, søgte jeg at komme et smut til København for at besøge min elskede Monna. Der var naturligvis de sparsomme lørdag-søndags-orlov – men derudover kunne man med toget – den ene eller anden vej – med bumletog enten over Ringsted eller over Køge – være heldig at få sig en ganske lille tur hjem. Det var dog kun for et kortere visit, der knap nok opvejede den lange rejsetid. Men sådan er det altså, når man er forelsket. Enkelte gange kom Monna på weekendture til Næstved og overnattede på et hotel i byen.

Bryllup

På trods af soldatertidens adskillelse var vi dog så meget sammen, at vi besluttede at besegle vor glæde ved hinanden og stadfæste vore fremtidsplaner ved gifte os. Da det skete i soldatertiden, kunne det såmænd for mit vedkommende have foregået i Gardehusaregimentets flotte blå uniform. Det gav jeg dog villigt afkald på. Det uprætentiøse bryllup fandt sted i København, med efterfølgende middag for forældre og søskende i Monnas hjem. Den afmålte militære hvedebrødsdag blev afholdt på et hotel i det indre København Derefter måtte jeg kvitte bryllupshabitten og igen trække i de kongelige klæder. Det må vel nok bemærkes, at vi var temmelig unge – henholdsvis 24 og 21 år. Brylluppet stod den 8.september 1981 i Hellig Kors kirken på Nørrebro. Jeg henslæbte dog utålmodigt endnu et halvt års tid i kongen klæder, inden jeg blev hjemsendt. Vi havde ikke en selvstændig bolig at vende hjem til. Vi boede gæstfrit, men som en foreløbig løsning hos Monna’s forældre.

Jeg blev som ventet rigtig fast ansat hos FLS i Vestergade. Det blev i Mølleafdelingen, hvor der blev konstrueret cementmøller. På øverste etage i en af de gamle, kringlede bygninger i Vestergade. FLS ejede en hel stribe af ejendommene i Vestergade, og disse var sammenbyggede på den mest opfindsomme måde, så at man – ad sindrige, snørklede veje – kunne komme fra den ene bygning til den anden. Fra vinduerne havde man frit udsyn til at følge rådhusduernes parringsleg på gesimserne på den modsatte side af gaden. Jeg kan garantere for at de gjorde deres bedste for at holde bestanden ved lige. Monna og jeg kunne igen som forhen følges ad til vore arbejdspladser om morgenen. Men vigtigere var det nok, at vi nu koncentrerede os alvorligt om fremtidige boligforhold. Vi boede jo stadig ‘på lånt tid’ hos svigerforældrene. Boligsituationen i disse efterkrigstider var bestemt ikke gunstig for unge nygifte, og udsigterne til at få en ‘egen lejlighed’ var yderst små.

Huset i Vesterled

Som sagt var det meget vanskeligt at få en lejlighed på det tidspunkt. Et besøg hos bekendte gav stødet til, at vi kom til at tænke i ganske nye baner. De havde nylig bygget eget hus med en attraktiv statsfinanciering, og det talte de meget begejstret for. Vi blev derfor vakte for en tilsvarende løsning på vort boligproblem, og blev derfor enige om at tage springet til selv at bygge vort eget hus. Man kunne den gang få et rimeligt statslån, som gjorde det overkommeligt at blive selvejer. Med de samme venners hjælp blev vi opmærksomme på en hjørnegrund i Brøndbyvester – på grænsen til Glostrup – i et kvarter, der kaldes ‘Vesterled’. Grunden lå på hjørnet af Fagervangen og Østervangsvej. Den kostede den enorme pris af 6000.- kr. En af betingelserne for opnåelse af det omtalte statslån – med rente 2,2 % og afdragsfrit gennem lange tider – var, at håndværksudgifterne ikke måtte overstige et vist beløb – jeg husker det som 40.000.- kr. – et ret betydeligt beløb den gang. Det gjaldt således om at få bygget så rummeligt et hus inden for disse rammer, og det kunne kun lade sig gøre, når en væsentlig del af arbejdet kunne udføres ved egen arbejdskraft til ‘billige’ timepriser.

Vi arbejdede grundigt med skitseforslag til husets indretning, når vi kom hjen om aftenen. Da skitserne endelig var færdige, fik vi derefter en arkitekt til at udføre de nødvendige tegninger til vor fremtidige bolig. Alt var forberedt for at sætte projektet i værk.

Familierne på begge sider havde lovet at hjælpe med byggeopgaven – og jeg skal love for, at de holdt ord. Begge familier sled i det. Alle hjalp til med at få den vildtvoksende grund renset for ukrudt og kvikgræs. Svigerfar gravede næsten egenhændigt grunden til husets kælder ud. Alle – også min far, Jørgen og Bent var aktive – og mødrene mødte op med kaffe på termoflaske. Selv blev jeg meget hurtigt afskåret fra at lægge mine egne arbejdskræfter i projektet i en væsentlig del af tiden, da jeg af firmaet blev sendt på en opgave i Aalborg. Det skulle være en kortvarig opgave af et par ugers varighed, men viste sig senere at være en alt for optimistisk vurdering. De 14 dage blev – i parentes bemærket – til 40 år i Aalborg!

Efter at byggepladsen således ved fælles hjælp var blevet gjort klar, kunne håndværkerne gå i gang med selve byggearbejdet. Den lokale murermester havde hele byggeriet i totalentreprise, og snart voksede begyndelsen til det flotte rødstenshus op og præsenterede sig fint og fornemt i kvarteret. Arbejdet skred godt og hurtigt fremad. Begge familier sled ufortrødent i det med de forskelligeartede opgaver, der tiden igennem fremkom. Monna og jeg glædede os fantastisk til den tid, hvor vi skulle tage vor nye domicil i besiddelse.

Ups!

Hele planen blev kuldkastet brutalt lige på en gang. Efter færdiggørelsen af min pålagte, kortvarige opgave på cementfabrikken i Aalborg blev jeg af firmaet dér tilbudt en stilling, som indebar, at jeg egenhændigt skulle stå for et ret omfattende forsøgsarbejde for at finde og afprøve nye muligheder for anvendelse af det råjern, som fabrikken producerede. Fabrikken, Cement-Jern Konsortiet, søgte en kvalificeret forsøgsingeniør fra FLS, og der blev så peget på mig. Det interessante i jobbet afspejlede sig i gagetilbudet. Jeg må utvivlsomt have løst 14-dagens opgaven på tilfredsstillende vis.

Det var et tilbud og vilkår, jeg dårligt kunne sige nej tak til. Jeg må tilstå, at jeg så det hele fra min egen synsvinkel – man kan måske sige – noget mandschauvinistisk. Jeg følte, at jeg herefter kunne kvalificere mig ved et rigtigt ingeniørarbejde, og at jeg ville kunne forsørge min kone, så hun ikke behøvede at arbejde. Dertil kom, at firmaet tilbød at skaffe tilfredsstillende og egnede boligforhold. Vi kunne måske supplere familielivet med et par børn. Jeg så faktisk det hele i tidens situation, hvor det var en særlig dyd at få et job, der gjorde én i stand til at forsørge en familie.

Det blev formentlig nok opfattet noget anderledes på den anden side af Kattegat. Måske ikke af forældrekredsene, som nok kunne se det fornuftige i den faste ansættelse, men af Monna, der skulle sige farvel til både sit arbejde og til det nye hus. Hun måtte faktisk rykke hele sin hidtidige tilværelse op. Fremtids drømme blev til bristede illusioner om en lykkelig fremtid i hovedstaden og indflytning i det nybyggede hus. Alle fremtidsplaner blev på én gang brutalt kuldkastet.

Monna opsagde sit job og rejse op til mig i Aalborg. Måske mere på grund af den store forelskelse end af en dybfølt glæde. Naturligvis var vi begge kede af, at vi ikke kom til at bo i det dejlige, næsten nybyggede hus. Familierne viste sig virkelig forstående over for situationen og gjorde pligtskyldigt arbejdet færdigt. Det færdigbyggede resultat blev et smukt og velindrettet parcelhus, men naturligvis var vi nødt til at afhænde det. Desværre var det ikke tilladt at sælge huset til en pris, der oversteg det fastsatte statslånsbeløb, så der var på den måde absolut ingen økonomisk gevinst ved det selvgjorte arbejde. Køberen fik faktisk hele denne indsats ganske gratis. Det var bittert, men vi var dog virkelig taknemmelige for den tjenstvillige, familiemæssige indsats med byggeriet. Som en sidegevinst rystede det nære arbejdsfællesskab med opgaven gevaldigt de to familier sammen.

Boligforhold

Det var nu en kummerlig tilværelse, jeg kunne tilbyde Monna, da hun i starten kom til Aalborg. Som en begyndelse blev vi nødt til begge at bo på ‘Krogen’, det pensionat, som jeg i hele den foregående tid havde været indkvarteret i. Det var absolut ikke spændende for Monna. Når de øvrige pensionærer have forladt huset om morgenen, var det alene hende, der var ladt tilbage. Pensionatet blev drevet af to ældre søstre og jomfruer, Marie og Sofie, – de var søskende til præsten ved Vor Frelsers kirke. De drev stedet med den yderste sparsommelighed. Det var stadig ‘mørkelægningspærer’ fra krigens tid, der sad i fatningerne. Hver morgen bimlede de højlydt med en klokke for at varsle om, at der blev indkaldt til en lille morgenandagt nedenunder – vel vidende, at kun Monna var til stede i hele huset. Hun ønskede dog ikke at deltage i disse lokale missionsmøder. Opholdet på pensionatet var absolut ikke et egnet boligforhold for en lille nygift familie, og en af fabrikkens fuldmægtige blev derefter sat på den opgave at finde et betydeligt mere passende sted for os at bo.

Det var i de år meget vanskeligt at finde ledige lejligheder. Derfor blev næste skridt en møbleret lejlighed på Kærvangs allé 25 i Kærby. Forholdene her var vel nok noget mere tålelige, men langt fra ideelle. Det var ikke sagen for os nygifte at flytte ind i andre folks forældede møblementer.

Mere ideelt var den lille lejlighed i Vestbyen, på Kastetvej nr. 60, overfor stadion, som vi snart derefter fik ved hjælp af fuldmægtigens indsats og en kasse cigarer. Ganske vist lå den i stuen og lige over porten ind til gården. Men med den intense trafik på Kastetvej – med biler og bybusser lige uden for vinduerne – mindede den dog en hel del om livet i storbyen. Denne lejlighed bekom os virkelig godt, og vi begyndte endelig at møblere vort eget hjem. Min broder, Jørgen, der var indkaldt til tjeneste i marinen besøgte os dér, da hans motortorpedobåd var indefrosset i Hirtshals på grund af den meget strenge isvinter.

Lejligheden lå ikke særligt langt fra Norden-fabrikken. Under et aftenbesøg derude fik vi kørelejlighed hjem med en kæmpestor lastbil, som i døgndrift kørte cementklinker fra Norden til Rørdal. Da Monna hoppede ned fra den meget høje bil, aborterede hun for første gang.

Johannesmindevej

Efter et par års tid blev der mulighed for af flytte ind i et af fabrikkens huse, der var beliggende tæt ved fabrikken. Her boede vi en årrække tillige med en kemiingeniør, der ledede fabrikkens laboratorium. Vi beboede stueetagen, og den anden familie havde første sal.

Nok var huslejen usædvanlig billig, nærmest symbolsk, og strøm og varme aldeles gratis. Fjernvarmevand og el var overskudsprodukter fra fabrikken, men det hele overskyggedes af det sorte, kulholdige støv fra fabrikkens skorstene, der uafladeligt væltede ned over huset og omgivelserne. Det var umuligt at hænge vasketøj til tørre udendørs. For at aflaste Monna med det huslige, antog vi en hushjælp fra nærområdet – kone til en af arbejderne.

Men husleje, varme og strøm var som sagt næsten gratis, så derfor fandt vi, at det ville være komfortabelt at kompensere ulemperne med anskaffelse af en bil. Det var ikke hvermandseje på den tid. Monna gik først til køreundervisning og bestod selvfølgelig med glans. Vi lejede så om søndagen en Folkevogn og kørte lange ture i omegnen. Jeg var selvsagt noget nervøs med mor – en kvinde! – ved rattet. Jeg klamrede mig krampagtigt til håndbremsen under kørslen, og var parat til at bremse køretøjet ved den mindste forhindring. Men det viste sig slet aldrig at være nødvendigt – hun klarede det naturligvis egenhændigt vældig fint – og selvfølgelig uden min hjælp. Så jeg måtte efterpå også selv vise, at jeg var i stand til kvalificere mig til kørekortet. Det gik! Vi købte en bil, en Fiat 600, men længe måtte vi vente på leveringen, og nøjes med at anskue vor bil daglig i forhandlerens udstillingsvindue. Der skulle i de tider søges om en importbevilling, som vi følte var uendelig længe undervejs. I ventetiden måtte vi så nøjes med at besigte køretøjet gennem glasruden på Vesterbro. Men endelig blev den frigjort, og vi fejrede det med at køre kilometerlange ture med en fyldt madkurv på bagsædet.

Fabrikslukning

Forholdene på fabrikken ændredes. Faktisk skulle hele virksomheden lukkes totalt på grund af tidernes ugunst. Jeg fik tilbud om ansættelse tilbage hos FLS, hvor jeg jo kom fra, og jeg påbegyndte allerede kort tid derefter denne fremtidige virksomhed. Det kunne tilfældigvis ske på selve Norden-fabrikken, hvor FLS havde en forsøgsinstallation. Desværre kom jeg kort tid efter til skade ved at falde tre meter ned fra et tag, og jeg brækkede ved denne lejlighed anklerne på begge ben og blev totalt uarbejdsdygtig. Afviklingen af fabrikken fortsatte dog ufortrødent. En meget betydelig del af funktionærerne fik enten andre job i koncernen eller blev fyret. Men der fremkom en midlertidig løsning på situationen i allersidste øjeblik. Den betød, at lukningen af fabrikken kunne udskydes, og der blev hermed skabt mulighed for en kortvarig videreførsel af fabrikken – i foreløbig ét år.

Alt imens jeg haltede omkring derhjemme med to krykkestokke og mine to brækkede lemmer- overladt til Monna’s kærlige pleje – ringede driftlederen en dag og spurgte, om jeg ville være med i fabrikkens fremtidige ledelse på de vilkår, at der kun kunne gives en tidshorisont på ét år. Da jeg jo i det samme var hjemmehaltende med mine tvende kvæstede maleoler, havde jeg ikke umiddelbart noget større tab ved at svare positivt til tilbuddet, Derved blev jeg – kort fortalt – teknisk chef og næstkommanderende på virksomheden – et betydeligt avancement – selv om det så ud til, at det var med en kortvarig jobudsigt med kun en horisont på ét år. Det var nødvendigt i den stilling at bo nær fabrikken, der kørte i kontinuerlig drift.

Jeg trivedes fantastisk fint i denne nye stilling, som gav en selvstændig mulighed for at forny udstyr og arbejdsgange på fabrikken. Ikke mindst sikkerhed blev et område, som interesserede mig. Så jeg var meget spændt på, hvordan fremtidsudsigterne ville se ud efter det første år. Men det gik dog langt bedre end forudset med at drive fabrikken ved hjælp af det reducerede mandskab. Efter det første års drift blev ‘lukningsspøgelset’ udskudt endnu et år – og derefter et par gange ‘endnu et år’. Fremtidsudsigterne kom således til at se noget lysere ud.

På trods af de dårlige boligforhold, står det for mig som nogle gode og lykkelige år. Jeg havde jo særdeles kort afstand til arbejdspladsen. Der var tilmed en meget kort arbejdstid og lang frokostpause på 1½ time. Monna havde rengøringshjælp til at bistå med at holde de værste støvpartikler fra døren. Det var en periode, hvor vi havde et godt familieliv sammen, og det resulterede i vel nok den største, glædelige begivenhed i vort liv, nemlig Hennings fødsel.

Vi havde på den tid skiftet den elskede Fiat 600 ud med en noget større bil, Fiat 1100, med henblik på den forestående familieforøgelse. Desværre kunne Monna ikke i sin gravide tilstand tåle duften i den nye bil, så jeg måtte begynde at ryge cigarer, for at fordrive duften fra køretøjet. Det lykkedes dog, da fødselen var overhængende, at få Monna transporteret sikkert til sygehuset i bilen – med lommetørsklæde for næsen. Drengen kom til verden den 19. maj 1960. Han blev født på Aalborg Kommunehospital. Episoder fra de tider blev i sin tid nedfældet i nogle tegnede ‘bulletiner’, som havde til formål at holde løbenhavner-familierne så realistisk som muligt underrettet om vor lille families tilværelse i det fremmede.

Allerede dagen efter fødselen kunne jeg som ‘nyfødt’ far anskue resultatet på sygehuset. Jeg måtte tilstå, at jeg ikke den første gang imponeredes synderligt over udseendet. Jeg syntes ikke, at han var overvældende køn. “Han ligner jo Krutchof!”, skal jeg skamløst og impulsivt have udbrudt. Det var den daværende, ikke særlig charmerende, russiske præsident. Nåh – det viste sig snart, at drengen voksede sig kønnere og kønnere, som dagene gik – måske kom han endda forhåbentlig til at ligne faderen!.

Ny tjenestebolig

Det så efterhånden ud til, at fabrikken var kommet ind i smult vande og ikke stod for lukning hvert eneste år. Så derfor påpegede jeg kraftigt vore utilfredsstillende, dårlige boligforhold. Den noget ældre salgsingeniør – som på grund af indskrænkningerne – var blevet overflyttet fra det nedlagte salgskontor i Københvn – havde året forinden fået bygget en ny tjenestebolig,

Det resulterede i, at Monna og jeg af bestyrelsen fik bevilget et splinternyt arkitekttegnet hus, hovedsagelig bygget af produkter fra Eternitfabrikken. Det skulle ligge betydelig længere væk fra fabrikken end den hidtidige, støvplagede bolig – på Johannesmindevej 30 – i tilpas afstand fra de rygende skorstene. I samråd med arkitekten kunne vi selv være med til at indrette huset. Vi flyttede ind i 1961, da Henning var ét år. Det var vor første helt rigtige bolig, og vi udstyrede den med gode, moderne møbler af de fremmeste, danske arkitekter. I det hjem fik Henning fra sit allerførste år trådt sine børnesko under absolut renlige forhold.

Der hørte en kæmpehave på ½ td. land til huset. Det var dog ikke noget problem, da der fulgte havemand med til pasning. Henning nød det støvfri liv i den store have og hjalp ihærdigt havemændene, Lund og Isse (Eriksen) med deres arbejde og lærte derved de aalborgensiske dialekter.

Jeg var begyndt at synge i Filharmonisk Kor. Monna have travlt med sønnen. Vi fik ofte familiebesøg fra København. Farmor og mormor ville gerne komme op for at se og nusse med Henning, der var blandt de første børnebørn i de to familier. Min fætter, Arne, kom ofte på besøg, efter at han havde fået beskæftigelse med ingeniørundervisning på det nye universitet.

Monna fik for første gang i Aalborg i 1965 et job. Det var som vikar for vor veninde fra koret, Ellen Frandsen, som gik på barselsorlov og nedkom med datteren, Bodil. Arbejdsopgaven bestod i at være sekretær i Aalborg Byorkester. Det var et job, der i høj grad tiltalte Monna. Det var, som om hun nu fik brug for hidtil slumrende kræfter. Hun fik anvendelse for sine enimente egenskaber med både maskinskrivning og stenografi. Begge dele beherskede hun suverænt. Livet i orkestreret interesserede hende, og hun faldt godt til i orkesterverdenen. Kapelmester Jens Schrøder dikterede lange breve til udenlandske dirigenter og solister, og navnlig de yngre musikere lagde hyppigere end ellers deres gang ind om kontoret. Hun havde – som jeg selv tidligere havde erfaret det – en ‘musisk tiltrækningskraft’. Jeg fornemmede, at Monna i denne periode følte et betydeligt selvværd – det at tjene sine ‘egne penge’ var med til at styrke identiteten.

Som nævnt var hun umådelig dygtig til stenografi. Hun benyttede livet igennem denne kryptiske skriftform til sine notater i sine daglig førte lommebøger. Herved er jeg blevet totalt hindret i at læse hendes inderste tanker.

Ny Volvo

Vi anskaffede i 1965 en splinterny Volvo bil, så hun var rimelig flot kørende, når hun dukkede op på byorkester-kontoret om morgenen. Den nu 4-5-årigede Henning havde fået plads i børnehaven ‘Mette’. En dag, da hele børnehaven var på formiddagstur travede de ind på Aalborghallens parkeringsplads. Neden for byorkesterets vinduer bekendte Henning med stolthed, samt fast og klar røst, for den samlede flok børnehavevenner, at “deroppe arbejder min mor!”. I samme periode anskaffede vi en ‘reservebedstemor’, fru Bülow, til at passe Henning, når vi var i byen, til koncerter o.lign.

Jeg blev valgt som formand for koret. I 1968 havde Byorkesteret 25 års jubilæum, hvor vi sammen var indbudt til en storstilet fest i Aalborghallen. Samme år havde jeg også selv 25-års jubilæum. Jeg kom i lære i en afdeling af FLS-koncernen i 1943. På dette tidspunkt røg vi begge cigaretter – efter Monna’s beskrivelse ‘røg’ jeg dem ikke – nej, jeg ‘åd’ dem! Det skal nok passe, for det var vist en for stor fristelse, når gæste-cigeretter lå frit tilgængelige i skrivebordsskuffen. I forbindelse med jubilæet fik jeg røget så flittigt, at jeg blev syg deraf, og i min ynkelige kvide besluttede jeg at holde op. Det bifaldt Monna, og stoppede solidarisk med det samme. Jeg måtte dog gennem en langvarig ‘kur’ med tyggegummi, inden ‘tobaksdjævelen’ var drevet helt ud af kroppen. Jeg er taknemmelig for den uvurderlige støtte, Monna ydede mig også ved den lejlighed.

For mit vedkommende var det i høj grad travle arbejdsår. Udover de mangfoldige opgaver, som jeg havde fået, da fabrikken kom på fode efter den forventede lukning, begyndte jeg at arbejde med mine egne planer om at starte en decideret maskinproduktion på fabrikken.

Det krævede en stor indsats med at få et sådant projekt sat i værk. Det skal nok have bevirket, at alle disse bestræbelser i betydelig grad er blevet søsat på familielivets bekostning. Ganske vist forekom det mig ikke, at jeg forsømte noget, jeg boede jo meget nær arbejdspladsen og brugte ikke megen tid på transport o.lign.

Men tankevirksomhed og problemløsninger gled sikkert i betydelig grad fra familiens og over på fabrikkens problemer. Måske skabte arbejdslivet på den måde en art rivalisering med familielivet. Det kunne næppe undgåes, at det indebar en overvæltning af ‘omkostninger’ til hjemmefronten. Man kan næppe ‘tjene to herrer’ – og potentialet kan sikkert ikke ‘deles lige over’ i to lige store halvdele. Mon ikke at der i sådanne forhold i vor tid ligger en betydelig del af årsagerne til, at familier opløses, og børn efterlades med ‘papfædre’.

Heldigvis udviklede situationen i Monna’s og mit ægteskab sig ikke i en så drastisk grad.

Det må dog påpeges, at det netop var i denne periode, at det begyndte at skrante kendeligt med Monna’s psykiske helbred. En psykolog ville utvivlsomt kunne spore en sammenhæng mellem de ovennævnte forhold.

Nogle år senere gik salgsingeniøren på pension, og vi blev – med den nu forøgede familie – interesseret i at overtage hans fraflyttede hus – på Johannesmindevej 28 – nabo til vor hidtidige bolig. Det var vel i 1967-68. Huset var tegnet af samme arkitekt, som det, vi hidtil beboede, men det var en hel del mere rummeligt, og der hørte en tilsvarende stor have til.

Henning

Henning udviklede sig vældigt igennem hans første år. Han lagde på forskellig vis særlige evner for dagen. Specielt kan det nævnes, at han bar på en bemærkelsesværdig kreativitet,
når det drejede sig om at tegne og male. Store mængder af tegninger – afspejlende aktuelle situationer – flød i en lind strøm fra hans hånd. De fleste blev udført på bagsiden af papir fra kopiering af orkesternoder. Udmærket tegnepapir, som Monna i stor mængde havde hjembragt fra Byorkesterets kontor. Alle aktuelle situationer blev gengivet i Henning’s streg. Senere hen fremviste han sine interesser i form af ‘grafitti’ i skolebøgerne. Fly og rumraketter var gennemgående motiver – sågar i salmebogen! Hans bøger var yderligere forsynet med hans selvtegnede ‘ex libris’. som afspejlede nogle af hans interesseområder, som værktøj og transistorer.

Vejlefjord

Det skete fortsat en forværring med Monna’s helbred. Hun havde en virkelig god læge, Sigrid Persson, som hun havde meget stor tillid til. Ligeledes havde hun en god støtte i to af vore veninder i bekendtskabskredsen. Men den psykiske angst viste sig at være kommet for at blive.

Det resulterede i indlæggelse på Vejlefjord Nervesanatorium i en 3 måneders periode fra januar 1968. Sanatoriet var beliggende i vidunderlig skønne omgivelser ned mod Vejle fjord. Det var et ophold, hvor hun gjorde en fantastisk kraftanstengelse for at komme ud af neurosen. Hun gennemgik behandlinger, der blev karakteriseret som ‘døsekure’.

For Henning og jeg var det en periode, hvor vi måtte lægge vor tilværelse totalt om. Monna’s sygdom og fravær var naturligvis et stort savn for os begge – men måske ikke mindst for Henning på syv år. Tilsyneladende modnede det ham, at vi to – far og søn – nok skulle klare det hele alene, selv om vor mor var væk. Vi måtte sammen finde løsninger på vor del af situationen. I et arbejdsfællesskab. Hvordan kunne vi få klaret arbejde, skolegang og måltider? I et vist perspektiv cementerede det forholdet mellem far og søn. For mit eget vedkommende kolliderede Monna’s fravær naturligvis med mit mere og mere krævende job på fabrikken.

Henning gik på det tidspunkt i skole på Klostermarksskolen. Til al held viste det sig, at vi i førnævnte fru Búlow fik en værdifuld støtte. Hun boede i Istedgade, ganske nær ved skolen, og hentede Henning hver dag efter skoletid. Så lavede hun varm mad til os alle tre. Det spiste vi sammen hos hende, når jeg havde fyraften. På den måde klarede vi os ugen igennem. Men vi savnede vor mor mellem os, og der er ingen tvivl om, at det lange fravær på længere sigt har givet Henning ar i sindet. Dog bemærkede jeg – som nævnt – aldrig på daværende tidspunkt, at han beklagede sig, men tvært imod ivrigt viste, at han var i stand til at vokse med opgaverne, så at vi to nok skulle holde vor lille, daglige tilværelse gående.

Hver eneste dag fløj der breve af sted mellem Vejle og Aalborg – og omvendt. Korrespondancen fra begge sider er opbevaret i Familiearkivet. Den fortæller mere end et referat om savnet i begge lejre. Der er små, trøstende breve med tegninger fra Henning. Hver eneste lørdag startede vi bilen og kørte den lange vej til Vejle for at besøge mor. Nok var det lange ture, men det var alligevel store lyspunkter på begge sider i den trælse tid.

Selv om lægerne på sanatoriet mente, at have fået bugt med angstpsykosen og sendte Monna hjem, så viste det sig, at resultatet stadigvæk ikke var godt nok. Det kom bl.a. til udtryk ved, at Monna nok kunne køre bil, men der var visse vejstrækninger hun aldeles ikke kunne overskride – ikke af færdselsmæssige – men af psykiske årsager. Det var som om tvangstanker lagde en usynlig bom tværs over vejen. Veninderne hjalp med at få hende over disse ‘dødpunkter’, men forgæves.

Atter til Vejle

I marts 1971 blev det derfor påkrævet med endnu en tur til Vejlefjord. Også denne gang blev det af 3 måneders varighed. Henning og jeg genoptog det fælles husholdningsarbejde og lørdagsturene til Vejle. Henning var nu i 11-års alderen, og han syntes ikke mere, at det var nødvendigt at blive passet af fru Búlow. Hans oplevelser med Bülow var ikke så positive, som jeg vurderede det ud fra den praktiske nytte, som i en vis forstand tidligere fik det hele til at fungere. Han kunne nu sagtens passe sig selv. Det nye ophold på Vejlefjord viste sig at give bedre resultater denne gang, og vi var lykkelige for at få en betydelig raskere Monna tilbage. Herefter blev familien glædeligt samlet, og gik en lykkeligere fremtid i møde.

Det har altid imponeret mig at konstatere, hvor stor målrettethed og hvor mange kræfter, Monna selv lagde for dagen for igen at komme ‘ovenpå’. Hun betragtede ikke læger, psykologer og sygeplejersker ud fra en negativ synsvinkel, men som potentionelle hjælpere.
Hun havde derfor en positiv og god dialog med dem. Hun søgte selv ad andre veje – bl.a. gennem litteratur – at sætte sig grundigt ind i sin situation. Hendes efterladte bibliotek afspejler hendes interesse for sindets sygdomme – og psykologi – i høj grad. Det er litteratur, der er blevet studeret særdeles flittigt.

Arbejdsliv

Et vigtigt skel skete i foråret 1973, hvor hun fik et job i en teknisk maskinforretning, firmaet Jul. Jacobsen. Her blomstrede hun virkelig op. Samværet med kolleger og kunder fra smede- og maskinbranchen tiltalte hende på en god måde, ligesom den ligefremme – måske lidt ‘frække’ og pågående ‘smedetone’ – passede hende. Det var, som om hun i det job genfandt en selvstændig identitet, som hun havde savnet gennem årene. Desværre måtte hun finde sig i at blive fyret efter 8 år, i 1981, da firmaet gik i betalingsstandsning.

På Vejlefjord havde Monna truffet en medpatient, der var medlem af Frimurerbevægelsen. Han var præst og havde fortalt hende – formentlig begejstret – en del om denne bevægelse, og det havde interesseret hende. Hun så derfor gerne, at også jeg søgte optagelse i dette broderlige logeselskab. Jeg måtte så til skrædderen for at kunne iklædes det obligate kjolesæt – og til hattemageren for at få en høj hat. For mig resulterede det i et par års medlemskab i logen, hvor jeg efterhånden opnåede en såkaldt 4-5 grad. Jeg drog hjemmefra iført kjole og sort vest – samt ordner, når jeg skulle til møderne i logen ‘Cimbria’ i Saxogade. Jeg var en tid lang solosanger ved medlemsoptagelser. Flot må jeg have præsenteret mig iført kjole, høj hat, skødeskind og sabel, når jeg med min tenorstemme festliggjorde nye medlemmers indtræden i fællesskabet. Efter et par år udtrådte jeg dog af logen og blev i stedet medlem af Aalborg Vestre Rotary som i højere grad havde til mål at skabe kontakter, erhvervsfolk imellem. Jeg blev dog senere usikker på, om det med logen i virkeligheden havde haft Monna’s allermest dybfølte interesse.

I samme periode indledte jeg en bibeskæftelse baseret på min interesse for sanglige udfoldelser. Det var som kirkesanger, først i Vor Frelsers kirke, senere i Ansgarskirken, hvor også Henning i en årrække var med i børnekoret.

Når jeg her i eftertænksomhedens stund genkalder situationen fra dengang, kan jeg ikke fragå, at jeg har deltaget i mange aktiviteter, der må have virket konkurrende med mit privatliv og mit familieliv. Alene arbejdet på fabrikken og opbygningen af maskinfabrikken havde – med de problemer, det kunne afkaste – været beskæftigelse nok i sig selv. Selve indsatsen for at vedligeholde beskæftigelsen på den gryende maskinfabrik krævede gode kundekontakter, hvilket også indebar samvær og middage med potentielle kunder.

Men udover alt dette, som vedkom vor egen virksomhed, hæftede der sig efterhånden en række ‘borgerlige ombud’ på. Det var deltagelse i relaterede foreninger, såsom Arbejdsgiverforeningen, Nordjysk Jernindustriforening og Provinsfabrikantforeningen. På det lokale plan var der Aalborg Erhvervsråd og Symfoniorkesteret. Der skal såmænd nok have været et par stykker til, der har røvet tid fra hjemmefronten.

Selv om det ikke direkte har med historien om Monna at gøre, tager jeg det med for at tegne et så retvisende billede som muligt af vor hjemlige tilværelse.

Deltagelse i alle disse aktiviteter ‘uden for hjemmet’ må utvivlsomt have optaget plads på bekostning af familielivet – både over for Monna – men ikke mindst over for vor søn, som sikkert efterhånden ikke fik samme faderlige omsorg, som i tidligere tider. Han var nu kommet i den følsomme teen-age alder. Monna har i hvert fald alvorligt orienteret mig om dette forhold, hvor jeg måske nok var kommet til at lægge en større intensitet i at pleje problemerne på den ydre front, frem for at være opmærksom på – og passe – dem for den nære familie på den hjemlige bane.

Rejser

Monna og jeg havde i denne periode to gode, lange rejser til den oversøiske verden. I 1980 til USA i forbindelse med firmaopgaver. Det indledtes med besøg i New York og på FLS-fabrikken i New Jersey. Derpå var vi i Aspen i Colorado, hvor jeg deltog i en uges konference, alt imens pigerne flittigt studerede omegnen. Derefter var vi sammen med venner og kolleger på en spændende tur rundt i ‘det vilde Vesten’ – gennem nationalparker, canyons og indianer-reservater.

I 1986 rejste vi sammen med Hurvigs til Mexico – også for firmaet. Den interesssante tur bød på studier af den fortidige, højt udviklede Maya-kultur med de imponerende pyramider. Vi gjorde en rundtur i landet og besøgte bl.a. FLS-fabrikken i Monterrey. Turen afsluttedes med et ugelangt ophold i et luksushotel på Yucatán-halvøen lige ud til den mexikanske Gulf.

Det var et par gode, lange ture, som gav Monna og mig nogle fantastisk gode oplevelser, som vi ofte senere vendte tilbage til.

Dagligliv

Monna kunne godt lide at chokere omgivelserne, når hun havde lejlighed til det. En dag var det mig, der fik choket. Fra mit kontorvindue på fabrikken kunne jeg overskue Johannesmindevej. En dag så jeg en kvinde med et nærmest selvlysende, rødt hår stige ud af Mølholmsbussen. Jeg måtte nærmest knibe mig selv i armen – for at konstatere, om jeg drømte eller var vågen – da jeg opdagede, at det min sandten var min egen Monna, der kom direkte fra frisøren og på denne måde ville ‘fyre op’ under vort ægteskab.

Der blev nu ikke så lang tid, hun blev nødsaget til at tage bussen, når hun skulle til byen. Hun fik snart sit ønske om sin egen bil opfyldt. Det blev en Mazda. Her udvekslede hun dog farven fra det ildrøde til det skrigende knaldgule. Ingen skulle være i tvivl om, at her kommer Monna! På et senere tidspunkt fik hun ommalet bilen til samme farve, som min firmabil. Monna’s bil gav hende en værdsat frihed i mange år. Den endte sine dage hos Anne og Henning på Sjælland, men der blev den også totalt nedslidt, da den tærede undervogn ikke i længden kunne udbedres med træsider fra tomme vinkasser.

Da vi nu var kommet til Nordjylland, hvor jeg som feriedreng havde opholdt mig hver eneste sommer i skoletiden, var det naturligt, at vi besøgte gamle venner fra den gang. Her lærte Monna en del af det særegne nordjyske sprog, og om den ligefremme måde, nordjyder har at udtrykke sig på. “Do ser noed tøj ud, har do det int’ så godt?”, var indgangssalutten til denne verden, “do svier vist for manne cigaretter!” Men det blev et godt bekendtskab i adskillige år. Mangen en kokkekylling har måtte lade livet, når vore søndagsture gik til Lunde mark.

Utallige gange rejste vi til Sjælland for at vedligeholde kontakterne til vore familier dér. Det var altid festlige stunder, når vi dukkede op som pust fra ‘en anden verden’. Stundom gik turen også sydpå til Kolding, hvor søsteren, Birgit, med sin familie boede. Desværre var der i en lang periode nogen kølig luft, søstrene imellem. Formentlig bundede det i en form for misundelse fra søsterens side over de bedre kår, Monna havde fået i tilværelsen.

Det kunne ikke skjules, at Monna aldrig havde fået sin sjæl bragt helskindet med til Aalborg. Om det har sin rod i den brutale omplantning i sin tid, må stå åbent. Trods alt må det siges, at når det gjaldt, så stod hun altid trofast bi. Det viste sig, når der var receptioner på Norden – og det var der tit – så optrådte hun som den virkelige værtinde og ‘direktørems kone’. Også når der var spisning med gæster, så var hun immer beredt til at tage af sted – godt konverserende – og en præsentabel værtinde både for fabrikken og – ikke mindst – for mig. Jeg følte både glæde og stolthed ved, at hun på denne måde ‘hjalp’ mig i mit arbejde.

Monna søgte livet igennem stadig at dygtiggøre sig. De mange eksamensbeviser fra bl.a. VUC og Folkeuniversitetet fortæller, om de mange forskellige fag, hun har frekventeret i tidens løb.

Ny teknologi

Som et kuriosum kan jeg fortælle, at hun til sin fortrolige læge en gang betroede sig. Det faldt hende for brystet, at Henning og jeg fordybede os for meget i alt det nymodens med computere og al den slags djævelskab. Hun syntes, at det lukkede hende ude af sin søns og mands verden. Hun følte sig virkelig meget utilfreds med at blive sat udenfor. Jeg blev kaldt med op til lægen, der var en fornuftigt dame. Hun sagde til Monna, at hun absolut ikke skulle irriteres over mændenes interesse for alle disse nye strømninger. Det måtte være hende selv, der måtte sætte sig ind i den nye teknik og se at komme op på bølgelængde. Dette bastante råd tog Monna alvorligt op, gik til EDB-undervisning og efter den tid var der ikke tale om, at vi sad for meget ved computeren. Tværtimod var det betydeligt sværere at få lov til at bruge den efter den tid.

Denne lille episode hos lægen karakteriserer en særlig side hos Monna. Hun ville ikke stå tilbage, men ville gerne gøre en ekstra indsats for at være mellem de fremmeste.

Mange dybfølte livsbetragtninger har Monna skrevet ind med DSI-tekst – og forsynet med både dato og klokkeslet. Hun har efterladt en mappe med sine ‘Strøtanker’, et ganske interessant og dybfølt lille, privat værk, der i mange afsnit afspejler Monna’s tanker og indstilling til livets spørgsmål over et meget bredt spekter. Det er ikke tanker, der var tiltænkt andre – men det tilfredsstillede hende, at få dem skrevet ned. Computeren blev således en tålmodig ‘ven’, som hun tyede til med sine tanker og meninger – måske i mangel på anden kontakt!

Lige fra begyndelse af den vanskelige neurose-periode har hun med stor flid søgt løsninger på sine problemer i alt, hvad der kunne findes i litteraturen. Jeg har stadig hendes bibliotek med de mange psykologisk orienterede bøger stående på bogreolen. Det er ikke bøger, der er købt for lyst eller for spraglede omslag skyld. Det er bøger, der vitterligt er blevet læst. Det vidner de mangfoldige understregninger om. En særlig raritet, der afspejler hendes interesse for psykologiens verden og problemer, er hendes egen lille afhandling om ‘Angst’, hvor hun behandler emnet ud fra Kierkegaard’s og Freud’s teorier. Et imponerende lille, gennemarbejdet værk med en klar og moden stillingtagen til det vanskelig tilgængelige emne..

I det hele taget gjorde hun gennem tiden en betydelig indsats for at bevare både krop og sind. Hun dyrkede bl.a. yoga. Monna var en tid lang betydelig optaget af Julie Vøldan’s teorier om plus-minus-balancen, og deltog på et tidspunkt i en uges kursus om emnet i Svendborg.

Musik

Lige fra vor første tid sammen har musik været et fælles interessepunkt i vor tilværelse. Faktisk var det vel et af de grundelementer, der førte os sammen. Som omtalt gik vi til alle de klassiske koncerter, vi kom i nærheden af. Efter at jeg var blevet optaget i Fiharmonisk Kor, følte Monna også, at hun ville gøre forsøg på at følge med på den vej. Ikke alene deltog hun i korets prøvearbejde. Hun søgte også privat sangundervisning for at fremme sine muligheder. Desværre kom også her problemerne med psyken ind i billedet og ødelagde projektet, da hun måtte tage ophold på Vejlefjord. Sangundervisningen blev ikke senere taget op.

Gennem min mangeårige deltagelse i orkesterbestyrelsen havde vi fri adgang til alle Aalborg Symfoniorkesters koncerter. Det benyttede vi os i høj grad af. Så det blev i årenes løb til en perlerække af gode, musikalske oplevelser. Monna var ikke blot tilhænger af det traditionelle, klassiske repertoire. Hun havde åbne ører for nye, anderledes og moderne toner. Eksempelvis tabte hun totalt sit hjerte til en komposition af Samuel Barber, ‘Dance of Medea’, som blev spillet af symfoniorkesteret. Dette – ellers sjældent opførte – musikstykke gjorde et enormt stærkt indtryk på hende, så vi måtte ad alle tænkelige veje søge at få det anskaffet til cd-samlingen. I symfoniorkesterets venneforenings blad ‘Symfo-Nyt’ skrev hun en varm hyldest til dette værk.’Medea’-kompositionen matchede på en særlig måde hendes følsomme sind.

I de sidste mange år blev hun grebet af den tyske folkemusik i videoindspilninger, og fyldte huset med disse populære og livsbekræftende toner. Mon ikke det var en reminiscens fra vor allerførste udenlandstur, der gik til Rhinlandet? Her mødte hun for første gang den smittende og medrivende tyske folketone. Nok kunne stuerne jævnlig genlyde af de germanske melodier – men der forsømtes dog alligevel ingen lejlighed til at få ‘Medea’ sat på cd-afspilleren.

Anne og Henning

Hennings store interessefelt gjorde hans tidligere værelse for småt, og han måtte overtage forældrenes soveværelse. Det blev arnested for fremstilling af allehånde elektroniske forsøg, og værksted for selvbyggede radioer og forstærkere. Reoler og udstyr til værelset blev fremstillet i vaskehuset. Han havde såvel kreative evner og et godt håndelag. Fra den lukkede Cement-Jern fabrik overtog han en lille drejebænk, som blev opstillet i garagen.

Snart genlød huset både af sød – men forstærkerkraftig – musik fra værelset, suppleret med det snurrende maskinakkompagnement fra drejebænken i garagen. Herude fremstilledes der lysestager i messing til alle medlemmer i familien. På et vist tidspunkt fyldtes garagen yderligere op med et utal af gamle skriveborde fra den afviklede cementfabriks tid. Disse skriveborde rensede han grundigt for årgammelt smuds og satte dem i stand, hvorpå han indrykkede salgsannoncer i Aalborg Stiftstidende og fik dem hurtigt afhændet og leveret.

Værelset blev også lejlighedsmæssigt samlingssted for kammeraterne, når de skulle ‘varme op’ inden de obligatoriske fredagsture gik til diskoteket, ‘Gaslight’, i Jomfru Anegade.

I 1978 var Henning færdig både med skolegang på Klostermarksskolen og en tre-årig gymnasietid på Hasseris Gymnasium.

Samtidig med, at han bragte studenterhuen i hus, hjemførte han også en sød, ung pige, Anne. Det var sikkert et håndgribeligt resultat af besøgene på diskoteket. Ikke noget dårligt valg, for det var en sød og indtagende pige med et lyst sind. Monna og jeg kom hurtigt på god fod med hende. Hun var faktisk det, man kunne kalde: en rigtig ‘svigerforældres drøm’.

Same procedure

Henning skulle nu påbegynde sit studium som civilingeniør på universitetet i Aalborg, samtidig med, at Anne fuldførte sin uddannelse. Henning ønskede af den grund at disponere over husets noget afsides beliggende gæsteværelse, hvor man kunne være i ro og fred uden unødig forældreindblanding. Her studerede han til Anne’s strikkepinde-akkompagnement. Ja, det var ikke særlig mærkeligt, at Monna og jeg sendte hinanden et par forstående blikke og smil. De unges måde at studere på fik os to gamle til at mindes de tilsvarende forhold i vor ungdomstid på det primitive loftsværelse i Struenseegade. Det kunne jo tyde på, at historien ville gentage sig – og forhåbentlig med samme gode fortsættelse, som var blevet os til del.

Udviklingen indebar, at Monna og jeg igen kunne få soveværelset til vort brug. I en årrække havde vi været henvist til at sove separat i hvert sit værelse.

Da Henning i 1983 havde fuldført sin civilingeniøruddannelse forlod de begge Aalborg og flyttede til Ballerup, hvor Henning direkte fra universitetet havde fået job hos Chr. Rovsing. Afrejsen foregik med de sammenbragte møbler på ladet af Nordens varebil, og var særdeles festlig. Anne spillede en afskedsmelodi på blokfløjte, mens bilen gled ud på vejen og tog kursen mod de fremtidige horisonter – og efterlod os to gamle tilbage på Johannesmindevej.

Ikke alene blev der et godt og varigt forhold til Anne, men også til hendes familie i Nørresundby opstod der et årelangt venskab. Det bevirkede en lang guirlande-kæde af julefestligheder sammen – skiftesvis i de to familier.

Huset i Allerød

En kurre på tråden smertede Monna særdeles. Det var da Anne og Henning for en tid afprøvede en tilværelse ‘hver for sig’. Hun kunne genkende de følelser, som hun ved den lejlighed genfandt i Henning’s sind. Efter på den måde at have ‘smagt på naboens græs’ fandt de unge dog heldigvis sammen igen, og genoptog samlivet, nu med en familieforøgelse – en ruhåret gravhund, Kasper. Vort allerførste ‘barnebarn’ skulle vise sig at være ‘firbenet’! Kasper holdt på sin vis familien samlet. Dens daglige pasning indebar, at der ikke blev mulighed for større aktiviteter og fristelser uden for hjemmet.

Efter et par år i det lidet spændende betonbyggeri i Ballerup, tog det unge par skridtet til at investere i et parcelhus i Allerød. For at besegle den fremtidige tilværelse blev de enige om ved samme lejlighed at gifte sig. Det skete den 26.11.1988 på Aalborg gamle Rådhus.

Parret faldt hurtigt til rette i det skønt beliggende hus med både have og sø. Det skulle fremover blive deres hjemmebase i tilværelsen.

I 1989 skulle de have deres første barn. Det ventede de naturligvis med stor spænding på. Ja, den glædelige begivenhed ventede Monna og jeg også utålmodigt på. Det skulle være vort første barnebarn. Alt var forberedt for at give den nyfødte den bedste velkomst til verden. Barnevognen stod allerede klar i entreen. Fra den dag, da Anne kom på sygehuset, hvor fødslen skulle foregå, sad Monna og jeg i Aalborg som fastlimet ved telefonen, ventende på et glad budskab om, at alt var forløbet planmæssigt. Dette håb blev dog brutalt gjort til skamme, da Henning nedslået måtte rapportere, at resultatet var blevet en dødfødt pige. Den nyindkøbte barnevogn måtte returneres, og vi delte deres store skuffelse over det mislykkede resultat.

Planlagt otium

I slutningen af 80’erne fandt jeg – efter snart 40 år på Norden og næsten 30 år som direktør for maskinfabrikken – at det var tid til at holde op. Monna og jeg beseglede denne beslutning i et lånt sommerhus ved Tranum strand. Kort tid forinden var Norden blevet et selvstændigt aktieselskab, og jeg selv blev udnævnt til administrerende direktør. Straks efter denne beslutning meddelte jeg bestyrelsesformanden min beslutning om at forlade jobbet inden for det følgende år. Når man havde fundet en afløser. I tråd med beslutningen satte jeg alle yderligere gageforhøjelse m.m. ind på pensionskontoen for at sikre økonomien i den forlængede pensionstid. Jeg var henvist til at være totalt selvfinancierende. Da jeg ikke var medlem af en fagforening kunne jeg således heller ikke komme ind under den allerede den gang så populære efterløndordning.

Det var hensigten, at bruge den erhvervede fritid til rejser og på os selv. Desværre trak det ud for bestyrelsen med at finde en afløser, og det resulterede overraskende med, at fabrikken blev solgt – sammen med mig som direktør. Jeg gjorde med det samme den nye ejer opmærksom på min beslutning om at holde op, og at den beslutning stod ved magt. Derpå tilbød han mig at blive næstformand i bestyrelsen. Det var jo af afgørende betydning for ham at fastholde de hidtidige kontakter til kundekredsen. Hans ejerskab af fabrikken varede dog kun en meget kort tid Efter godt et års tid måtte han kaste håndklædet i ringen. Han var i øvrigt en gavmild og festlig fyr, der havde sans for de festlige og spektakulære indslag i bestyrelsesarbejdet. Det gav sig udslag i nogle spændende oplevelser for Monna og jeg på Sydfyn, hvor han boede.

Han holdt således sin 50 års fødselsdag på en lille ubeboet ø, Kidholm, tæt ved den sydfynske kyst. Nok lå øen ikke langt fra kysten, men man måtte dog tage sko og sokker i hånden og soppe de få hundrede meter over til øen, Men en herlig fest blev det med grillet gris og folkedans, så hele øen gungred’. Sådanne oplevelse forstod Monna at sætte pris på.

Otium

I en periode derefter var jeg arbejdende bestyrelsesformand for banken, der havde overtaget fabrikken. Men den stod ikke til at rede og i 1992 gik den i betalingsstandsning.

I denne periode overtog jeg en del af rengøringsarbejdet og andre opgaver i hjemmet. Monna elskede at komme i butikker, og nu havde jeg tid til at følges med hende. Familielivet blomstrede. Et par gange ugentlig kørte vi formiddagsture ud til Bilka for at proviantere. Jeg blev oftest ‘parkeret’ i vinafdelingen, mens selve indkøbene stod på. Indkøbsturene afsluttedes typisk med en hyggelig formiddags-frokost i cafeteriet, inden vi drog hjemefter.

For fuldstændighedens skyld skal det også nævnes, at Monna tillige kunne lide at komme i tøjbutikker. Der fulgte jeg også troligt med, omend tiden oftest blev særdeles langvarig. Monna faldt aldrig over det første, det bedste. Nej, der skulle adskillige prøver og beskuelser til, inden de endelige valg blev truffet. I visse butikker kunne man fordrive ventetiden med at læse ‘Børsen’, når man ikke ‘eksaminerede’ i prøverummet. Monna’s tøjindkøb blev nu altid vellykkede med klæder, der var in i lang tid fremover. Ja, jeg observerer, at Anne stadig finder anvendelse for diverse arvede klædningsstykker.

Efter de sidste – noget turbulente – år med opgaver for den afviklede fabrik, skulle vi endelig helt og fuldt rigtig nyde friheden. Men ak, sygdom kom imellem. Monna følte unormaliteter i underlivet. Den kvindelige læge, der havde afløst vor tidligere, trofaste huslæge gennem mange år, vurderede det som underlivsbetændelse Ved nærmere undersøgelser – men desværre unødvendigt forsinket – viste det sig, at det var en tumor i æggestokkene. Turen gik hastigt til sygehuset for operation og analyse af tumoren.

Der fik Monna det frygtelige budskab, at prøven viste sig at være ondartet. Det var en bombe, da hun fik denne oplysning. Dybt nedslået sukkede Monna – lige vågnet af operationsdøsen: “Ja, tænkte jeg det ikke nok!”

Bristede fremtidsdrømme

Herefter var fremtidsudsigterne til rejseliv og alt det, vi havde glædet os til, gået fløjten. Et stort held var det dog, at vi havde hinanden. Tiden gik med flere hospitalsbesøg på Aalborg sygehus. På sygehuset fik Monna kontakt med en ung, kvindelig psykolog, der gav hende en enorm støtte. I sin fortvivlede situation følte Monna et forstærket ønske om at komme til Sjælland – til sin søn og svigerdatter, der tilmed ventede et barn i foråret 1993. En begivenhed, vi naturligvis også så hen til.

Hun havde ofte gennem tiden frembragt ønske om, at vi skulle flytte til København, men det havde ikke været muligt af hensyn til mit job. Hun formulerede nu sit store ønske i et lille brev, som stadig findes i hendes overleverede ‘Strøtanker’. Det gjorde et enormt stærkt indtryk på mig. På det grundlag fik hun også mig interesseret i hurtigst muligt at rykke teltpælene op.

Vi bestemte hurtigt, at vi ville flytte til et sted i nærheden af Allerød. Vi afstøvede området der omkring. Det måtte være en bolig uden trapper og 1. sal. De fleste rækkehuse var dog typisk i to etager. Men vi fandt den rette løsning i Allerød – i Røglevænget – blot 500 m fra Anne og Henning. Vi var noget skeptiske ved at bo så nær familien. Vi havde set afskrækkende eksempler herpå i Monna’s familie – i Jyderup og Kolding, hvor der fandt en gensidig overvågning sted mellem familiemedlemmerne. Man skulle nødig miste overblkket over, hvad de øvrige familiemedlemmer foretog sig. En lignende situation ønskede vi ikke. Derfor var vi enige om overhovedet ikke at blande os i Drejø-familiens privatliv.

Flytningen forløb hurtigt. I slutningen af 1993 var vi på plads. Det velindrettede hus på Johannesmindevej blev hurtigt solgt. Vi havde ingen grund til at være kede af byttet. Det var et rimeligt opdateret hus, vi flyttede ind i, så der behøvedes kun små udbedringer.

Monna nød i fuld udstrækning den nye tilværelse i det hyggelige rækkehus-kvarter. Jeg fik hurtigt kontakt til det lokale sangkor og Rotary afdeling – og nød formiddags-cykelture i de nærliggende, indbydende skove. Med mobiltelefom var jeg i stadig og hyppigt i kontakt med Monna derhjemme. Tilsammen gik vi både i butikker, til koncerter og i teatret, Af de gemte programme kan det ses, at det har været meget tit, vi havde været i ‘det kongelige’.

Hurtigt blev det til et frugtbart og livsbekræftende samvær med Anne, Henning og Mathias. Der blev lørdagsspisning skiftesvis i hinandens hjem. Barnepasning, der kunne forstyrre søndagsfreden hos den unge familie på Drejøvej var vellyst og sød musik hos bedsteforældreparret i Røglevænget. Det hele syntes at gå op i en højere enhed, og alt var næsten idyllisk i de kommende år.

Dog var der de tre-måneders kontrolbesøg på Hillerød sygehus. Det var hver gang med meget nedtrykt sind, vi korte derop om morgenen. Når konsultationen var overstået med en fornyet frist på endnu en tre-måneders periode, så var det med et uhyre lettet sind, vi kørte hjem. Det var, som om vi hver gang gik endnu en ubekymret evighed i møde, og vi genoptog et næsten sorgløst liv med teaterbesøg og koncerter – og hyggelige familiespisninger om lørdagen – som næsten var blevet en tradition. Alt var lutter idyl, indtil den næste 3-måneders undersøgelse stod for døren.

Kræftens Bekæmpelse

Monna var interesseret i psykologhjælp i sin situation, hvorfor vi henvendte os til Kræftens Bekæmpelse i Lyngby. Hun fik tilbud om at deltage i en gruppe, som støttede kræftspatienter. Den blev ledet af dygtige psykologer. Jeg kan love for, at man i denne gruppe gik lige på og hårdt. Et målsætning for kurset blev utvetydigt betegnet således: “Vil du leve døende, eller dø levende?”. Nok kunne det lyde brutalt, men de frivillige deltagere fik bragt kendsgerningerne frem i lyset i stedet for at gemme dem for sig selv og andre. Man fik på en måde accepteret sin situation, det, at man havde en livsfarlig sygdom, som man kunne dø af. Monna fortalte, at man faktisk begyndte at se livet ud fra helt nye vinkler fra den tid. “Man lægger nu mærke til fuglenes sang og andre ting i naturen”, sagde hun. Jeg gik på samme tid på et andet kursus – også inden for Kræftens Bekæmpelse – for pårørende til kræftpatienter. Når vi begge kom hjem efter en sådan eftermiddag, stod den hastigt tilberedte middag typisk på røde pølser og rødvin. Over dette uprætentiøse måltid fik vi udvekslet vore erfaringer og vurderinger fra dagens oplevelser i grupperne. Vi kom virkelig hinanden meget nær ved disse måltider efter møderne i Kræftens Bekæmpelse.

Kontrolbesøgene i Hillerød viste efterhånden, at kræften ikke var ganske væk, som diagnosen fra Aalborg ellers havde forudsagt. Ny kemokur var nødvendig – denne gang med en betydeligere kraftigere medicin. Kemokur er at sammenligne med et ‘tæppebombardement’, hvor der slåes skånselsløst ned på såvel raske som syge celler i håb om, at der dræbes flest de syge. Den nye behandling bevirkede, at Monna’s hår hurtigt faldt af, og vi måtte tage den tunge gang ind til parykforretningen i Nørre Farimagsgade for at få en – iøvrigt meget vellignende – erstatning for det tabte hår. Jeg erfarede, at det virkeligt er et stort tab for en pige at miste håret. Det er, som om den sidste del af den kvindelige identitet herved forsvinder.

På dette tidspunkt var vi nu kommet i den særdeles kritiske fase. Monna blev mere og mere svag og træt. Ved familiernes lørdagsmiddage måtte hun hurtigt hen at lægge sig på sin seng. Hun fik daglig hjælp og tilsyn af kommunens hjemmesygeplejersker. I den forbindelse måtte vi rekviere en indstillelig hospitalseng hjem. Den optog det mest af pladsen i soveværelset, så jeg måtte overnatte i stuen. Men det led ubønhørligt mod en forværring af tilstanden – en dag måtte vi så hastigt rekvirere Falck for at køre os ekspres til Hillerød Sygehus. Det skulle blive den sidste tur.

Den sidste tid

På sygehuset blev Monna indlagt alene på en to-sengs stue, således at jeg kunne overnatte hos hende og være hos hende hele tiden. Afdelingssygeplejesken orienterede Henning og mig om, at Monna var i den terminale fase, og at vi måtte være indstillet på, at vi kunne miste Monna inden for en kort periode på et par uger.Jeg var hos hende stort set hele tiden i disse uger. Anne, Henning og Mathias kom hver aften.

En dag ytrede hun et ønske til sygeplejesken om endnu en gang at komme hjem. Beredvilligt tilbød sygehuset i samarbejde med Allerød kommune at iværksætte et sådant – ikke helt ukompliceret – besøg. Der blev holdt konference omkring sengen med repræsentanter for kommunen og sygehuset. Men i sidste øjeblik tabte Monna lysten – hun kunne erkende, at det ville være uoverskueligt for hende – og projektet faldt til jorden. Jeg var dog – på hendes vegne – taknemmelig for den beredvillighed, sygehus og kommune derved lagde for dagen.

På dagen før hun gik bort havde hun besøg af den kvindelige kræftlæge. Monna har i alle situationer været særdeles slagfærdig, og hun spurgte: “Får man ikke et sidste måltid?” Lægen svarede, at det måske nok var en god ide, og sendte mig efter en flaske vin. Men Monna havde allerede glemt det, da jeg kom tilbage, så flasken gik i stedet til lægen med tak for idéen. Monna var sløvet og fik efterhånden en betydelig dosis morfin for sine smerter.

Så er ringen sluttet, og historien om Monna er endt – selve afslutningen er beskrevet i indledningen. Jeg var alene med hende, mens hun stille og fredeligt gik bort efter en timelang, tung søvn. Hun sov om eftermiddagen ind i døden uden at være vågnet op. Vel var jeg forberedt på, at det led mod enden, men på en måde var jeg alligevel ikke indstillet på, at det skulle ske netop på det tidspunkt. Snart efter kom Anne, Henning og Mathias og tog den sidste afsked med Monna.

Begravelsen fandt sted i stilhed fra Engholmkirken med ganske få deltagere, og hun er efter sit eget ønske stedt til hvile på de anonymes plæne, hvor jeg til sin tid også ønsker at blive begravet. Jeg, og familien, tænker tit på Monna ved besøg på den nærliggende skovkirkegård. Personlig føler jeg intet savn efter et særligt gravsted for at mindes hende. Monna er på en måde altid til stede hos mig her i huset, hvor næsten alle detailler faktisk ikke er ændret siden hendes dage. Nu er det mig, der har brug for alle de hjælpemidler, som Monna i sin tid anskaffede, for at være i stand til fungere i køkkenet. Nu erkender jeg, hvor svært det er at lukke flasker og emballage op, når fingerkræfterne er svindende.

Eftertanker

Jeg håber, at jeg med dette tilbageblik på Monna og mit liv sammen – fra de unge år i fyrrene og indtil døden skilte os – har givet en så objektiv beskrivelse som muligt af et liv med drømme og livsglæder, skuffelser og sygdomme, bristede illusioner og lykkelige begivenheder. Måske er det ikke et liv, der har været så væsentlig forskelligt fra andres tilværelse. Men det specielle er netop, at handlingen knytter sig helt og holdent om Monna’s og mit liv tilsammen, som også fremtidige generationer har krav på at få kendskab til.

Her ved slutningen kan jeg måske tillade mig at give plads for nogen eftertænksomhed. Der er spørgsmål, jeg har stillet mig selv utallige gange. Nok var vort ægteskab lykkeligt, ingen tvivl om det. Vi ønskede ikke på noget tidspunkt at gå hver sin vej. Men Monna faldt gennem alle årene i Aalborg aldrig helt og fuldt på plads i tilværelsen dér.

Hvorfor evnede jeg ikke at give Monna den tilværelse, som hun inderst inde ønskede, og i et vist perspektiv også havde krav på. Var hendes drøm om København en illusion? En forestilling om, at alt var den idyl, som hun skånselsløst var blevet revet op fra med rod. Som hun var blevet ført bort fra. En forestilling om en idyl, som måske i tidens løb var blevet en helt anden. Jeg var jo indstillet på, at hun skulle have det godt, som blommen i et æg.

Mange spørgsmål har krydset min tankegang i den henseende. Måske kunne hun være blevet lykkeligere med en anden – måske i hendes families regi. Det kunne sandsynligvis også have gjort en forskel, om vi var blevet boende i København. En kendsgerning var det i hvert fald, at vi blev forlovet og gift meget unge uden på forhånd at have ‘smagt’ på livets erfaringer – selv med en teske.

Set i tidens realitet, og ud fra min – måske noget forældede og mandschauvinistiske synsvinkel – syntes det som et ædelt mål at kunne give sin kone en tryg, fremtidig tilværelse. Det var jo dengang på forkanten af de tider, hvor piger – som nu – gennem selvstændig uddannelse kan tage individuel vare på deres egen livsbane.

Jeg er klar over, at Monna med meget kort varsel blev rykket brutalt op fra sin trygge tilværelse i hovedstaden. Hun fik ikke sin sjæl og sin hidtidige identititet medbragt i bagagen til Aalborg. Det må have været et brutalt og brat livsskifte for så ung og uprøvet pige. Hun blev omplantet alene på mine præmisser. Et par perioder, der skiller sig markant ud på hendes livsbane, er de få tidsafsnit, hvor hun havde et selvstændigt virke i arbejdslivet. I de år var det næsten, som om hendes sind fik lejlighed til at sætte nye rødder. For min egen del er jeg ikke blind for, at min deltagelse i erhvervslivet udviklede sig til en konkurrent til familielivet. Måske har det ikke – i det store spil – været prisen værd.

I sin barndom og tidlige ungdom blev hendes tilværelse styret af en stærk far, der med basis i sit religiøse ståsted styrede hendes verden med kærlig – men hård – hånd. Hun blev stækket i ønsket om et selvstændigt greb om sin tilværelse. I Monna’s og min fælles ungdom blomstrede hun op i en egen selvstændighed. Gennem resten af livet har hun måttet underlægge sig de vilkår, som jeg kunne give hende. Blev det mig, der ubevist overtog rollen som ‘den stærke far’?

Spildte muligheder

Monna fik i hvert fald ikke i sin ungdom de chancer, hun fortjente – og havde evner til. Hun fik ikke mulighed for at fortsætte sin skolegang i Mellemskolen, som hun ønskede sig og ikke alene meget gerne ville, men blev opfordret dertil af skolen. Fra denne platform var hun måske kommet endnu videre. Det lå dog sikkert temmelig langt uden for familien Vierø’s horisont. Nok ville de af hele deres hjerter give Monna de bedste fremtidsmuligheder, men de inspireredes ikke i retning af videre uddannelse og højere fremtidsmål for piger. Det var vel også i begyndelsen af den periode, hvor piger uddannede sig med henblik på selvstændigt virke. I Vierø-familiens optik ville et assistentjob på kontor være noget af det højeste opnåelige ønskemål. Når tiden var inde, blev pigerne sikkert gift med en forsørgende mand.

Monna var ikke en type, der magtede at tage et selvstændigt opgør med sin skæbne. Som hun selv så tit erkendte det, så havde hun gået i ‘Flinkeskolen’. Hun havde lært ‘at bøje af’.

Men ét er givet: tiden med Monna har vist, at der havde været langt flere muligheder i hende, end hun fik lov til at udnytte. Hendes målbeviste virksomhed med skriftlige arbejder og bl.a psykologi og sind bevidner det.

Jeg har på intet tidspunkt fortrudt samlivet med Monna. Som jeg har skrevet i begyndelsen af beretningen, fik jeg øje på hende første gang dér i Besættelsens sidste år. Min første indskydelse fra den gang holdt stik. Jeg tog ikke fejl: “Monna var en usædvanlig pige”.

Min Monna

Jeg vil mindes dig, min pige
for den allersidste stund
da du stille gled i døden
overlod mig til mig selv
– da var du: Min Monna.

Jeg vil mindes dig, min pige
fra de glade ungdomsår
da du gavmildt skænked hjertet
og din fremtid blev til min
– da var du: Min Monna.

Jeg vil mindes dig, min pige
da du gav os vores søn
som en kærlighedens gave
og vort livsværks bedste frugt
– da var du: Min Monna.

Jeg vil mindes dig, min pige
med et følsomt, sårbart sind
hvor du tappert kæmped kampen
for at blive tanker kvit
– da var du: Min Monna.

Jeg vil mindes dig, min pige
trods for mange minus-år
blev der overskud af glæder
flest af dem, der tæller mest
– da var du: Min Monna.

Jeg vil mindes dig, min pige
fra de mange gyldne år
når vi glæded os ved livet
og vor dag var lys og skøn
– da var du: Min Monna

Jeg vil mindes dig, min pige
tak for tid i fest og nød
tak for ungdoms glade dage
tak for liv i samværs lyst
– du var jo – og blir: Min Monna.

Jeg vil nu sætte Monna’s yndlingsmusik, Samuel Barber’s ‘Medea’s Dance of Vengeance’ på cd’en. Jeg er ganske sikker på, at det vil være helt i Monna’s ånd at lade dette temperamentfulde værk stå som et postludiun for mit dybfølte lille erindringsbillede..

Willy Kok
november 2008

Kortfattet tidsbeskrivelse

Monna’s data:

Født i Brønshøj: 1930 14.03
Skoleltid Hellig Kors: 1936-1945
Konfirmation: 1944
Fa: Rottwitt: 1945-1953
Aalborg: 1953-1993
Fa: Jul. Jacobsen 1973-1981
Allerød: 1993
Død: Hillerød sygehus 1996 21.03
Begravet: Engholmskirken

Willy’s data:

Født: Østerbro Kbh.: 1927 31.10
Skoletid: Hellig Kors: 1934-1943
Læretid: VMJ: 1943-1947
Mødt Monna:: 1947
Københavns Maskinteknikun: 1948-1951
Forlovet: 1948 24.12
Gardehusar: 1951-1952
Bryllup: 1951 08.11.1951
FLS: 1952-1956
CJK+ Maskinfabrikken Norde: 1956-1972
Maskinfabrikken Norden: 1972-1990
Allerød: 1993

Hennings data:

Født i Aalborg: 1960 19.05
Børnehaven ‘Mette’: 1964-1967
Klostermarksskolen: 1967-1975
Konfirmation Budolfi: 15.04.1972
Hasseris Gymnasium: 1975-1978
Aalborg Universitet: 1978-1983
Henning traf Anne: 1978
Afrejse til Kbh.: 1983
Bryllup i Aalborg: 1988 26.11
Mathias født i Hillerød: 1993 05.05